Victoria Beckham

Egentlig burde det ikke fungere. En dokumentar om en meget privilegeret kvinde og hendes livskriser over at gå fra popstjerne til fodboldkæreste og senere til modeikon og designer. Verdens mindste violin burde spille, mens man tænkte, at damen jo også bare kunne forsøge sig med et almindeligt arbejde. 

Og alligevel formår Netflix-dokumentaren om den tidligere Spice Girl, Victoria Beckham, at få både humor, varme og sågar lidt spænding ind i sin fortælling. 

Victoria Adams, som hun dengang hed, var en af de fem engelske Spice Girls, der i 1996 lagde verden for deres fødder og på rekordtid blev den dengang mest populære pigegruppe nogensinde. Victoria var kendt som Posh Spice – hende, der var lidt for fin til det hele og som i øvrigt sjældent smilte. 

I 1997 mødte Victoria fodboldspilleren David Beckham og op gennem 00'erne blev de og deres fire børn en af verdens mest fotograferede familier. I dokumentaren fortæller 51-årige Victoria om, hvordan års paparazzi-forfølgelser har fået hende til at se sur ud, fordi hun på ingen måder får lyst til at smile, når hun er i nærheden af et kamera. 

Alligevel er seriens største styrke, at Victoria Beckham er et virkelig charmerende bekendtskab. Hun har både selvironi, velvalgt sårbarhed og afdæmpet engelsk humor. Det leveres med et ansigt, der fortsat helst ikke smiler, men hvor man alligevel forstår, når hun er veltilpas i samtalen. 

Historien er i bund og grund, at Victoria i mange år mest var kendt for sin tidligere popgruppe og kendte fodboldmand. Indtil hun startede en designvirksomhed i 2008. 

Det er der mange kendte, der gør, men Victoria Beckham formåede at blive accepteret af det ellers snobbede modeetablissement, fordi hun har mere næse for det end de fleste. 

Amerikanske Nadia Hallgrens dokumentar er i sig selv ikke overraskende og visuelt set afsindigt kedelig. Noget arkivmateriale fra Spice Girls-tiden, nogle kornede hjemmevideoer fra barndommen, en masse avisoverskrifter, nogle scener hvor vi ser hende på arbejde som designer – og det hele bindes sammen med et statisk interview med Beckham, der sidder i en cremefarvet sofa i et svinedyrt hus. 

Hertil kommer vidnesbyrd fra husbonden David Beckham, der fortæller om at investere i og undertiden give decideret økonomisk genoplivning til Victorias virksomhed, og hvordan det påvirker et parforhold. 

Modepinger som Tom Ford og sågar selveste Vogue-dronningen Anna Wintour bidrager også til fortællingen om, hvordan fodboldkonen blev fashion-cool. 

David Beckham ville nok have sagt, at det lå lige til højbenet at finde på noget bare lidt mere innovativt. Det er dog lykkedes at skabe effektiv spænding omkring Victorias designvirksomhed. 

Den fik angiveligt Vogue til at tage hende alvorligt, men bag den fashionable facade kæmpede forretningen med røde tal og ekstravagante udgifter — blandt andet hundredtusindvis af kroner årligt til kontorplanter. Vi hører blandt andet om, hvordan Victoria brugte flere hundrede tusinde kroner alene på kontorplanter om året. 

Da vi følger Victoria til modeugen i Paris, er der altså stort pres på for at skabe en kollektion, der sælger. Og så begynder det at regne. 

Selv om hun kommer fra England, var det ikke faldet hendes ind, at slutningen af september i Paris kan være en våd affære. Hendes stort planlagte udendørsshow ved et slot ser altså ud til at skulle imponere modeverdenen i ankelhøjt mudder. 

Det føles, som om der er noget på spil for vores hovedperson, der får gjort det klart, at hun i langt højere grad end popsanger og hustru til en kendt fodboldspiller er designer. 

Som mange af de 00’er-kvinder, vi elskede at hade – Britney Spears, Janet Jackson, Paris Hilton og Lindsay Lohan – har Victoria Beckham fået sin kulturelle genoprejsning. Men serien har sit eget særkende, fordi Victoria tidligt tog styringen over sin historie med en sjælden kombination af kløgt, selvindsigt og disciplin. 

I sidste ende lever serien på hovedpersonens charme og ikke mindst dens nostalgiske appel. Spice Girls-fans vil få glæde af små detaljer, der dukker op her og der. Serien formår at gøre en kendt og privilegeret kvinde identificerbar, og de tre afsnit fastholder fint seerens interesse.