The Wizard of the Kremlin

Quentin Tarantino var decideret bimmelim, da han tilsvinede Paul Danos præstation i There Will Be Blood og kaldte ham ”den svageste fucking skuespiller”. Men hvis Tarantino havde talt om Danos hovedrolle i The Wizard of Kremlin, ville han have fuldstændigt ret.

Her spiller Dano den russiske politiker Vadim Baranov, inspireret af virkelighedens Vladislav Surkov. Den grå eminence var med til at skifte 90’ernes post-sovjetiske kaoskapitalisme under Boris Jeltsin ud med et nyt, brutalt diktatur, hvor Vladimir Putin blev zar, og han selv en slags Rasputin.

Franske Olivier Assayas (Personal Shopper, Efter revolutionen) har instrueret filmen ud fra Emmanuel Carrères’ manuskript, der er baseret på Giuliano da Empolis populære roman. Fortællingen er et fiktivt greb om historiske begivenheder og på papiret lidt af en lækkerbisken.

En ung avantgarde-teaterinstruktør klatrer kynisk op igennem det politiske system i den fascinerende Jeltsin-periode og skaber et monster, da marionetdukken Putin viser sig at være en ukontrollerbar reinkarnation af Stalin.

Filmen stiller spørgsmålet, om murens fald kunne have ført til en friere og mere barmhjertig nation, eller om russerne altid hungrer efter en nådesløs patriark, som Putin påstår.

Men frem for at undersøge denne interessante tanke gennem et medrivende drama består næsten hele The Wizard of Kremlin af mænd, der taler og taler og taler om Rusland og om, hvordan landet skal ledes.

De uendelige, Machiavelli’ske diskussioner afbrydes af Baranovs patroniserende fortællerstemme og en trættende rammefortælling, hvor den nu pensionerede magtmand forklarer sit liv til en journalist, spillet af Jeffrey Wright.

Snak om snak om snak.

Filmen forsøger at kompensere for manglen på fremdrift og formål med lejlighedsvise arkivklip og en kapitelstruktur, markeret med titelskilte. Det har modsatte effekt og opløser den smule momentum, der var i dramaet til at starte med.

Paul Dano tager sin blide stemme til nye ekstremer som Baranov, der i det hele taget er flad som en blini uden kaviar. Det nærmeste vi kommer reel motivation, er, at kæresten Ksenia skrider til fordel for en nyrig festabe.

”Efter Ksenia forlod mig, er jeg blevet ambitiøs,” som han klodset formulerer det.

41-årige Paul Dano ser totalt malplaceret ud som ung boheme i starten af 90’erne. Blandt de andre kunstnere ligner han mest nogens far, og man tror ikke på, at han nyder de mange smøger, han propper i kæften.

Hverken manuskriptet eller Olivier Assayas’ udynamiske iscenesættelse giver plads til at få noget frem i Danos spil, og resten af det ellers flotte cast lades også i stikken.

Jeffrey Wright har gode instinkter som journalisten, der undgår øjenkontakt, når de svære spørgsmål skal stilles. Men i den dialogtunge fortælling er han mest i vejen. Alicia Vikander får lidt charme ind i Ksenia, der dog forbliver en flad funktionsfigur, selv om hun er filmens eneste kvinde med mere end tre replikker.

Et lille højdepunkt er, da Jude Law dukker op som Putin 50 minutter inde i filmen. Med sminke og håret på plads ligner han Putin, og Law efterligner imponerende godt diktatorens mimik.

Men illusionen forpurres, når Jude Law åbner munden og taler engelsk med sin lidt for lyse stemme og ikke specielt intimiderende accent.

Olivier Assayas har forståeligt nok valgt at lave filmen med kendte, engelsktalende skuespillere frem for russere. Alle taler med hver sin accent, lidt a la Stalins død, der dog meget bevidst understreger den farceagtige absurditet.

Hvor ville det have været fascinerende at leve sig ind i den tid og tankegang, der lagde kimen til Ukraine-krigen. En slags Putin-pendant til Ali Abbasis Trump-film The Apprentice.

Desværre egner The Wizard of the Kremlin sig bedst til 152 minutters søvn med den beroligende lyd af Paul Dano, der mansplainer magtfilosofi.