Biografanmeldelse
01. nov. 2012 | 00:02

Sinister

Foto | Phillip V. Caruso
True crime-forfatteren Ellison, spillet af Ethan Hawke, får serveret et scoop, da han finder en kasse med gamle snuff-film i familiens nyindkøbte, skumle hus.

Ethan Hawke gør, hvad han kan over for Sinisters slappe genbrug af onde børn og okkulte overtoner. Men rigtigt skræmmende bliver det aldrig.

Af Henrik Østergaard

Man forstår godt, hvorfor det danske selskab ikke har givet Scott Derricksons gyser titlen ”Skummel”. Det engelske ”Sinister” lover bare gys og rædsel, så pengene og konventionerne passer på en helt anden måde.

Og ganske rigtigt. Sinister holder ikke igen, når det kommer til dystre basgange, mistænkelige trampelyde fra loftet, døre, der trænger til smørelse, og en helt, der konstant formår at befinde sig alene i mørket, mens farerne lurer omkring ham. 

Den slags billige tricks kan sagtens frembringe våde håndflader og rejse et nakkehår eller to, som utallige gyserfilm gennem tiden har bevist. Og i lighed med romantiske komedier kan det ligefrem være en del af fornøjelsen, at vi ved, hvad der venter, når lyset slukkes.

Men det, der for alvor skal gøre et nyt forsøg i genren værd at se, er de små variationer og detaljer, som tager fusen på én. Og netop her svigter Sinister, der i stedet går i tomgang med slidte, mekaniske virkemidler.

Altid gode Ethan Hawke får ellers det bedste ud af sin lettere udbrændte true crime-forfatter, Ellison, med forfatterrigtige briller og blød cardigan. For år tilbage skrev Ellison en meget succesrig bog om et mord, og i sin overivrige jagt på sin næste bestseller indlogerer han familien i et hus, hvor den forrige familie i en uopklaret sag blev fundet rituelt hængt i et træ i baghaven. Hvilket hans egen familie er lykkeligt uvidende om.

På førstedagen i det nye hus finder Ellison tilfældigt en kasse med gamle smalfilm og en projektor på loftet. Filmspolerne bærer tilforladelige titler som Pool party og Hanging out, men viser sig at være optagelser af grusomme mord på forskellige familier, heriblandt husets tidligere beboere.

Det er selvfølgelig en lækkerbisken for en ambitiøs detektiv/journalist som Ellison, der sætter sig for at finde sammenhængen mellem mordene, et underligt symbol og en række børns mystiske forsvinden.

Hvorfor han uden nogen form for betænkning antager, at disse snuff-film er den ægte vare, står hen i det uvisse. Men filmen fokuserer ufortrødent – kun afbrudt af et par skænderier med konen, som ikke ligefrem jubler over at være blevet lokket ind i et hus med blodige hemmeligheder – på Ellisons stadig mere problematiske forhold til mordoptagelserne. En besættende undersøgelse, der også kommer til at involvere en ekspert i det okkulte (Vincent D’Onofrio som et lille lyspunkt) og en venlig betjent som umorsom comic relief.

Ellisons usandsynligt tumpede adfærd kan man akkurat tilgive. Mørkeræd er han åbenbart ikke. Men Sinister kommer desværre aldrig rigtig videre end til de mange scener med forfatteren, der mutters alene og midt om natten hører mistænkelige lyde og ser mistænkelige, babylonske dæmoner i de film, han begynder at klippe i på sin Mac.

Ikke engang disse alene-i-mørket-scener og chok-effekter er skruet overbevisende sammen af instruktør Scott Derrickson. Han har tidligere lavet den habile horror-sag The Exorcism of Emily Rose, men har også stået bag et af de dårligste bidrag i Hellraiser-franchisen (Hellraiser: Inferno) og formøblet genindspilningen af sci-fi-klassikeren The Day The Earth Stood Still. Det er ikke med Sinister, at han for alvor overbeviser som førsteklasses genreinstruktør.

I en af de slapt turnerede scener omringes Ellison – igen alene i nattens mulm og mørke – af usynlige, ligblege børn med stive, iskolde blikke. Gør de noget? Næh. Er vi skræmte? Heller ikke.

Dæmoniske børn og en flirten med det okkulte kan være effektive ingredienser. Men alene gør de ikke et godt gys.

Trailer til Sinister

Kommentarer

Instruktør:
Scott Derrickson
USA 2012

Manus:
Scott Derrickson, C. Robert Cargill

Medvirkende:
Ethan Hawke, Vincent D’Onofrio, Juliet Rylance

Spilletid:
110 min.

Premiere:
1. november 2012

© Filmmagasinet Ekko