Tolvte årgang på den alternative jyske filmuddannelse er allerede blevet rost for at være stræbsomme, ambitiøse og turde eksperimentere med både filmmediet og alternative fortællinger.
Super8 har base i Aarhus Filmby og beskriver sig selv som en legestue, hvor eleverne ikke kan dumpe. I stedet for at uddanne sig efter eksisterende parametre kan de 32 elever, fordelt på to årgange, udfolde sig selv og bidrage med talenter, som filmbranchen ikke selv ved, at den mangler.
Det mærkes bestemt.
Talentet, der i førsteårsfilmene viste sig som usleben diamant, er siden blevet forfinet i disse fire flotte film.
Forfatternes filosofiske overvejelser om familiære relationer, alderdom, forfængelighed, sorg og skuffelse bliver til kunst, når et dygtigt filmhold med instruktører, fotografer, producere og manuskriptforfattere fra Super8 har modet og friheden til at folde sig ud.
For første gang får en årgang på Super8 samlet fem stjerner. Frem til torsdag den 15. januar kan filmene eksklusivt ses her på Ekkos hjemmeside.
Moderinstinkt
Ultralydsbilleder af et ufødt barn glider over i nærbilleder af et øje. Det hele er filmet i sort-hvid, ledsaget af rolig elektronisk musik og de vordende forældres dæmpede hvisken.
Men idyllen krakelerer hurtigt.
Faren (Jacob Skyggebjerg) fremstår entydigt spændt på sin kommende rolle, mens moren (Minna Flyvholm) rummer mere sammensatte og urolige følelser over for det liv, der vokser i hendes krop, og den forandring, det uundgåeligt varsler.
Følelserne i Jonathan Rafael-Weis’ manuskript lader instruktør Frida Stannum træde klart frem gennem en dynamisk kameraføring, Marie-Astrid Knudsen Murphys stemningsmættede musik og skuespillernes underspillede, præcise præstationer.
Scenen, hvor moren veksler sit blik mellem barnets far og storken på græsplænen udenfor, kunne uden videre være hentet fra David Lynch’ kultfilm Eraserhead.
Moderinstinkt fremstår som et sjældent indlevende portræt af et menneskes tvetydige forhold til moderskabet og de instinktive bekymringer, det vækker. Udtrykket er markant – råt, men sanseligt – og vidner om en instruktør med et klart kunstnerisk greb og evnen til at samle kreative kræfter om en tydelig vision.
De efterladte
På sin netop afdøde fars plejehjemsværelse sidder en mand og græder sine stille tårer. Markus (Jonas Lindegaard) nåede ikke at sige farvel i tide, og noget tyder på, at han i det hele taget har forsømt at komme på besøg hos den gamle.
Det er en original idé fra manuskriptforfatter Christian Rom Petersen, at Markus plaget af dårlig samvittighed går med på legen, da en ældre herre (Joen Bille) på farens plejehjem forveksler ham med sin søn.
Den ældre mand spiller ikke en faderrolle, som Markus nok savner, men optræder som en hjælpeløs, svagtseende, ævlende stakkel, den yngre mand skal hjælpe. Det gør han blandt andet ved at beskrive den fine udsigt over danske marker ved en lille landsby, som foreviges i skønne optagelser fotograferet af Malte Klarskov Hermansen.
Med lethed og realisme skildrer instruktør Jakob Korsholm Borum mændenes biltur. Men det kunne have været spændende at se, om Markus ville ændre sit syn på gamle mennesker som en byrde, hvis den ældre herre delte visdom, tilegnet gennem et levet liv, med den yngre.
Full Facial
Det emmer af midtvejskrise, da en knaldrød sportsvogn glider ned ad vejen. Den nypolerede lak blænder i solen, og nummerpladen prydes af ordet ”icon”.
Fordommene dikterer, at der må sidde en midaldrende mand bag rattet. Allerede her leger instruktør Jakob Krog med forventningerne. For førersædet indtages af Ellen Hillingsø, der spiller filmens unavngivne, pyntesyge og krukkede hovedperson.
Hun bærer sig selv med løftet hage og taler ned til omgivelserne med en kølig selvfølgelighed.
I forlængelse af forfængelighedsgyserne The Substance og The Neon Demon udfolder Krog en skarp satire og bidende kapitalismekritik. Rå betonmiljøer møder poleret yndighed i et æstetisk udtryk, der understreger kunstigheden i jagten på evig ungdom.
Splatteren er dog udskiftet med galgenhumor. Kvinden har nemlig booket en skønhedsbehandling – ikke til sig selv, men til sin mops. Også omgivelserne, inklusive hunden, skal selvfølgelig afspejle hendes kunstige elegance og antydede velstand.
Grebet i Laura Hildebrands manuskript er effektivt, men latteren gør det vanskeligt for alvor at komme tæt på hovedpersonen, når først hun er blevet udstillet som karikatur.
White Box
Årgangens mest filosofiske bidrag finder man i Selma Munksgaard Hansens museumsdrama, baseret på et manuskript af Benjamin Colding, der kredser om kunstens rolle og menneskets ofte mindre flatterende sider: snobberi, forfængelighed og selviscenesættelse.
Marina Bouras spiller den ambitiøse museumskurator Victoria Lundqvist med kølig autoritet og et professionelt smil, slebet gennem årelange receptioner og ferniseringer.
Omdrejningspunktet er den fiktive kunstner No Names nyeste værk, White Box: et lydisoleret rum, hvor publikum i absolut ensomhed konfronteres med sig selv.
Men hvad gør mennesker, når ingen ser eller hører dem? Det spørgsmål udgør overvågningssamfundets grundsten og er samtidig omdrejningspunktet for både filmen og dens centrale kunstværk.
Da udstillingen udvikler sig til en offentlig fiasko, forsøger Victoria at tale sig ud af den efterfølgende shitstorm. White Box kommer dermed til at ligne en nutidig genfortolkning af Kejserens nye klæder, hvor enhver kritiker risikerer at afsløre sin egen uvidenhed ved at sige noget forkert.
Lydsiden veksler mellem enkle, diskrete strygertoner og støjende elementer som støvsugere, fodtrin fra travle museumsansatte og samtaler i tilstødende rum, mens dialogen bevidst tones ned.
Er det et irritationsmoment i en ellers stramt komponeret fortælling eller en spids kommentar til anmelderes og publikums trang til at tale om kunsten frem for at opleve den på dens egne præmisser?
facebook
twitter
Kommentarer