Yndige mennesker

Biograffilmen Yndige mennesker markedsføres som en horror-antologi baseret på fortællinger af H.C. Andersen. 

Den havde verdenspremiere på Offspring-filmfestivalen i Odense og har vundet priser på festivaler rundt om i verden, men nåede først København med festivalen Blodig Weekend fulgt af et antal visninger i Valby Kino. 

Yndige mennesker består af fire korte fortællinger af hver sin instruktør, der alle er repræsenteret på Ekko Shortlist: Anders Jon Petersen som klipper på Fodboldspilleren, Michael Kunov som instruktør af Spandex og manuskriptet til Træer malet i tjære, Michael Panduro som instruktør af Tarnished Gluttony og Det sjunkne kloster og Kasper Juhl som instruktør af hele fem Shortlist-kortfilm med Tap Slissemand som topscorer. 

Antologigysets første spadestik på film var Unheimliche Geschichten fra 1919, men det kommercielle gennembrud kom først med Roger Cormans Poe-antologi Tales of Terror / Rædslernes trio fra 1962. Siden er der lavet hundredvis af horrorantologifilm. Formen egner sig til korte fortællinger med en makaber, chokerende slutning, men også til lavbudgetproduktioner, så den er attraktiv for mange. 

Alligevel er der i Danmark kun lavet tre: dvd’en Supernatural Tales og Daniel Bødker Sørensens film Korsveje, begge fra 2012. Samt nu Yndige mennesker. 

Filmens undertitel er Fire rædselshistorier af H.C. Andersen. Skrev H.C. Andersen ”rædselshistorier”? Vel er der uhyggelige elementer, men nej, titlen er rent marketingsvås. 

Den første af filmens fire overlappende fortællinger er instrueret af Anders Jon Petersen og bygger på Dødningen, også kendt som Rejsekammeraten. Det er H.C. Andersens gendigtning af et gammelt folkeeventyr. Hovedpersonen hjælper et lig og senere bejler til en prinsesse, som han vinder med hjælp fra en rejsekammerat, der viser sig at være den afdødes spøgelse. 

Her i filmen er hovedpersonen en hjemmehjælper (Albert Rudbeck Lindhardt), der plejer en sengeliggende olding (Knud Klausen) og har et sadomasochistisk forhold til en kvinde (Sus Wilkins). Patientens hus indeholder dæmoniske træsnit, pornografiske kvindefotos og mystiske manifestationer. 

Det hele bliver gradvis mere mareridtsagtigt, uden at et klart plot toner frem. Pludselig ligger pigen i en kiste i husets brændende kælder, hvor oldingen skiftevis kravler rundt på gulvet og tårner triumferende. 

Intet tyder på, at filmskaberne har læst ret meget mere af Andersens fortælling end titlen, og det er karakteristisk for hele filmen. 

Andet afsnit er Michael Kunovs version af den hyppigt filmatiserede Historien om en moder, hvor en mor ofrer sine øjne i håb om at redde sit syge barn fra døden. 

Moren er her blevet til en læge (Mille Dalsgaard), hvis søn gradvis visner bort i et psykedelisk kvistkammer med diffust lys og mættede farver. På husets plæne ligger en mystisk mand, der i en ækel drøm river hendes øjne ud, og så er hun blind. Men også enhver pointe fra forlægget er som revet bort. 

Tredje fortælling er Kasper Juhls version af Snedronningen. Eventyret starter med en af Andersens stærkeste metaforer, hvor det fænomen, at nogle mennesker ser det negative i alting, forklares via splinter fra et troldspejl. 

Dernæst følger beretningen om en lille piges forsøg på at frelse en dreng, som Snedronningen har fanget i sin metaforiske verden af kulde. 

Via genbrug af karakterernes navne er den lille pige her en voksen kvinde (Mie Gren) og drengen hendes ægtemand (Adam Ild Rohweder), med hvem hun flytter på landet. På et høloft med krucifikser onanerer hun foran et spejl, som hun dernæst spiser. Herefter korsfæstes hun og slikkes til orgasme af en trold, der har forvandlet sig til en lesbisk kæreste (Lisa Otto), som ifølge slutteksterne er Snedronningen. 

Det er som at se på verden via et kalejdoskop. Man kan genkende brudstykker fra Snedronningen, men kun som en meningsløs ruin af fragmenter. 

Fjerde og sidste afsnit er iscenesat af Michael Panduro med udgangspunkt i Tante Tandpine, som H.C. Andersen skrev ud fra et langt livs smertefulde erfaring med tandpine og kunstige tænder. Hovedpersonen er digterspire, og filmens titel er hentet fra hans tantes begejstrede udbrud: 

”Du maler, når du taler! Du beskriver dit hus, så man ser det! Det gyser i én! – Digt videre! Læg noget levende ind i det, mennesker, yndige mennesker, helst ulykkelige!” 

Eventyret udmunder i en Faust-variation, hvor digterspiren må vælge mellem et liv med talent og tandpine eller uden nogen af delene. Eventyrets Mefisto-skikkelse er en kvindelig dæmon, titlens Tante Tandpine. Hun er forfatterskabets mest uhyggelige skikkelse. 

I filmen er poeten en sangskriver (Peter Høgsbro), der drømmer om succes i et rockband, men lider af tandpine og skriveblokering. Sangskriverens tante spilles af Iben Skau, der også har rollen som Tante Tandpine. 

Her har nogle få linjer fra H.C. Andersens forlæg rent faktisk fundet vej ind i filmens billeder, idet dæmonens fingerspidser består af tandlægesonder, der kommer i anvendelse som torturinstrumenter. Igen tabes dog forlæggets geniale grundidé på gulvet, og vi får i stedet et forvrøvlet sammensurium af metalmusik, succubussex og vingummibamser. 

Filmens fire instruktører har selv skrevet deres manuskripter trods en åbenlys mangel på talent i den retning. En mere sigende undertitel på filmen havde været Fire instruktører søger en manuskriptforfatter. 

Alligevel er Yndige mennesker ikke værdiløs, for den er lavet af folk med sans for stemning og billeder. En gådefuld og urovækkende understrøm fastholder interessen sammen med en håndfuld udmærkede skuespilpræstationer. 

En særlig ros bør gå til fotografen Tobias Scavenius, der har skudt filmens to første afsnit. Han har tre gange været nomineret til en Ekko Shortlist Award og vandt i 2019 for Den. Kvistværelset i Historien om en moder-afsnittet bør huskes, næste gang der skal uddeles Robert-priser for bedste fotografering og scenografi.