Wayward

For tiden bruges ordet ”mistrivsel” flittigt, når samtalen falder på børn og unge. Uanset om der faktisk er en decideret krise eller ej, er der ingen tvivl om, at mange ting i hvert fald ikke er blevet nemmere for unge i dag.

Titlen på Netflix’ Wayward betyder ”uregerlig” og ”afvigende fra normen”, og det er netop afrettelsen af utilpasset ungdom, der er omdrejningspunktet. Serien foregår i 2003, hvor de to canadiske teenagere og slyngveninder, Leila (Alyvia Alyn Lind) og Abbie (Sydney Topliffe), bruger mere tid på at tage stoffer og lytte til Pink Floyd på discman end på at passe skolen.

Da Abbies ambitiøse og ordentlige familie indskriver hende på institutionen Tall Pines Academy, en terapeutisk skole for problemramte unge i Vermont, følger Leila efter hende og ender selv bag hegnet.

Samtidig flytter den transkønnede politimand Alex (Mae Martin) og hans gravide kæreste Laura (Sarah Gadon) til den lille by, hvor institutionen ligger. Laura er tidligere elev, og snart får Alex nys om børns mystiske forsvinden fra stedet, og at byen bærer på flere mørke hemmeligheder.

Det største ansigt på plakaten er Toni Collette, som er valgt perfekt i rollen som skolens kultagtige leder Evelyn. Med sin rullekrave, store briller og trehjulede cykel udstråler hun urovækkende energi i grænselandet mellem alternativ psykolog og new age-guru.

Institutionen opererer ud fra hendes filosofi om en holistisk forbindelse til naturen og aggressiv sandhedsterapi i plenum. Teenagerne afstraffer hinanden for regelbrud og bevæger sig trinvist gennem et program, der afsluttes med et hemmeligt ritual.

Der lægges ikke skjul på seriens stilistiske forbilleder. Plottet om afdækningen af mysterier i en lille by omgivet af nåletræsskov genkalder Twin Peaks. Byerne har endda det samme akronym. Betjentens møde med indforstået adfærd i den lidt for sammentømrede lokalbefolkning trækker tråde til The Wicker Man, mens Evelyns psykedeliske terapimetoder giver mindelser om hypnosescenerne i Get Out.

Det er samtidig også seriens største problem. For meget af den minder om noget, vi har set mange gange før. Det er tydeligt fra starten, at der er ugler i mosen. Eller for at blive i Twin Peaks-sproget er uglerne erstattet med konstant kvækkende tudser.

Et andet problem er manuskriptets hang til forklarende replikker. Som da vi møder venindeparret i starten, hvor Abbie som noget af det første joker med, at hun er ordblind. En bemærkning, der udelukkende virker henvendt til publikum. På et tidspunkt får en person hældt syre i ansigtet, og selv om vi får lov at læse mærkatet på plastikdunken, skal vi alligevel høre hende råbe: ”Det brænder!”

Fortællingen præges også af en usikker tone, hvor mere eller mindre succesfulde forsøg på humor hyppigt punkterer stemningen. Den konspiratoriske trussel fremstår aldrig rigtigt truende, og vi fastholdes ikke for alvor i uhyggens favntag.

Der er dog momentvis ubehagelige scener, der indfanger ekstrem gruppementalitet og følelsen af at stå uden for flokkens ekstase.

Serien er skabt af den nonbinære canadiske komiker Mae Martin, der også har hovedrollen som transkønnede Alex. Og de skal roses for ikke at have taget den oplagte rute med at lade den marginaliserede kønsidentitet stå i historiens centrum som det, der skal afrettes.

I stedet er den lille by accepterende over for det nytilflyttede par, og tematikken om kontrol og tvunget personlighedsafretning bruges til en bredere udforskning af tumultarisk ungdom.

Seriens største styrke er skildringen af de stærke teenagevenskaber, der for mange fungerer som den vigtigste spejling og modvægt til omverdenens pres i de formative år. Men desværre formår mysterieplottet ikke at skille sig ud fra mængden.