Cph:Dox 2019
20. mar. 2019 | 16:25

Where Man Returns

Foto | Yellow Log
Skismaet mellem den lille mand og den mægtige natur er slående, når Steinar begiver sig ud mellem klipperne for at finde sin hund.

Norske Egil Håskjold Larsen udforsker en ensom jægers kamp mod Nordnorges brutale natur i billedskøn fortælling.

Af Samina Yasmin Jakobsen

Det er egentligt et under, at 35-årige Egil Håskjold Larsen, der debuterede med 69 minutter af 86 dage om en syrisk piges flugt op gennem Europa (udgivet på Ekko dvd #33), er blevet filminstruktør.

For hvordan kommer man lige på den idé, når man er opvokset i Arktis, helt deroppe på grænsen mellem Norge og Rusland, hvor kragerne vender, og det brutale Barentshav stædigt slår mod golde klipper dag ud og dag ind?

Heldigvis fik Håskjold Larsen tanken, for han besidder en eminent evne til at få os til at se verden med andre øjne.

I 69 minutter af 86 dage var det et uskyldigt barneblik på det stadige kaos, som krigen i Syrien har medført.

Og i Where Man Returns vender Håskjold Larsen hjem til den 69. breddegrad, hvor vi ser Moder Jord gennem den 70-årige jæger Steinars blik, der bor med sin hund Tussi i en primitiv trækasse mellem prægtige fjelde og rev.

Inspirationen fra nabolandet Rusland er mere end tydelig. Den norske instruktør har tidligere arbejdet sammen med russiske Victor Kossakovsky (der viser vandsymfonien Aquarela på Cph:Dox) og har et forbillede i den største af dem alle: Andrej Tarkovskij.

Where Man Returns starter på nærmest mytisk facon.

En mikroskopisk fiskekutter bevæger sig langsomt igennem den store, tætte Tarkovskij-tåge. Det ufremkommelige ishav brydes flage for flage. Da kutterens maskinkraft ikke rækker, må manden med den store pelshue – som vi til slut får navngivet – træde over rælingen og stampe isen i skvulpende stykker med sin støvle.

Fra den hvide is til den sorte nat.

Den gamle jæger har skudt en plettet sæl, som han i mulm og mørke trækker gennem den knirkende sne. Hans pandelampe danner en ring af lys om det døde dyr, og da kniven skærer sælen åben, er det som om det siger ”klik” i ens hjerne, og døren til de store tanker åbnes.

Den sort-hvide billedpoesi får tankerne til at flyde, ligesom det sorte blod, der vælter ud. Da sælens fem centimeter tykke fedtlag kommer til syne, virker tilstedeværelsen af mennesket i den iskolde nat helt håbløs. Hvorfor er vi dog nogensinde emigreret til egne, som menneskekroppen ikke er skabt til?

Spørgsmålet om, hvorfor Steinar har valgt at bo så afsides, trænger sig på, da han modtager et opkald fra sin datter.

Efter den forbilledlige start bevæger filmen sig over i en mere klassisk fluen-på-væggen-dokumentar, hvor vi følger Steinars hverdag uden samme pondus i kameraindstillingerne.

Han kæmper med at få transistorradioen til at virke, så han kan lytte til fodbold og vejrforhold. Han snakker med sin elskede hund Tussi, fanger fisk og følger med i de mange fugles daglige kamp for føde og overlevelse.

Særligt optaget er han af sine nærmeste naboer: vadefuglene på det nærliggende fjeld, der får deres æg stjålet af en gigantisk ravn.

”Man må holde øje hele tiden,” siger Steinar lunefuldt med kikkerten for øjet, og det er måske lidt svært at følge ham i den tankegang. Men det venlige gemyt holder øje med rederne og skyder både en ravn og polarræv, der kommer for tæt på. Da hans datter ringer og fortæller ham, at han er blevet morfar for anden gang, undres man over, at han ikke nærer samme omsorg for sit eget afkom.

Vi får aldrig svar på, hvorfor Steinar er endt derude i den barske natur – andet end et par informationer i rulleteksterne. Og det gør egentlig heller ikke noget, for pludselig forsvinder hunden Tussi, og Håskjold Larsen viser igen sin evne til at skabe billeder, der rummer et episk drama i sig selv.

Mellem klipper og fjeld, der gennem årtusinder har fået slebet kanterne runde, går en ensom, lille mand rundt og leder efter sin hund. Den store natur viser sig fra sin barske side, og Steinar må acceptere udfaldet.

”Sådan er livet,” siger han stilfærdigt, og man føler den menneskelige forbindelse til den gamle jæger.

Where Man Returns er ikke så helstøbt en fortælling som instruktørens perle af en flygtningedokumentar, men der er passager, som er æstetisk svimlende. Slutbilledet af en kongekrabbe er ét af dem.

Trailer: Where Man Returns

Kommentarer

Titel:
Where Man Returns

Originaltitel:
Hvor man vender tilbake

Land:
Norge

År:
2019

Instruktør:
Egil Håskjold Larsen

Medvirkende:
Steinar Magnussen

Spilletid:
69 minutter

Premiere:
22. marts og 28. marts i Cinemateket samt 31. marts i Gloria under Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko