I går markerede 50-årsjubilæet for den engelske tv-serie Månebase Alpha, som havde premiere på australsk tv den 28. juli 1975 og nåede Danmark den 16. oktober 1976.
I udlandet havde de allerede set genrens store tv-milepæle såsom The Quatermass Experiment, The Twilight Zone, The Outer Limits, Doctor Who, Raumpatrouille, The Prisoner og Star Trek.
Men Månebase Alpha var DR’s første store science fiction-satsning. Så den gjorde et kæmpe indtryk på en generation af danske seere. Det er ikke et tilfælde, at verdens flotteste replika af seriens Eagle-rumskibe er bygget af en dansk fan.
Gene Roddenberrys serie Star Trek (1966-1969) handler om besætningen på rumskibet Enterprise og dets femårige rumrejse ”to explore strange new worlds, to seek out new life and new civilizations, to boldly go where no man has gone before”, nåede først dansk tv i 1990.
Indtil da blev Star Trek i Danmark opfattet som en fjollet omgang 1960’er-camp, hvor William Shatner overspiller i en papmachekulisse med latterlige rumuhyrer. I det flittigt delte Gorn-klip får man netop det indtryk. Her er en serie so bad it’s good, bedst egnet til at se i festligt selskab, mens man klasker sig på lårene af grin.
Sådan fremstilles serien også i A Space Adventure Hour, et afsnit i tredje sæson af Star Trek: Strange New Worlds, som uden at medregne de tretten biograffilm er Trek-franchisens tolvte tv-serie, opkaldt efter den ovenfor citerede åbningsmonolog.
Man kan undre sig over, at Star Trek gør nar af sig selv på den måde, men som Shakespeare – flittigt citeret i serien – lader en dansk hofmarskal sige, er der metode i galskaben.
Der er tale om et holodeck-afsnit, hvor et besætningsmedlem, La’an Noonien-Singh (Christina Chong), som rekreation besøger en virtuel gengivelse af 1970’ernes Hollywood for at løse en mordgåde. Trods ordet ”holodeck” ikke et hologram af lys, men en midlertidig fysisk kulisse befolket af fiktive holodeck-karakterer, der her er del af filmholdet bag en sci-fi-tv-serie i plottet i plottet.
Der er altså tale om tredobbelt meta, og det er på den måde, Star Trek får anledning til at gøre tykt nar af Star Trek. Eller rettere: Af en bestemt opfattelse af Star Trek, som i Danmark har været fremherskende hos finkulturelle meningsdannere.
Det har ændret sig i dag, hvor det er blevet nemt at stifte bekendtskab med seriens op mod tusind afsnit. For i modsætning til, hvad man engang troede, er Star Trek en vigtig og vellavet serie og burde have være vist på DR ligesom i resten af verden.
Baggrunden for Star Trek: Strange New Worlds er unik i tv-historien. Før den oprindelige Star Trek-serie lavede Gene Roddenberry en tv-pilot, som blev afvist: Star Trek: The Cage, et blændende mesterværk med Jeffrey Hunter som Captain Pike, Leonard Nimoy som Mr. Spock og Majel Barrett som Number One. Igen et meta-drama, der i metaforisk form reflekterer over tv-mediets natur som problematisk virkelighedsflugt.
I serien Star Trek: Discovery (2017–2024) dukker disse tre nævnte karakterer op som gæstestjerner, spillet af Anson Mount, Ethan Peck og Rebecca Romijn. Seerne var begejstrede og bønfaldt Paramount om en spin-off-serie med netop dette hold. Tanken blev realiseret med Star Trek: Strange New Worlds, der er en direkte fortsættelse af Star Trek: The Cage, adskilt af den længste pause nogensinde mellem et pilotafsnit og dets efterfølgende kæde af afsnit.
Også unik ved, at hele tre karakterer – Number One, Nurse Chapel og Enterprise-computeren – oprindelig blev spillet af samme skuespiller, nemlig Roddenberrys hustru Majel Barrett.
Serien er helt rimeligt blevet modtaget som en af franchisens bedste. For første gang lever Star Trek op til den oprindelige series fortællemæssige dynamik.
De fem afsnit, jeg i skrivende stund har set af tredje sæson, ændrer ingenlunde det indtryk. Især er det velkomment, at Strange New Worlds i stedet for at lade lange plottråde strække sig over en eller flere sæsoner nu i hvert afsnit ligesom i 1960’erne fortæller en ny, afsluttet historie.
Tilmed benyttes lejligheden til at give pågældende afsnit sin egen stilistiske udformning. Eksempelvis rom-com, krigsdrama, musical og sågar tegnefilm.
Tredje sæson starter ganske vist med at afslutte den cliffhanger, der afsluttede anden sæson. Men derefter går det løs, blandt andet med makeovers for flere af de medvirkendes hårpragt. Tidligere har Anson Mounts gråsprængte, opadstræbende frisure stjålet en stor del af opmærksomheden, et veritabelt Mount Anson, som havde Paramount bestilt et nyt logo.
I rollen som Uhura under man gerne Celia Rose Gooding hendes nye og bedre afrofrisure, så hun ikke forsvinder i baggrunden.
I afsnittet A Space Adventure Hour er det Uhura, der via en monolog formulerer seriens selvforståelse som social kommentar, der indgyder seeren håb om en bedre fremtid. Og det er blot et ud af halvtreds afsnit i seriens planlagte fem sæsoner, der repræsenterer Enterprises første fem års rumrejse.
Mesterligt skrevet og virkelig sjovt iscenesat (af Star Trek-ikonet Jonathan Frakes), indtil man gennemskuer metoden i galskaben og føler sig rørt dybt ned i sjælen.
Star Trek er trods enkelte svipsere (for eksempel tv-filmen Section 31 fra i år) tv-mediets bedste science fiction-franchise.
facebook
twitter
Kommentarer