Robin Wright er den iskolde og uangribelige Laura, der nærmest er vakuumpakket i et beige jakkesæt, Londons finere kvarterer og en klar afsky for middelmådighed.
Det er svært ikke at se Claire Underwood fra House of Cards, når Wright stirrer over brillen med sit karakteristiske blik. Og derfor bliver hendes casting både et es og en hæmsko for miniserien The Girlfriend, som bygger på Michelle Frances’ roman fra 2017.
Ud over at spille en af de to hovedroller har Wright også i samarbejde med Andrea Harkin instrueret serien.
Laura lever en tilbagetrukket tilværelse i et townhouse i det pæne London med sin ægtemand, hvor hun styrer hverdagen med kirurgisk præcision. Men da sønnen Daniel (Laurie Davidson) introducerer sin nye kæreste Cherry, begynder facaden at slå sprækker.
Cherry (Olivia Cooke fra House of Dragon) træder med hår, læbestift og kjole i en nuance et kirsebær direkte ind i det beige univers som en forstyrrende kraft. Hvor Laura er elegance, penge og kontrol, er Cherry impuls, underklasse og seksualitet.
Hun vil så gerne spille rollen som overklassepigen, der naturligt falder ind i sin old money-svigerfamilie. Men det bliver tydeligt, at hun hverken kan eller vil komme ind i varmen.
Over seks afsnit udfoldes et intenst magtspil mellem to kvinder, hvor det ikke handler om, hvem der har gjort noget, men hvorfor de gjorde det, og hvad de var villige til at ofre for det.
Seriens stærkeste greb er – ligesom i romanen – strukturen med skiftende synsvinkler. Vi ser begivenhederne gennem både Laura og Cherrys øjne, hvilket løbende ændrer, hvem vi holder med, og hvem vi stoler på.
Det gør serien til et studie i perception, manipulation og det evige spørgsmål: Hvem ejer fortællingen om en relation? For hvem har egentlig mest styr på deres moralske kompas: den nye kæreste, som virker næsten for opsat på at passe ind – eller moren, der måske bare har svært ved at give slip på sin søn?
Midt i denne emotionelle krigszone står Daniel. Han er reduceret til en hvalp i menneskekrop: loyal, kærlig og komplet uvidende om, hvad der foregår internt i familien. Han er både mors dreng og den tøflede kæreste, der konstant er fanget i spændet mellem to kvinder, som bruger vidt forskellige virkemidler for at få hans opmærksomhed og vinde hans loyalitet.
Cherry bruger sin seksualitet som et våben, og det er ikke bare over for Daniel. Det er også hendes måde at true Laura på. I scener, hvor Cherry sidder med en nedringet kjole og et uskyldigt blik, mens Laura forsøger at holde på formerne, emmer det af passiv-aggressiv spænding.
Det er i disse øjeblikke, at serien viser sit værd. Ikke som en thriller, men snarere som et psykologisk magtspil mellem generationer, kvinder og klasseforskelle.
The Girlfriend lægger sig i kølvandet på serier som The Undoing, The White Lotus og The Perfect Couple, hvor vi som seere voyeuristisk får lov til at se, hvordan den perfekte facade krakelerer indefra. Vi nyder de smukke huse, dyre kjoler og designerdrømme – lige indtil vi ser familierne kvæles i deres egen rigdoms fordærv.
Visse plottwists kan man på forhånd regne ud, nogle dialoger føles mere som skabelontekster end ægte samtaler, og enkelte scener er så stiliserede, at man savner lidt rod. Hjemmene ligner ofte filmkulisser snarere end troværdige menneskers hjem. Men måske er det også pointen: Alt er overflade, indtil det ikke længere kan holde.
For når Laura og Cherry mødes i tavse blikdueller over middagsbordet, og Daniel sidder klemt i midten, er spændingen reel. Magt er ikke altid, hvem der råber højest, men hvem der forstår at spille spillet bedst.
Kommentarer