Udenrigsministeren

TV 2-dokumentarserien Udenrigsministeren har tiltrukket sig en del negativ opmærksomhed. Flere – især erfarne politiske kommentatorer – sendte den en dyb harpun, så snart første afsnit var rullet over skærmen.

Serien i tre afsnit, der følger Lars Løkke Rasmussen og dramaet om Trumps utilregnelige trusler mod Grønland, rigsfællesskabet og i sidste instans NATO, er af nogle blevet udlagt som propaganda.

Det er valgår, og vupti: Tre timelange afsnit får udenrigsministeren – hvis meningsmålinger på et tidspunkt var koldere end termometrene i Kangerlussuaq ved juletid – til at stråle som midnatssolen over Nuuk i juli.

Løkke bliver stående. Han smiler. Han ligner en vinder.

En klassisk definition på propaganda lyder, at det er en bevidst og systematisk indsats for at forme opfattelser, styre tanker og påvirke adfærd med henblik på at fremme afsenderens intention.

Så beskyldningen er måske lige at stramme den. Man kan trods alt ikke bare bestille en valgvideo på public service-tv. Alligevel ender serien et sted mellem det platte og det glatte i skærende kontrast til Christoffer Guldbrandsens Fogh bag facaden, der følger den daværende statsminister under EU-forhandlingerne om udvidelsen mod øst og næppe kan beskyldes for at tegne et glorificerende portræt.

I rolige billeder holdt i kølige skandinaviske farvetoner følger Udenrigsministeren Lars Løkke Rasmussen bag kulisserne. Vi er med, når strategien lægges, når embedsmænd leverer gode råd, og når NATO-udfordringer drøftes med andre verdensmænd i habit på topniveau.

Men vi er også med, når han i sin lejlighed skubber en slatten frysepizza i ovnen. Ja, det er faktisk seriens allerførste scene – et tydeligt signal om, at vi skal se ham som et menneske af kød og blod. Hvilket han også er. Men titlen føles alligevel ikke helt retvisende.

For vi ser i lige så høj grad Lars Løkke som privatperson. På jagt efter 10.000 skridt om dagen i en lyseblå kontorskjorte gennemblødt af sved, mens han tramper løs på et løbebånd iført sorte, britiske ministersnøresko. Han ryger konstant – både cigaretter og pibe – og fremstår på den måde meget dansk: jordnær, lidt selvtilfreds og altid klar til et glas rødvin.

En positiv note skal ind her.

Det er selvklart, at politiske kommentatorer bliver fnysende frustrerede, når en politiker, som egentlig er på grim retur, får flere timers legeaftale på nationalt fjernsyn. Det er jo ikke fair over for alle de andre.

Men ser man serien med ikke-politisk kyndige øjne, er den i virkeligheden meget oplysende. Hvis man intet ved om spindoktorer, presse og en kosmopolitisk hverdag – komplet med privatjetlag, long-haul-drinks og skoleengelsk – flyttes den udenrigspolitiske horisont en hel del.

Men Lars Løkke slipper for let.

Indimellem stiller en anonym journalist selvfølgelig et halvkritisk spørgsmål. Men der bliver aldrig trukket noget gulvtæppe væk under ministeren. Frynserne kommer ikke engang i uorden.

En mere lødig dokumentar havde for eksempel inddraget andre og mere nuancerende stemmer end Løkkes eget private ministerielle entourage.

Hvad synes ærkefjenden Morten Messerschmidt fra DF om Løkkes håndtering af Grønland Gate? Hvad synes en tidligere konservativ udenrigsminister som Per Stig Møller? Hvad siger SF’s udenrigspolitiske ordfører Karsten Hønge om Løkke og hans ageren? Eller Storbritanniens udenrigsminister Yvette Cooper? Frankrigs Jean-Noël Barrot?

Endnu mere interessant, endnu dybere: Hvordan er det at være gift med udenrigsministeren? Hvordan er det at være hans søn? Hans cykelmakker? Løkkes frisør medvirker. Men uden replik.

Reelt kommer vi slet ikke ind til mennesket Lars Løkke Rasmussen. Vi ser ham brillere som udenrigsministeren, og han gør det godt i Grønlandskrisen. Det mener alle.

Spørgsmålet er, om seeren stadig tror på ham. Og stemmer på ham, når valget kommer?