Mobning er alle tiders store problem. I dag er det rykket fra skolegården og ind i en virtuel verden, hvor man kan blive mobbet sønder og sammen, uden nogen voksen opdager det. Man får digitalt buksevand via mobilen og på de sociale medier. Unge dør i stilhed.
Det må en ung kvinde og hendes kæreste, Lauryn og Owen, sande. Ifølge politiet modtager de over en periode på to år hundredetusindevis af sms’er med et stærkt grænseoverskridende indhold. Beskederne er fyldt med ord som ”creamy girls”, ”bj’s”, ”b*tches” og ”@ss”.
”Det er så vulgært, at det får en 53-årig mand – mig! – til at rødme,” som en af efterforskerne siger med et nervøst smil.
Owen og Lauryn ligner det perfekte par. De har kendt hinanden siden børnehaveklassen i den lille by, der nærmest er indbegrebet af small town America. Her findes kun én skole med én klasse på hver årgang, og alle kender alle. For de unge er der ikke meget andet at give sig til end at ”gå en tur gennem byen”, som en lokal pige beskriver det.
Beskederne vælter pludselig ind, men ingen kan finde ud af, hvor de kommer fra. Afsenderen skifter nemlig konstant nummer ved at scramble sit eget.
Før i tiden havde kriminelle en såkaldt burner-telefon med taletidskort, som de smed ud af bilvinduet, når de var færdige med deres ”arbejde”. I dag er det en app, som kan generere et uendeligt antal numre, der fungerer som en anonym afsender.
Mistanken retter sig mod en gruppe piger, der virker mere isolerede og indadvendte. Måske er de lidt mere techy? Nej – de viser sig at være helt uskadelige hunkøn-nørder. Ikke dem.
Kan det være jaloux piger? Nej. Jaloux drenge? Nej. Snobbede piger? Nix. Snobbede drenge? Nope.
Kunne det være en ansat på skolen? Pludselig dukker der et billede op fra Lauryns hjem taget midt under juleaften. Så må det næsten være hendes kusine, tænker man. Men nej, heller ikke.
Efterforskningen i dokumentaren Unknown Number: The High School Catfish, som for størstedelens vedkommende er flot og reklameglat produceret, bliver hurtigt en smule ensformig. Man får følelsen af at sidde og se en tjekliste blive udfyldt, og man har allerede overhalet betjentene, som til sidst også inddrages.
Det bliver aldrig rigtigt en thriller, og som krimi føles den ensporet. Sms’erne på skærmen er ikke nok til at skabe spænding, selv om de faktisk er overraskende detaljerede med hensyn til seksuelle og voldelige beskrivelser. Efterhånden begynder man næsten at vente på, at en seriemorder dukker op.
Men det gør der ikke.
Gerningsmanden er den mest uventede, man overhovedet kan forestille sig – et af de store twists, der allerede er gået viralt og bliver analyseret og diskuteret på sociale medier. På et tidspunkt bliver Lauryn selv mistænkt, men den sande gerningsmand er endnu mere chokerende.
Svaret skal ikke afsløres her, men man kan ikke lade være med at tænke: Når sløret først løftes, må de resterende 35 minutter da bruges på noget andet? Kommer der måske alligevel en sindssyg morder ind ad døren?
Det gør der ikke. I stedet undersøges gerningsmandens baggrund nærmere, og det viser sig hurtigt, at noget er helt galt med vedkommende: en patologisk løgner, fallent og bedrager.
En af efterforskerne betegner det som Cyber Münchhausen Syndrome – et fænomen, hvor en person bevidst fremstiller sig selv som syg eller i krise på sociale medier for at tiltrække sympati og opmærksomhed fra andre.
Interessen på de sociale medier skyldes også, at gerningsmanden er en kvinde. Lige nu forsøger store aviser og magasiner at forklare og forstå, hvad der overhovedet kan få en pæn kvinde til at sende den slags beskeder.
Hun må være syg, konkluderer mange.
Men sandheden er, at hvis gerningsmanden havde været en mand, ville man aldrig begynde med den forklaring. Så ville man have set det som historien om et moralsk forfald, hvilket det i virkeligheden også er.
Det handler dybest set om den anløbne kernefamilie, og på trods af sine svagheder når filmen i mål. Unge mennesker – og deres forældre – kan dog sagtens second screene med den. LOL, ROFL, *smiler*.
Kommentarer