The Life of Chuck

Fans vil vide, at gysermesteren Stephen King også har et solidt tag om hverdagens poesi og livets finurlighed. I hænderne på instruktør Mike Flanagan bliver Kings novelle The Life of Chuck til en eftertænksom og livsbekræftende film om en helt almindelig revisors liv og død. 

The Life of Chuck skildrer Charles Krantz indefra og ud: først hans tankeverden, så manden selv og endelig hans barndom, hvor idéer blev grundlagt, ansigter blev lagret, og holdninger blev skabt. 

Det starter med, at en gymnasielærer (Chiwetel Ejiofor) og hans ekskone, en sygeplejerske (Karen Gillan), bevidner verdens undergang. Hver dag er der uhyggelige nyheder, såsom at hele Italien er sunket i havet, og langsomt, men sikkert bryder alt og alle sammen. Samtidig dukker der flere og flere mystiske reklamer op om en mand ved navn Chuck, som stopper efter 39 gode år og hyldes med ordene: ”Tak, Chuck!” 

I anden del møder vi Chuck et års tid tidligere. I pausen til en revisorkonference gribes han af en gademusikants trommeslag og begynder at danse, så man ser, at hans hofter ikke har været lænket til en ergonomisk kontorstol hele livet. Men hvor har Chuck dog lært at danse? 

Det spørgsmål besvares i tredje del, hans barndom, hvor forældrene dør tidligt, og han vokser op hos sin musikalske bedstemor og en forsagt, drikfældig bedstefar. 

Man får hjælp til at sætte den utraditionelle historie sammen af en alvidende fortæller (Nick Offerman), der bidrager med finurligheder, detaljer og forudsigelser, som bringer tankerne hen på Den fabelagtige Amélie fra Montmartre. Det vil nok være en smagssag, om fortællestemmen forklarer lidt for meget i slutningen, men den er samtidig en vigtig nøgle til at forstå filmens syrede opbygning. 

Den voksne Chuck spilles af Tom Hiddleston, der nok er mest kendt som den stærkt ironiske antihelt Loke i Marvels superheltefilm. Det er herligt at se ham som tør revisor med en lille kunstner i maven, oprigtigt sårbar med et genert smil. Jacob Tremblay dukker kortvarigt op som en atten-tyveårig Chuck, men overstråles af Benjamin Pajak som den elleveårige Chuck. 

Pajak rører ved alle hjertestrenge og gamle usikkerheder, da Chuck må samle mod til at danse med den smukke, høje pige fra 8. klasse, der har budt ham op til skolefesten. 

Filmen nærmest vader i stjerner. I en rørende scene, hvor Chiwetel Ejiofor og Karen Gillan taler om universets alder, kan man både mærke kemien mellem dem og et lille gys af eksistentiel angst. 

Man har ikke set meget til Mia Sara, siden hun spillede Ferris Buellers kæreste for 40 år siden i En vild pjækkedag, men man ville ønske, at hun også var ens egen bedstemor, når hun lægger viskestykket og går på tæer i sine gummisko for at lære Chuck at danse vals midt i opvasken. 

Star Wars’ Luke Skywalker, Mark Hamill, er næsten ugenkendelig og herligt mystisk som whiskey-drikkende og måske synsk bedstefar med et overskæg, der kunne gøre en tysk brandmajor misundelig. 

Bedstemorens dans fylder i filmen som en metafor for kærlighed og livsgnist sat over for bedstefarens fornuft og naturvidenskab. Statistikken fortæller, hvor meget nemmere det er at leve som revisor end som professionel danser. Så Chuck bliver en mand i gråt jakkesæt, der kan danse, men sjældent gør det. Ligesom os andre. 

The Life of Chuck vandt publikumsprisen på Toronto- filmfestivalen, og det undrer på ingen måde. Det er en crowdpleaser om balancen mellem at gribe dagen og nyde hverdagen, som efterlader én med en bittersød, men også vidunderligt opløftende fornemmelse. 

Dens blik for det almindelige og for den store, indre verden af minder og forestillinger, som dør med hver og én af os, foldes så fint ud. Filmen føles som en lille hyldest til hvert eneste menneske i verden.