Biografanmeldelse
18. aug. 2025 | 15:11

Ternet Ninja 3

Foto | A. Film

I den tredje film ser vi historien bag den 400 år gamle, japanske hævnerånd, der har slået sig ned i en ternet ninjabamse.

Anders Matthesen afslutter sin gigasucces af en trilogi med en hæderlig historie, der binder sløjfen med komiske spredehagl og noget af det mest imponerende animation på dansk jord.

Af Frederik Hoff

Det er egentlig ret specielt, at den bedste forretning i dansk film er en serie af halvmørke animationsfilm – kun tilladt for børn fra elleve år – om en dreng og hans hævnlystne ninja-bamse.

De første to Ternet Ninja-film er blandt nyere tids bedst sælgende biograffilm med over 900.000 solgte billetter hver. Toeren slog etterens rekord som bedste danske åbningsweekend nogensinde.

Anders Matthesen, som sammen med Thorbjørn Christoffersen instruerer filmene, har i 25 år været en uovervindelig skikkelse i dansk showbiz.

Først som børneradiovært, så landets førende standupper, så instruktør af kultklassikeren Terkel i knibe og folkekomedien Sorte kugler, så succesforfatter med Ternet Ninja-bøgerne, så dramaskuespiller med hovedrollen som Tommy Seebach i Under stjernerne på himlen.

Selv os, der voksede op som Matthesen-fans og siden blev lidt udmattede af hans allestedsnærværende persona, måtte løfte højt på hatten over Ternet Ninja-filmenes succes. Tilsammen ligner de den foreløbige krone på livsværket.

Ud over at være instruktør og manuskriptforfatter lægger Matthesen også stemme til næsten alle roller, og selv hans musik – den mindst succesfulde del af virket – finder plads i filmene uden problemer.

Tredje film er annonceret som den sidste, og der er også finalestemning i historien, som begynder med en vaskeægte samuraikamp i det feudale Japan. Her ser vi endelig den blodige og tragiske historie bag hævnerånden, der 400 år senere indfinder sig i en ninjabamse og bliver venner med drengen Aske.

Snart er vi tilbage i det rå forstadsmiljø, hvor Aske (Louis Næss-Schmidt) nu er teenager med den alders længsler. Og han har svært ved at finde tid til ninja-træning med sin talende bamse.

Aske er mere optaget af sit hormon-dramatiske brud med kæresten Jessica (Emma Sehested Høeg) og kommer i karambolage med hendes nye fyr, Marco. I øvrigt en ganske nuanceret indvandrerfigur, selv om Matthesen nok burde have overladt stemmen til en anden.

Pludselig forfølges Aske af en mystisk sort bil. Nogen må være ude efter ham, så sammen med skolens nye pige, forsøger han at komme til bunds i sagen. Flora Ofelia Hoffmann Lindahl er en stærk tilføjelse som den støttende og romantisk lovende Emily, der lader Aske udfolde sig i nye retninger.

Meget af handlingen er desværre bundet op på dovne misforståelser og kedsommelige forviklinger med en twist, som man skal stikke hovedet i jorden for ikke at gætte. Heldigvis kulminerer det i en ret energisk horror-inspireret afslutning, der nikker bevidst til Terkel i knibe og binder trådene sammen på en tilfredsstillende måde.

For en gammel fan, der steg af Anden-toget for år tilbage og nu stiger på igen, virker det bizart, at gamle figurer som lumre Stewart Stardust og hippien Arne Nougatgren skulle give mening for et nutidspublikum. Men især sidstnævnte er ret effektiv som en moderne helt, der tilbagelænet insisterer på hygge, medmenneskelighed og tidsopdateret politisk korrekthed i betonjunglen.

En særligt sjov scene er begravelsen af Askes oldemor – kaldet må’mor – hvor den monotone præst ikke har andet pænt at sige end: ”Må’mor elskede toast.” Der er også flere fine detaljer at lægge mærke til – som navnet på det lukkede, psykiatriske hospital ”Bornedal”.

Og så er der det ret kære underplot, hvor Askes mor og stedfar piner sig selv i den gode sags tjeneste som nyslåede veganere, hvilket lægger op til et skønt og syndigt klimaks.

Det mest imponerende er dog animationen, som nok aldrig er afviklet i højere kvalitet på dansk jord.

3D-stregen peger stilistisk stadig tilbage på spartanske Terkel i knibe, men med årene er A. Film – nu med hjælp fra selskaberne Sodoku og Pop Up Productions – lykkes med en fotorealistisme, der får øjeæblerne til at stritte.

Særligt nærbillederne af den ternede ninjas knappe-øjne forbløffer med ridser og lysskær, der ligner et realbillede til forveksling. De små detaljer fremkalder en stærk ekspressivitet i ninjaens ellers ubevægelige øjne, som bliver vigtige i den rørende slutning.

Selv om nogle vittigheder er noget bagudskuende, og ikke alle stemmepræstationer rammer plet, må vi alt i alt prise os lykkelige over, at den bedste forretning i dansk film er en original og dybt personlig trilogi. Især når den ovenikøbet demonstrerer, hvor dygtige animatorer vores land har at prale med.

Trailer: Ternet Ninja 3

Kommentarer

Titel:
Ternet Ninja 3

Land:
Danmark

År:
2025

Instruktør:
Thorbjørn Christoffersen, Anders Matthesen

Manuskript:
Anders Matthesen

Medvirkende:
Louis Næss-Schmidt, Anders Matthesen, Emma Sehested Høeg, Flora Ofelia Hofmann Lindahl

Spilletid:
88 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
21. august

© Filmmagasinet Ekko