Et dørkamera fanger en stille villavej i aftenmørket. En sort dreng går panisk frem og tilbage på fliserne, hulkende og skræmt. Han banker på døren og råber, at nogen må ringe til alarmcentralen – hans mor er blevet skudt.
Det er et af de mest hjerteskærende øjeblikke i dokumentaren The Perfect Neighbor, som skildrer en Florida-nabofejde, der endte i tragedie.
Konflikten og dens tragiske udfald udspiller sig over to år. Susan Lorincz – en hvid, midaldrende kvinde, der bor til leje på villavejen – ringer gentagne gange til politiet og klager over chikane fra naboernes legende børn. Størstedelen af filmen består af optagelser fra politibetjentes kropskameraer, når de kører ud for at afhøre hende og naboerne og forsøge at få styr på, hvad der egentlig foregår.
Kvinden beskylder konstant kvarterets mange børn for at løbe ind på hendes terrasse. Hun har endda klistret et skilt med ordene ”No Trespassing” op på sit vindue. Alle forældre og naboer er enige om, at børnene blot leger normalt på en plæne, hvor de har lov til at være.
Naboerne beskylder til gengæld Susan for at filme deres børn og råbe skældsord efter dem – også af racistisk karakter. Det er et overvejende sort kvarter. Betjentene ryster på hovedet over al den tid, de bruger på hendes klager.
Flere gange ser forældre sig nødsaget til at gribe ind over for Susans verbale overfald mod børnene, indtil det en aften går helt galt. Ajike Owens banker på hos Susan, efter at hun har kastet rulleskøjter efter børnene og taget Ajikes søns iPad. Susan åbner dog ikke døren, men skyder i stedet Ajike gennem den.
Susan Lorincz beskriver hændelsen som selvforsvar, og med Floridas såkaldte Stand Your Ground-lov – retten til at bruge dødelig magt i selvforsvar på egen grund – er det i første omgang uklart, om hun overhovedet kan arresteres og sigtes.
Dokumentaren bruger denne enkelthændelse til at belyse et større problem. Nemlig at kombinationen af nem adgang til skydevåben og juridisk beskyttelse har ført til en stigning i lignende sager over hele landet. Som med mange andre statistikker ses også en markant racemæssig skævvridning, hvor hvide amerikanere oftere slipper af sted med at begå skuddrab mod sorte.
Grebet med næsten udelukkende at bruge kameraoptagelser fra politi og overvågning giver filmens udtryk en intens og ufiltreret naturalisme. Det gør fortællingen endnu stærkere, end hvis der var brugt et mere traditionelt interviewbaseret dokumentarformat. Især de pårørendes reaktioner på mordnatten i udrykningsblinkenes skær er ubærlig at overvære.
En anden konsekvens er, at portrættet af gerningskvinden i høj grad skal stykkes sammen af seeren. I dokumentarens første del kalder Susan sig selv ”stille og rolig, den perfekte nabo” – hun arbejder hjemmefra og vil blot have fred og ro.
Samtidig beretter naboerne om, at hun skræmmer folk væk med et lufthorn, sætter sin bilalarm i gang på afstand og gasser farligt meget op, når hun kører ud fra indkørslen. Børnene betegner hende konsekvent som en ”Karen” – altså en bestemt kværulerende kvindetype. Flere af hendes beskyldninger lyder da også som det pure opspind.
Under en af de mange samtaler med politifolkene forklarer Susan, at hun lider af panikanfald, fordi hun tidligere har været udsat for nogle voldsomt traumatiske begivenheder.
I sidste halvdel følger vi fra fugleperspektiv afhøringerne i det grå forhørslokale, hvor politiet prøver at fastslå intentionen ud fra gerningspersonens usammenhængende forklaringer. Var det en paranoid og panisk reaktion eller en mere overlagt handling?
Der er noget lettere foruroligende over den barnlige stædighed, Susan lægger for dagen, da hun til slut nægter at følge med betjentene til fængslet.
Uanset hvor forstyrret hun måtte være, står dokumentarens fortælling som en advarsel om, hvor farlig blandingen af isolation og mangel på nogenlunde tolerant naboskab kan være i et så bevæbnet samfund.
Man er lettet, da der afsiges dom, men tilbage sidder en familie uden en mor.
Kommentarer