kortfilmanmeldelse
20. nov. 2019 | 17:23

Super8 – midtvejsfilm årgang 9

Foto | Sebastian Bjerregaard
Privatdetektiven Jørgen (Rudi Køhnke) møder sin yngre nabo Nadine (Amanda Radeljak) i Vægge af beton, men det er svært for den ensomme mand at starte et venskab.

Talenterne funkler i den jyske muld, selv om man savner vildskab og vovemod på den alternative, aarhusianske filmuddannelse.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Man kommer ikke langt ved at spille sikkert.

De fire midtvejsfilm fra den jyske filmuddannelse Super8 er teknisk kompetente visitkort med lyd- og billedsider, der nøje understøtter og opbygger de historier, der bliver fortalt.

Så det er ærgerligt, at historierne over én kam og trods fine ansatser har for lidt på hjerte.

Filmenes fællestræk er kølige billeder af martrede blikke, sat gennemført smukt i scene efter manuskripter, der er lidt vel karrige med menneskeligt nærvær.

Branchen kan dog roligt gå på rovdrift blandt håndværkerne – fra fotografer over klippere til lyddesignere og skuespillere.

De fire film kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside til og med 27. november.

Makaber dødsfortælling

Der er sådan set spræl nok i Josefine Bondes fabulerende En dødscyklus, der handler om de mænd og kvinder, som udses til at gå med le i det hinsides.

En kvinde kommer til bevidsthed i et mørklagt rum. En nøgen mand står som fortabt, en olding stirrer blindt frem for sig, og et par mennesker sidder med papirer i hænderne.

Det er lister over de levende, hvis tid er kommet, og kvinden får også en liste stukket i hånden.

”Er det en god liste?” spørger hun sin kollega efter lige at have sundet sig over sin nye plads i efterlivet. ”Er der nogen, der hedder Michael på den?” spørger han tørt, og da han får et nej: ”I det mindste er den kort.”

Intet forklares, men den ene aflivning følger efter den næste, så man næsten ikke når at blive forvirret. Rask bliver der revet tænder ud, skåret halse over, og en pilfingret stodder på en natklub får endda sjoveren konfiskeret med blodsprøjt til følge.

Her er kælet for iscenesættelsen. Holdet skal have ros for at tage præmissen seriøst nok til at satse på gys og gru snarere end den gravkomik, der også ligger lige for.

Men præcis, hvad der foregår og hvorfor, er svært at sætte fingeren på. Historien er uklar og scenerne fragmentariske. Men der er gang i løjerne. Og det er en skam, at det værk med flest idéer også har den korteste spilletid (20 minutter).

 

Angst på hospitalsstuen

Ludvig Christian Næsted Poulsens fintmærkende Before Bloom har et mere ligefremt ærinde. Filmen viser en ung kvinde komme til hægterne efter en kønsskifteoperation.

Det bliver ikke gjort lettere af anstrengte besøg fra en uforstående mor og en frustreret pigekæreste. Isa Marie Henningsen spiller fremragende den fremmedgjorte patient, der alene på stuen forsøger at vænne sig til en ny virkelighed – hvor hun i hvert fald for en stund står alene.

Den eneste solidariske skulder tilhører Rikke Wölcks ellers professionelt distancerede sygeplejerske. De to skuespillere maner stærke følelser frem i pauserne mellem replikker.

Emnet er oplagt dramatisk, og manuskriptforfatter Sofie Grud har et godt blik for fortiet smerte. Men langt fra alle scener er oprigtigt vedkommende, og de store følelser kammer over i en afslutning, der er lige dele elegisk og forsimplende.

 

Med verden imod sig

I den tungsindige Alt forladt følger vi en gammel knark over en uge alene i ødemarken. Han holder sig beskæftiget med eneboerlivets forbistrede gøremål, men en lille ulykke eskalerer hurtigt til en sørgelig lidelsesfortælling.

Det smager af Jobs bog, og filmen er i hvert fald bibelsk sober med gotiske kapitelinddelinger: ”Førstedagen,” ”Andendagen,” og så fremdeles.

Man forstår på komponist Frederik Zeuthens melankolske musik, at den unavngivne mand på udefinerbar vis døjer med livets ubarmhjertighed.

Men Nikolaj Wolthers og Sofie Markussens film balancerer, som flere fra årgangen på en knivsæg mellem det underfortalte og det ufortalte.

 

Akavet naboforelskelse

Nicolai G.H. Johansens Vægge af beton er årgangens stærkeste fortælling, og det skyldes helt og holdent en engageret præstation af vækstlagets bedste ven, Rudi Køhnke.

Med stemmen en halv oktav under normallejet brovter han sig frem som den fastfrosne eneboer Jørgen Ravn. Han er privatdetektiv, og som sådan mere vant til at observere andre end at lade dem komme ind på livet af sig.

Det ændrer sig, da naboen Nadine banker på døren midt i et bittert kæresteskænderi og en kort stund gemmer sig i hans lejlighed. Kontakten åbner nogle følelser i detektiven, hvis ensomhed og afstumpede forelskelse er indlevende iscenesat af fotograf Sebastian Bjerregaard.

Men man kan ikke komme udenom, at en akavet forelskelse naboer imellem er en lidt klejn historie i sig selv.

Som vordende filmkunstner kunne man godt gå et skridt mere eksperimenterende til værks end i den fuldvoksne, velbetalte branche. I disse fire midtvejsfilm er talentet der, men modet mangler.

Kommentarer

Super8 midtvejsfilm

En dødscyklus
Instr. Josefine Bonde

Before Bloom
Instr. Ludvig Christian Næsted Poulsen

Alt forladt
Instr. Nikolaj Wolthers, Sofie Markussen

Vægge af beton
Instr. Nicolai G.H. Johansen

Se filmene her

© Filmmagasinet Ekko