Showing Up

Kunstnere siger gerne, at meningen med livet er at skabe. Men dagligdagen har det nogle gange med at spænde ben for kreativiteten. 

I sin seneste film efter den bedårende First Cow (2019) og den fængslende Certain Women (2015) skaber instruktør Kelly Reichardt et portræt af en kunstner som en fortravlet kvinde. Michelle Williams har sin fjerde store rolle for instruktøren som Lizzy, en billedhugger i magelige Portland i Californien, hvor solen bager, og træerne skygger. 

Lizzy forbereder en udstilling, men forstyrres hele tiden af hverdagens små gøremål: en syg fugl, kontorarbejde, en bruser i udu. Alskens småting stjæler den kostbare tid, hun allerhelst ville vie sin kunst. 

Det er lige dele medfølelse og skyldfølelse, der får Lizzy til at pleje den due, som hendes kat har angrebet, og hun går til sin kværulerende familie med samme blanding af moralsk forpligtelse og oprigtig ømhed. 

Lizzy stræber efter at være noget, hun ikke er: succesfuld. Hun har hverken karisma eller stil som sin rival (og udlejer) Jo, der spilles af en sprudlende Hong Chau. 

Hun iklæder sig matte farver, som om hun prøver at gå i ét med tapetet, og hun har hverken kunstnerens poserende selvsikkerhed eller sin families flair for at piske en stemning op. Men når det virkelig gælder, byder hun ind med målrettet alvor. 

Handlingen bevæger sig langsomt, mens Lizzy arbejder med at støbe og brænde sine skulpturer op til ferniseringen. Kelly Reichardt giver publikum plads til at synke ned i et blødt og stille hjørne af den amerikanske kunstverden. 

Kameraet glider rundt på skolen, hvor Lizzy arbejder, og hviler ved smukke unge mennesker, der giver sig hen til skabelsesprocessen. Showing Up er både inspirerende og opmuntrende, når den antyder, at vi alle rummer en større skaberkraft, end vi går og tror.