Lene Kamm er 68 år, psykolog og nu tilmed filminstruktør. Hun er også et menneske med en blandet etnisk baggrund.
Interessant nok er det slet ikke dét, som er i spil i Tavsheden i mit hjerte. Den handler ikke om en forurettethed i de ellers så skamredne identitetskampes tid.
Dokumentaren er snarere en stilfærdig undersøgelse, som langt hen ad vejen også bærer frugt: Hvordan føles det at vokse op som halvsort i en kultur, der altovervejende er befolket med hvide mennesker?
For det var Danmark i 1960’erne og i 1970’erne. Lene så ikke en sort mand, før hun var fem år gammel og fik øje på Harry Belafonte i fjernsynet.
Man kan jo spørge sig selv om, hvorfor kvinden, hvis mor selv er en hvid bondepige, der er adopteret ind i overklassen i Hellerup, og hvis far er en nigeriansk ingeniørstuderende i London, ikke ser sig selv som halvhvid? Svaret kommer senere i filmen.
Vi følger fra begyndelsen i grynede smalfilm og håndholdte interviews og reportager Lene Kamms egen tilblivelse. Hendes mor blev gravid, da hun var i huset i London, og synet af et brunt barn i Hellerup fik voldsomme konsekvenser.
Fordi man ikke kunne have et sort barn her, blev Lene bortadopteret til en familie, hvor hun voksede op med et andet sort barn hos kridhvide forældre.
Forældrene ”var farveblinde”, siger Lene Kamm, og det lyder jo umiddelbart sympatisk. Men det er faktisk tavsheden, der lammer hende. Ingen taler om det, hun selv oplever hver dag. At folk glor efter hende. At de vender sig om på gaden. At hun ikke kan spejle sig i nogen i medierne. Og at alle omkring hende lader, som om at det bare er sådan.
Hun føler sig fuldkommen malplaceret, men folk ignorerer, at hun som menneske er ladt i stikken. Hun er blevet fremmedgjort eller eksotiseret, som en moderne woke terminologi ville benævne det. Hun oplever sig selv som udgrænset – marginaliseret.
Fremmedgjortheden som fortælling og myte – altså historien om det malplacerede menneske – er en både litterær og filmisk klassiker. Lykke-Per, Frankenstein, Lost in Translation er på hver sin måde malplaceringens mytologier.
Lene Kamms film handler på samme måde om at føle sig skæv, queer, en Anden, midt i et homogent samfund. Den handler om, hvordan det føles at være et barn, hvis mor ser helt anderledes ud end én selv. Og som får hende til i mere abstrakt forstand at føle sig forældreløs. For Lene er jo uden et etnisk ophav.
”Vi har det i generne,” griner Lene sammen med sin ene datter, da de taler om, at datteren er blevet spottet som ”sort” på dansegulvet, fordi hun har sorte moves.
Og det er faktisk filmens overraskende hovedhandling. For det mest spændende er, at se historien folde sig genetisk ud for øjnene af publikum.
Lene har en bror, hun ikke er biologisk i familie med, men som ”også er sort” og adopteret – som om det gjorde dem ens. Så har hun en fuldkommen blond mor, der også har fået tre blonde døtre, hendes halvsøstre. Moren er flygtet fra det hele og bor selv i USA, hvor hun taler amerikansk-engelsk med fed dansk accent.
Manden fra London har nigeriansk baggrund, og i Lene kommer det til udtryk i hendes milde, afrikanske træk.
Men hun har også selv fået børn. Og det er mødet med dem, der folder historiens essens ud. For hendes søn ser faktisk helt hvid ud. Og han har oplevet præcis det samme som sin mor. At folk ikke tror på, at hun er den kvartsorte mands halvhvide mor.
Derudover har Lene Kamm to døtre, som på hver deres måde er lidt sorte. Og så otte børnebørn, der alle ser pæredanske ud. På nær ét barnebarn, som er faldet langt mere mørkt ud og har fine krøller.
Tavsheden i mit hjerte er en vigtig erfaringsdokumentar i en tid, hvor debatter om danskhed, remigration og indre national sammenhængskraft buldrer af sted. For i denne film kan man meget tydeligt se, at der er stor forskel på et multietnisk og et multikulturelt samfund. Det ene er helt uproblematisk. Det andet er en varm politisk kartoffel.


Kommentarer