Venom

Venom er en dårlig film.

Hvorfor? Fordi den er kedelig og langtrukken, og det er bare en dødssynd for en superheltefilm.

Men det er svært at forklare, hvorfor den er mere uinteressant end gennemsnittet. Er det, fordi Tom Hardy i hovedrollen slet ikke gnistrer og udfylder sin dobbeltrolle? Er det, fordi skurken er en arketype? Eller fordi filmen ikke ved, om den mest skal være sjov eller dramatisk?

Oplægget er ordinært.

Hovedpersonen Eddie Brock er en gonzo-journalist, der er forlovet med den skønne stjerneadvokat Annie. Han er altid på jagt efter den næste historie, og efter at have haft en romantisk aften, inklusive lagengymnastik, bliver han fristet til at tjekke Annies computer.

Det er selvfølgelig ikke pænt af ham, men det er også ufatteligt naivt, at hun ikke har lidt mere beskyttelse af sin bærbare med alt dens følsomme indhold. Hendes firma arbejder nemlig for Carlton Drake, en på overfladen charmerende entreprenør, der er godt i gang med at kurere kræft og står bag rumrejser, der skal skaffe ny viden i menneskehedens tjeneste.

Men Drake viser sig at være en Peter Madsen-agtig psykopat, hvilket Brock har haft på fornemmelsen hele tiden. Og ved at læse kærestens fortrolige mails bliver han bekræftet i, at Drake ingen kvaler har med at slå folk ihjel i sine vanvittige forsøg.

Konsekvensen er, at han mister sit arbejde og kæresten ligeså. Men det er meget unuanceret, og på intet tidspunkt har de en diskussion om Annies moralske ansvar i forbindelse med hendes arbejde.

Brock ender som en ensom taber, men han har stadig hjertet på rette sted og giver en gavmild skilling til den hjemløse dame foran sit kinesiske supermarked. Se, hvor god han er!

Men tabertilværelsen hører snart op.

På en rummission har Drake hapset nogle klattede aliens – Symbioter – der går i symbiose med levende væsner, blandt andet mennesker. En del dør på grusom manér, så en af Drakes kvindelige videnskabsmedarbejdere får dårlig samvittighed og kontakter Brock, så han kan afsløre det klamme foretagende.

Hun får ham uset ind på laboratoriet – igen komplet urealistisk, at der ikke er mere sikkerhed på sådan en facilitet. Her indgår Brock selvfølgelig i symbiose med en af de slimede klatter. Og så går den ”vilde” biljagt gennem San Fransiscos gader. Det er så konventionelt, at man bare venter på, at det er overstået, så den sparsomme handling kan tage fat.

Brock bliver mere og mere domineret af klatten, og der går lang tid, inden vi for alvor får væsnet at se i fuld figur. Og som noget af det eneste positive ved filmen, så er han sgu flot! Den slimede, natsorte form lægger sig flydende om menneskekroppen, øjnene er store og kridhvide, og den kæmpestore flab afslører spidse tænder og en lang, klistret tunge.

Venom er et af de mest uhyggelige monstre i Marvels univers. Han har en forkærlighed for at spise mennesker, og derfor har filmen herhjemme fået aldersgrænse på 15 år. Men selv om han bider hovedet af et par folk, er filmen skuffende lidt voldsom og blodig.

Tom Hardy får ikke meget ud af sin dualistiske hovedrolle. Da Brock er blevet inficeret med Venom, går han fra at være handlekraftig og skarp til slatten og fjollet. Hardy lægger selv dyb stemme til Venom, men der er langt til hans stemme som Bane i The Dark Knight Rises.

Når Brock taler med sin symbiose, prøver filmen at være kæk og Deadpool’sk. Men det er ikke Marvel Studios, der står bag, men Sony Pictures, og måske det er derfor, at humoren er flad og tandløs.

”Vi spiser ikke politimænd,” småskændes Brock med Venom, efter han har overtalt sin symbiose til at tage elevatoren ned fra det højhus, de lige er kravlet op ad. Brock har nemlig højdeskræk.

Der er lagt op til en 2’er, men selv om det involverer den ellers herlige superskurk Splatter, der er en endnu mere ekstrem Venom-type, frygter man bare en endnu større skuffelse.