The Rip

Da et hold hårdkogte narkobetjente i Miami får et anonymt tip om ulovlig aktivitet i et hus, rykker de ud med forventningen om en vanlig fangst af stoffer eller pengebundter.

Men på loftet finder de et hemmeligt hulrum med tyve millioner dollars i kontanter – nok til at friste selv den mest regelrette håndhæver og så splid i den mest sammentømrede gruppe.

Paragrafferne foreskriver, at pengene skal tælles op på stedet, så man sikrer sig mod afvigelser i beløbet, når de kommer ind på politistationen. Derfor er holdet fanget i huset, mens truslerne – både indefra og udefra – rykker nærmere.

I hovedrollerne har vi ”Boston-brødrene” Ben Affleck og Matt Damon. Affleck spiller en hidsig betjent, der altid kommer op at slås med sin bror fra FBI, når der foretages afhøringer om korruption i afdelingen.

Damon er den mere velovervejede leder af holdet. Det antydes tidligt, at han nyligt har gennemlevet en tragedie på hjemmefronten. Da han begynder at bryde procedurerne, får de andre mistanke om, at han er ved at stjæle pengene selv.

Affleck og Damon har altid været bedst sammen, når de også selv står bag manuskriptet. Tænk bare på Good Will Hunting. Det gør de dog ikke denne gang, hvor det er genreinstruktør Joe Carnahan (The Grey, The A-Team), der har skrevet filmen.

De to stjerner gør, hvad de kan, men manuskriptet er uomtvisteligt tyndt og klichéfyldt. En action-thriller er nu engang mest medrivende, når personerne hæver sig over typer, og situationerne ikke forfalder til skabeloner.

Det klassiske setup med at være fanget på et sted, mens skurkene samler sig udenfor, rummer ellers alle forudsætningerne for spænding og karakteropbygning.

Men de fleste replikker er plotfremmende og overforklarende. Samtalerne om den moralske fristelse for de underbetalte betjente reduceres til en simpel udpegning af, hvad et enkelt bundt fra pengetønderne kunne betyde for privatøkonomien. Det virker dovent.

Filmen stikker ikke dybere end underholdningsmomentet i at gætte, hvem der i virkeligheden er ude efter at stikke af med pengene. Det varer heller ikke længe, før mistanke og beskyldninger fyger på kryds og tværs, mens samtaler og telefonopkald viser sig ikke at være, hvad de ser ud til.

Politiholdet fremstilles som hårde hunde med en brovtende jargon. Det er mænd, hvor selv små uenigheder hurtigt udvikler sig til hanekampe med råb og brystskub. Efter fyraften brænder de dæk af, drikker Jack Daniel’s af røde plastikbægre og tænder grillen på stationens parkeringsplads. De er slidte i kanterne og bærer præg af et hårdt arbejdsliv – anløbne på overfladen, men ikke uden en form for rå loyalitet og et hjerte, der trods alt sidder nogenlunde rigtigt.

Actionscenerne afvikles for det meste kompetent og hårdtslående, selv om der til tider smøres for tykt på med den brølende musik og kamerarystelser, som tydeligvis er gjort ekstra voldsomme i efterarbejdet.

Et minus er dog, at det meste af filmen foregår om natten, og der er skruet så markant ned for belysningen, at det til tider er svært at se, hvad der foregår. At personerne i lange stræk nærmest kun er silhuetter fremmer ikke ligefrem dramatikken.

Den stilistiske opfindsomhed halter også en del. Små flashback-klip til en afdød kæreste er badet i så gyldent et lys, at det nærmer sig det parodiske.

Handlingens afsløringer løber for det meste velsmurt af stablen, selv om manuskriptet nogle steder kunne have brugt en ekstra gennemskrivning. I et vigtigt plotpunkt reddes en sønderskudt stationcar på mirakuløs vis ud af en brændende garage mellem to scener.

Moralen om, at principperne skal vinde over den personlige berigelse er ellers noget, vi godt kunne bruge mere af i den virkelige verden. At man skal undlade at hugge ting, der ikke tilhører én, føles sært aktuelt i disse dage – især når det kommer fra det gamle broderland på den anden side af Atlanten.