Rose

Markus Schleinzers historiske tragedie åbner med skeletter, der graves frem af mulden. Lag for lag føres vi tilbage til 1600-tallets Tyskland.

Dengang en kvinde, der udgav sig for at være en mand, blev betragtet som folkebedrager og måtte straffes for sin synd. Dengang 30-årskrigen netop havde skilt protestanter fra katolikker, og retten sjældent rakte længere end til den nærmeste amtmand.

Rose er et vidnesbyrd om en anden verden, hvis antagelser lever videre i vores. Og om de bånd, kvinder måtte lægge på sig selv blot for at være til.

Dem mærker man konstant på Sandra Hüllers nøje beherskede præstation i hovedrollen, der er lige dele brysk og ængstelig.

Rose ankommer som soldaterveteran til en klejn, midttysk landsby med en sønderskudt kind, en klingende pengepung og skødet til en forfalden landejendom. Hun er en kvinde, der udgiver sig for at være sin afdøde kammerat for at gøre krav på hans arv.

Hvad han hed, får vi ikke at vide.

Men Rose overbeviser landsbyboerne, sætter gården i stand og antager tyende. Selv en enarmet knægt, andre næppe ville give en chance. Det er et hårdt liv, men mindre voldeligt end det, hun har kendt. På nær da en bjørn truer landsbyen, og hun vinder en plads i samfundet ved at skyde den med sin musket.

Men tragedien trænger sig på.

Man mærker den i filmens klaustrofobiske, sort-hvide billeder og i den moraliserende fortællerstemme, der taler om Roses forbrydelser ud fra datidens forståelse. Bag landsbyboernes accept af den halvfremmede herre lurer en strengt konservativ livsanskuelse, som man modsætter sig på eget ansvar.

Det illustreres med al tydelighed, hvor kvinder står i den sammenhæng, da storbonden nægter at sælge sin jord og sin bæk. Han foreslår at give begge som medgift, hvis Rose vil vie hans ældste datter Suzanna, der, som et uheldigt aber dabei, er gravid.

Hvordan det er sket, står hen i det uvisse, men hendes far er så ivrig efter et alibi, at han truer med at gøre handlen om, hvis ikke Rose fuldbyrder ægteskab.

Så Rose må finde sin ”torn” frem fra kassen med krigsremedier og opfylde sin ægteskabelige pligt. Dagen efter proklamerer Suzanna lettet de lykkelige omstændigheder og bliver endda så kæphøj, at hun i en kostelig scene forsøger at kissemisse med den vantro Rose under bordet.

Caro Braun er skøn som Suzanna. Mut og kuet til en start, selvsikker som mor med håb om familieidyl og dybt bevægende, da hun erfarer sandheden og indser, at hendes skæbne er uløseligt knyttet til Roses hemmelighed.

Uden at blive et egentligt par finder de en rørende solidaritet i deres udsatte eksistens. Før Markus Schleinzer begyndte at instruere, castede han for østrigske koryfæer som Ulrich Seidl, Jessica Hausner og Michael Haneke.

Hanekes Det hvide bånd er med sine sort-hvide billeder af et grumt landsbyliv en oplagt forløber for Rose. Schleinzer deler de tre instruktørers kynisme, sortsyn og fascination af ondskab. Det grufulde pædofilidrama Michael og den historiske biopic Angelo – om en sort slave, der ”ophøjes” til det østrigske hof – udforsker begge, hvad der får mennesker til at træde hinanden under fode.

Han har samme ærinde i Rose, og da et uheld får rygtemøllen til at kværne, går der ikke længe, før historien tager den nådesløse drejning, som er varslet fra begyndelsen.

Den sidste tredjedel er et retssalsdrama, hvor Rose endelig tager bladet fra munden, mens patriarkatet renser sig for ydmygelse på ubønhørlig vis.

Billederne er stringente, og scenerne er skåret helt ind til benet og samlet til en forbløffende kompleks historie på blot 94 minutter.

Med sit fokus på historiens martrede kvinder skriver Rose sig ind i en stolt filmtradition med forløbere som Dreyers Jeanne d’Arcs lidelse og død og Tea Lindeburgs Du som er i himlen. Det er en formidabel, tankevækkende film.