Krimigenren spænder efterhånden bredt. Fra hårdkogt true crime med klamme forbrydelser og uhyggelige psykopater til metodiske tv-serier, hvor drevne kriminalbetjente uge efter uge løser mord med motiver af varierende psykologisk dybde.
Og så er der hyggekrimien. Den, hvor det aldrig for alvor bliver farligt, og hvor det aktive gætteri hjemme i stuen er den vigtigste del af nydelsen.
Torsdagsmordklubben, baseret på Richard Osmans populære bogserie, føles som indbegrebet af sidstnævnte kategori.
Den foregår på Cooper’s Chase, et stort, gammelt kloster, der nu er blevet konverteret til luksuriøst bofællesskab for ældre. Her bor tre seniorer, som mødes i en klub hver torsdag. Men i stedet for at hækle eller spille banko bruger de tiden på løse skrinlagte, uopklarede mordsager.
Den sammentømrede trio består af Elizabeth (Helen Mirren), Ibrahim (Ben Kingsley) og Ron (Pierce Brosnan). Ibrahim er tidligere psykiater, Ron en tidligere fagforeningsboss, mens Mirrens Elizabeth … lad os bare nøjes med at sige, hun kunne have været kollega med Brosnan i en vis anden filmserie.
Efter et af de tidligere klubmedlemmer ender på hospicefløjen, inviterer trioen den nye beboer Joyce (Celia Imrie) ind som en slags fjerde musketer. Hun er tidligere sygeplejerske og kan bedømme sårs beskaffenhed og bestemme dødsårsager ud fra de støvede journaler.
Kort efter bliver en af bofællesskabets suspekte grundlæggere fundet myrdet i forlængelse af en disput om stedets fremtid. Så pludselig har klubben en aktuel mordgåde at løse, som også vil have direkte indvirkning på deres fortsatte otium.
Klubben er et karismatisk firkløver, og det charmerende samspil mellem de britiske koryfæer afgiver varme som en kop Earl Grey med sukker.
De komplimenterer hinanden godt – Kingsley med sit snobbede Oxford-tweed, Brosnan med sin grovere arbejderfacon, mens Mirren bidrager med det kølige og professionelle overblik. Der er både plads til muntre bemærkninger om balancegangen mellem kagespisning og kolesterolmedicin samt de mere alvorlige emner, der uvægerligt presser sig på, når man når den alder.
Elizabeths mand (Jonathan Pryce) kæmper med demens, mens Joyce har sit hyr med en karrieretravl datter, som sjældent tager sig tid til at besøge hende.
Der dvæles dog aldrig ved alvoren for længe ad gangen, og da klubben bevæger sig ind på politiets enemærker, viser det sig hurtigt, at de er langt bedre til at forbinde sporene end den tumpede inspektør. Persongalleriets gennemgående bevidsthed om genreklichéerne tilføjer et metalag, som giver mindelser om Angela Lansburys bedrevidende krimiforfatterkarakter i Hun så et mord.
Det er en verden, hvor solen skinner, og græsset er grønt. Og så er figurerne farverige.
Tag blot David Tennant som slesk forretningsmand, med tilbageslik og dyre solbriller, som har en plan om at jævne klosterets tilhørende kirkegård og lave ældreboligerne om til eventlokaler. Richard E. Grant dukker også op i en mindeværdig birolle som forbryderboss og blomsterhandler, der sidder og klipper roser med blodet løbende ned ad hænderne.
Noget af det vigtigste er mysteriet. Og det tager heldigvis det rette antal drejninger og er tilpas plausibelt, samtidig med at løsningen ikke er alt for indlysende.
Bag hyggen og amatørdetektivarbejdet fornemmer man dog også, at filmen bærer på et mere vægtigt budskab. Det er en historie om, hvad der er værd at få tiden til at gå med, når den lakker mod enden. Når krydsordene og sudokuerne ikke længere er nok.
Om vigtigheden i at finde meningsfulde fællesskaber i alderdommen, der alt for ofte bliver ensom.
Det er en film, der gør præcis det, den skal, og så heller ikke meget mere. Det er måske nok let fordøjelig og uforpligtende underholdning, men til gengæld er det en klub, man nyder at være i selskab med. De kan roligt lave flere.
Kommentarer