The Lowdown

Det er næsten for meget af det gode – som december måneds overdådige, fedtede og sukkerstive mad.

Komediedrama-serien The Lowdown dykker hovedkulds ned i velkendte genrekonventioner fra krimi og neo-noir: en rodet hovedperson med hjertet på rette sted; et selvmord, der måske er et drab; et mysterium med tråde til toppolitikere; en femme fatale. Alt sammen smurt ind i et tykt lag humor.

Men for hver gang serien læner sig op ad de gamle læresætninger, overrasker den med opfindsomhed og uventede drejninger. Ja, det er overdrevet, ja, det er for meget af det gode – men anretningen smager forbandet godt.

Ethan Hawke spiller den vittige freelancejournalist Lee Raybon, der på jagt efter både sandheden og den gode historie. Det gør han i cowboyhat, trompetbukser og støvler repareret med gaffatape. Køretøjet er en gammel varevogn med skrald trillende rundt i bagrummet.

I støvede og konservative Tulsa, Oklahoma, er der ikke mange penge i sandheden. Lee har svært ved at betale bistanden til sin datter og huslejen til sin bogbutik, hvor han også sover. Til gengæld giver sandheden knobs og blodig næse, når personerne, der revses i hans kritiske artikler, kommer forbi.

Da rigmanden Dale Washberg, solidt spillet af Tim Blake Nelson, pludselig tager sit eget liv, charmerer Lee sig til at få et kig på mandens sjældne krimibogssamling. Imellem siderne af en Jim Thompson-bog finder han et brev, der sætter Lee på sporet af en større sammensværgelse. Brevet sår tvivl om Dales ikke særligt sørgende kone Betty Jo (Jeanne Tripplehorn) og hans bror, guvernørkandidat Donald Washberg (Kyle MacLachlan).

Lee kan charmere næsten hvem som helst. Det tangerer til en superkraft. For personerne i serien – og for publikum – er det noget nært umuligt ikke at trække på smilebåndene og nikke, når han med et skævt smil inviterer på ”en lille smule tequila, en lille smule dans”.

Ethan Hawke er en ren fornøjelse at følge – lige dele heltemodig romantiker og rapkæftet gadedreng med en bemærkelsesværdig evne til at tale sig fra problemer. Som når han slipper ud af en kattepine ved at fortælle to skurke om sin teenagedatter, og om første gang han prøvede metamfetamin.

De få gange, hvor det ikke lykkes for ham, står han tilbage måbende og desorienteret – et øjeblik, der både er tåkrummende pinligt og oprigtigt morsomt.

Ligesom Lees historie bevæger The Lowdown sig selvsikkert og ubesværet mellem skiftende stemninger. Det ene øjeblik dominerer humor og akavethed med tydelige ekkoer af Coen-brødrenes Fargo. Det næste er spændingen tæt og truende med tungt bevæbnede kriminelle, der leder tankerne hen på HBO-serien True Detective.

Serien trækker også klare tråde til Polanskis detektivmysterium Chinatown, Lynch’ idiosynkratiske Twin Peaks og Tarantinos knivskarpe dialoger. Alligevel fremstår universet som sit eget.

Grundlæggende er det mere en varm og vittig fortælling badet i bagende sollys end en neglebidende spændingsserie i nattens mulm og mørke. Og Lee falder snarere over nye ledetråde, end han aktivt opsporer dem.

Opslagstavlen, hvor han langsomt samler sporene, bliver rammende beskrevet som en 7.-klasses skolecollage, og da han forklæder sig som fiskeri- og vildtbetjent for at komme ombord på en husbåd, ender han i fangenskab hos en bande af kaviarfalsknere. Han er ikke særligt dygtig, men til gengæld stædig.

Bifigurerne bliver til tider en smule endimensionelle, og enkelte delplots tåler ikke logikkens lup. Alligevel mister serien aldrig sit fokus, og svaghederne bliver aldrig trættende.

De centrale personer er forfriskende nuancerede, hverken rendyrket gode eller onde. De har alle store egoer, tydelige motivationer og skjulte agendaer, og det er svært at gennemskue, hvem der er katten, og hvem der er musen. Et særdeles effektivt greb.

Hver gang serien bevæger sig ned ad genrens velkendte stier, tager den pludselig et uventet, næsten utilregneligt sving – og hver tangent viser sig at være relevant for historien.

Sterlin Harjo, skaberen af den fabelagtige slackerteenager-serie Reservation Dogs, har med The Lowdown skabt en velsmagende ret, hvor hver ingrediens er afmålt til perfektion. Med sit tykke lag af humor og leg med genreregler er det måske ikke det sundeste måltid, men det er bestemt et af årets bedste.