Nogle gange har man brug for at blive mindet om, at film skal ses i biografen. Nina Wels’ tyske Tafiti og det store ørkeneventyr er en velformet animationsfilm, men det er især lydsiden med sine store symfoniske klange, der folder sig fuldt ud i biografsalens moderne anlæg.
Der er virkelig schwung over det.
Det samme gælder historien, der følger alle genrens klassiske dyder. Det er en roadmovie – en slags dyrenes odyssé – fortalt med både energi og præcision.
Den unge surikat Tafiti (dansk stemme: Silas Santin) – et lille pattedyr fra mangustfamilien, der lever i Botswana, Mozambique, Sydafrika og Zimbabwe – møder en dag penselsvinet, der kalder sig Børste (Thomas Mørk). Tafiti har ellers lært, at han skal holde sig væk fra alle fremmede, og pludselig er Tafitis bedstefar blevet bidt af en stor slange. Det er vistnok Børstes skyld.
For at redde den gamle surikat begiver Tafiti og Børste sig ud på en lang og farefuld rejse for at finde en blå blomst, der efter sigende kan kurere giften. Som bedstefaren siger: ”Giften virker langsomt, men den virker.”
Turen bliver grufuld. På vejen møder de store, onde ørne, søde albatrosser, småirriterende mus, truttende elefanter og klamme fisk med drabelige tænder – tænk en piratfisk på steroider!
Men den største prøvelse viser sig at være vejret. Det bemærker man måske ikke umiddelbart, men rejsen gennem de ekstreme naturfænomener fungerer som en elegant kommentar til klodens klimaproblemer.
Det er ekstremt vejr til den store guldmedalje. Tørke, der forvandler alt til støv og dødelig tørst. Regn, der falder som en velsignelse fra himlen. Oaser, der er forsvundet og efterlader sprukket ler. Brændende varme sten – en såkaldt saltpande – som vores to helte, den tykke gris og den adrætte surikat, må krydse. Underjordiske oversvømmelser, drabelige vandfald og sandstorme, der pisker alt til kaos.
Hver forhindring gør rejsen endnu mere intens – og endnu mere spændende.
Tafiti og det store ørkeneventyr, der er baseret på Julia Boehmes elskede bogserie, er en ren ramasjangfilm. Kampe afløser hinanden, hæsblæsende jagter driver handlingen frem, og vores helte må tage kampen op mod farlige modstandere – som et helt kobbel hyæner mod de to fightere. Undervejs findes kreative løsninger på selv de mest umulige problemer.
Flere scener bryder sødt med fordomme. Bedstefaren gentager igen og igen, at man skal holde sig til sine egne: ”En elefant skal ikke danse med en mus.” Så meget desto sjovere og mere charmerende er det, at netop en mus og en elefant forelsker sig hovedkulds. Kærlighed ved første blik, og intet kan stoppe dem – helt vildt nuttet og fantasifuldt.
Det bliver næsten en moderne, dyrisk udgave af Shakespeares Romeo & Julie. Hanner og hunner fra vidt forskellige baggrunde kan simpelthen ikke lade være med at blive smaskforelskede.
På den måde flettes aktuelle samfundstemaer – som etniske grupper, mangfoldighed eller klimakrisen – naturligt ind i historien. Så når en stor, farlig rovfugl pludselig proklamerer, at det ”måske også er på tide at blive veganer”, fordi ”en kødbaseret diæt er vildt overvurderet”, bryder alle bare ud i latter.
Det er en klassisk vits, hvor kontrasten til vores viden om dyr – og om mennesker – giver et godt grin. Det føles ikke som politisering.
Animationen og stilen er måske en smule tam, men filmen fungerer, fordi historien er alsidig og underholdende. Man keder sig aldrig. Ørkeneventyret er heldigvis ingen ørkenvandring – tværtimod!
Kommentarer