Turen går til Hawkins for sidste gang. Eller det vil sige næsten sidste. For efter mere en tre års ventetid er Duffer-brødrene klar med første halvdel af den sidste sæson på Netflix-serien.
Forrige sæson slutter med en apokalyptisk cliffhanger, hvor jorden åbner sig og skaber en kæmpe flænge gennem byen. Barrieren til mareridtsverdenen, The Upside Down, er brudt ned.
Den totale invasion har imidlertid ladet vente på sig. Flængen er nu blevet lappet med jernplader, og militæret er flyttet ind i byen og har indført lockdown.
Vi møder derfor de velkendte ansigter halvandet år senere. Eleven skjuler sig stadig fra myndighederne, mens hun øver sig på telekinetisk parkour ude i skoven. Resten af vennerne passer skolegangen og den lokale radiostation, og de bruger fritiden på at kortlægge underverdenen med systematiske, hemmelige ekspeditioner gennem den rødglødende portal.
Da Hopper er blevet en regulær actionmand efter opholdet i sibirisk fængsel i forrige sæson, er det selvfølgelig ham, der sendes på de farlige ekskursioner for at lede efter skurken Vecna.
Freden varer dog ikke ved. Da Mike og Nancys søster Holly kidnappes af en demogorgon, må flokken lægge en plan for at redde hende og stoppe Vecna én gang for alle.
Det er efterhånden længe siden, at Will Byers forsvandt og kickstartede streamingsuccesen. Børneskuespillerne er blevet voksne, og for hver sæson er budgettet forøget og effekterne gjort større.
Med sine forvoksede afsnit føles forrige sæson mere som et bundt formløse spillefilm end en traditionel tv-serie. Og den nye sæson fortsætter i samme stil med fart over feltet og monsterangreb med jævne mellemrum.
Nu kan karaktererne også bevæge sig ind og ud af The Upside Down relativt ubesværet. Noget af mystikken og uhyggen er gået fløjten, efterhånden som mytologien er blevet forklaret.
Introduktionen af Vecna gav ganske vist en klar skurk at slås med i det endelige opgør, men menneskeliggørelsen af den overnaturlige trussel har gjort den for håndgribelig. De første sæsoners lovecraftianske motiver er nu erstattet af en næseløs mand, der ligner en krydsning mellem Groot fra Marvel-filmene og The Night King fra Game of Thrones.
Og nu tyder det også på, at Eleven ikke længere er den eneste i slænget, der har superkræfter. Afstanden mellem den normale og den overnaturlige verden er skrumpet med det resultat, at effekten er formindsket.
Man savner i det hele taget overraskelser og opfindsomhed. I seriens begyndelse var mystikken drevet af afdækningen af det hemmelige laboratorie og Elevens forhistorie. Og sæson fire fandt en elegant enhed mellem plot- og følelsesmæssig forløsning, da Kate Bush kom til undsætning i walkmanen.
Allerede halvvejs inde i den sidste sæson føles det, som om vi har set for mange scener, hvor vennerne reddes i sidste øjeblik fra at blive flænset af demogorgon-monstrene.
Heldigvis er der stadig masser af liv i det charmerende persongalleri, og serien er bedst i de scener, hvor personerne får lov til at føre dialoger, der ikke bare har til formål at forklare en ny plan eller fremme plottet.
Samtalerne om identitet og seksualitet mellem Noah Schnapps følsomme Will og Maya Hawkes sprudlende Robin er et klart højdepunkt.
Der er en god portion hygge forbundet med at være tilbage i seriens 80’er-nostalgiske walkie talkie-verden, og Duffer-brødrene gør deres ypperste for at holde underholdningsniveauet oppe med nye konstellationer i persongalleriet og konstant klipning mellem handlingstrådene.
Som endnu en reference til yndlingsårtiet 1980’erne dukker Terminator-stjernenLinda Hamilton op som den bistre Dr. Kay, der leder militærets skumle foretagende.
Men hyggen og monstereffekterne er ikke nok. Gentagelsen har for alvor sneget sig ind, og historien mangler bid og kalorier. Man kan kun håbe på, at der gemmer sig noget nyt i The Upside Down, når de sidste afsnit frigives i juleferien.


Kommentarer