Nyhed
08. jan. 2026 | 14:31

25 spillefilm nomineret – lussing til Herkules falder

Foto | Lukasz Bak

Vic Carmen Sonne er nomineret til en Robert for årets kvindelige hovedrolle i periodedramaet Pigen med nålen.

Pigen med nålen, Den sidste viking og Det andet offer fører ræset om Robert-priserne, mens den konfliktombruste Dar Salim-film Herkules falder bliver totalt forbigået.

Af Frederik Hoff

Efter et ualmindeligt produktivt år for dansk film – hele 32 spillefilm i 2025 – har Filmakademiets 3.400 medlemmer været igennem feltet og fundet de nominerede til årets Robert-statuetter.

31. januar kåres vinderne i Tivoli.

Med så hård konkurrence må det forventes, at nogle ellers stærke film går glip af hæder. Dog er det lidt af en lussing til veterandramaet Herkules falder, at den ikke får en eneste nominering.

Filmen fik ellers gode anmeldelser, og især Dar Salims hovedrolle kunne sagtens have udløst en nominering. Men eftersom akademiet består af filmfolk, kan filmens kvaliteter være blevet overskygget af den meget offentlige konflikt mellem Dar Salim og instruktøren Christian Holten Bonke.

Begge har fået ganske alvorlige, faglige beskyldninger slynget imod sig, hvilket nok har gjort det svært at hædre den filmiske indsats.

Til gengæld må det ekspressionistiske periodedrama Pigen med nålen – der også blev Oscar-nomineret sidste år – og Anders Thomas Jensens Den sidste viking siges at føre ræset om priserne med henholdsvis femten og tretten nomineringer.

Lige efter følger to debutfilm. Zinnini Elkingtons hospitals-thriller Det andet offer, som Ekko har kåret til årets danske film, får elleve nomineringer, mens Mathias Broes queerdrama Sauna følger lige efter med ti.

Mathias Broe var på forsiden af Ekko #98 med filmen, der høster hele to af nomineringerne for bedste mandlige skuespiller til Magnus Juhl Jørgensen og Nina Rask. Sidstnævnte er den første transkønnede skuespiller til at blive nomineret til en Robert.

Dobbelt Dyrholm
Pigen med nålen, Den sidste viking, Det andet offer og Sauna er også nomineret til prisen for årets danske film sammen med Hjem kære hjem, der afslutter Frelle Petersens sønderjyske trilogi.

Sylvia Le Fanus roste debutfilm Min evige sommer nåede ikke med i akademiets top fem, men er til gengæld nomineret til årets instruktør, årets originale manuskript, to birollepriser og årets klipper.

Triner Dyrholm er fast inventar til de danske filmprisuddelinger og er i år dobbeltnomineret til prisen for årets kvindelige birolle i to diametralt modsatte roller. I Det andet offer er hun en vred, beskyttende mor til et sygt barn, og i Pigen med nålen slår hun spædbørn ihjel som den virkelige seriemorder Dagmar Overby.

Lars Brygmann gør hende kunsten efter med birollenomineringer for både Den sidste viking og komedien Det nye år. Det unge talent Mathilde Arcel er nomineret til årets kvindelige hovedrolle i Rejseholdet – Det første mord og samtidig årets kvindelige birolle i Det andet offer.

Nikolaj Danielsen sidder på to nomineringer i scenografikategorien for indsatsen i Den sidste viking og Rejseholdet – Det første mord. Nicolaj Monberg – der var i juryen til Ekko Shortlist Awards 2025 – er nomineret for klipningen i både Den sidste viking og dokumentaren Mr. Nobody mod Putin.

Jenny Rossander, kendt som Lydmor, er nomineret for sin musik til Det andet offer, men også for sangen All These Wilted Trees, som er skabt til filmen.

Oskar Skriver har også haft et stort år med Robert-nomineret lyddesign til både Pigen med nålen og Rejseholdet – Det første mord. For de samme film er polske Malgorzata Fudala dobbeltnomineret med sine kostumer.

Peter Hjorth slår dog alle med hele fire nomineringer i kategorien årets visuelle effekter for Pigen med nålen, The End, Det nye år og Den sidste viking, de sidste to i samarbejde med Hummer Højmark. 

Flere polske nominerede
Mange danske film optages i udlandet for at spare penge, og det betyder, at flere dygtige polske filmfolk i år er med i det danske prisfelt.

Michal Dymek kunne godt vinde prisen for sin fotografering af Pigen med nålen. Han har også fotograferet Jesse Eisenbergs amerikanske sorgkomedie A Real Pain, som foregår i Polen og er nomineret til en Robert for bedste engelsksprogede film.

Her konkurrerer den med Bob Dylan-filmen A Complete Uknown, Yorgos Lanthimos’ Bugonia, episke The Brutalist og Paul Thomas Andersons storfavorit One Battle After Another.

Prisen for årets ikke-engelsksprogede film kan meget vel gå til Dag Johan Haugerud, som er nomineret for både Drømme og Kærlighed. I Ekko #99 tegner vi et portræt af den unikke, norske instruktør.

Akademiet har også peget på den yderst kontroversielle trans-kartel-musical Emilia Pérez. I Ekko #98 fortæller vi historien om, hvordan hovedrolleindehaveren ødelagde filmens Oscar-kampagne.

Maria Winther Olsens korte dokumentar om queer færinge Vælkomin heim vandt dokumentarprisen ved Ekko Shortlist Awards. Den skal nu konkurrere om Robert-prisen for årets korte dokumentar imod blandt andre Ala’A Mohsens indvandrerportræt Born to Fight.

En anden Ekko Shortlist-film i feltet er Selma Sunnivas apokalyptiske animation Ritardando, som er nomineret til prisen for årets fiktionskortfilm.

Oprejsning til Linnebjerg
Filmakademiet hædrer også serier, og her står Ingeborg Topsøes overklassedrama, Reservatet, ikke overraskende stærkest med seks nomineringer.

Til gengæld overrasker det, at den længe ventede TV 2-serie, Den gode Stemning, som oprindelig blev lavet for Viaplay, slet ikke er nomineret trods forrygende anmeldelser.

Netflix-thrilleren Legenden ligger i hælene på Reservatet med fem nomineringer, og så kommer tredje sæson af DR’s Carmen Curlers med fire nomineringer.

Afshin Firouzi, der også lige har været nomineret til en Ekko Shortlist Award for Frit udsyn, er Robert-nomineret for sin birolle i Legenden.

Det er ikke blevet til en skuespilnominering til rapperen Tessa i TV 2-serien Løgnen, men til gengæld er medspilleren Iben Hjejle nomineret for sin indsats.

Og så er der kontant oprejsning til Jan Linnebjerg, som siden 90’erne har kæmpet med at slippe af med stemplet som nissen Pyrus. Nu er han nomineret for sin flotte birolle i DR-dramaet Generationer.

Nomineringer til Robert-uddelingen 2025

Spillefilm
Den sidste viking, instr. Anders Thomas Jensen
Det andet offer, instr. Zinnini Elkington
Hjem kære hjem, instr. Frelle Petersen
Pigen med nålen, instr. Magnus von Horn
Sauna, instr. Mathias Broe

Dokumentarfilm
Cirkeline & den usynlige tegner, instr. Esther Wellejus
Ensom i Tokyo, instr. Kaspar Astrup Schröder
Mr. Nobody mod Putin, instr. David Borenstein og Pavel Talankin
Mors drenge, instr. Jesper Dalgaard
Testamentet 2 – Faderen, sønnerne og Helligånden, instr. Christian Sønderby Jepsen

Børne- & ungdomsfilm
Børnene fra Sølvgade tager kampen op, instr. Mehdi Avaz
Honey, instr. Natasha Arthy
Mira, instr. Marie Limkilde
Smukkere, instr. Mogens Hagedorn
Ternet Ninja 3, instr. Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen

Instruktør
Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen (Ternet Ninja 3)
Anders Thomas Jensen (Den sidste viking)
Magnus von Horn (Pigen med nålen)
Mathias Broe (Sauna)
Sylvia Le Fanu (Min evige sommer)
Zinnini Elkington (Det andet offer)

Originale manuskript
Frelle Petersen (Hjem kære hjem)
Jakob Weis (Det nye år)
Line Langebek og Magnus von Horn, (Pigen med nålen)
Sylvia Le Fanu og Mads Lind Knudsen, (Min evige sommer)
Zinnini Elkington (Det andet offer) 

Adapteret manuskript
Anders Matthesen (Ternet Ninja 3)
Ditte Hansen og Louise Mieritz (Sult)
Ida Åkerstrøm Knudsen (Mira)
Mette Eike Neerlin & Natasha Arthy (Honey)
William Lippert, Mathias Broe (Sauna)

Kvindelig hovedrolle
Freja Klint Sandberg (Ingen kære mor)
Jette Søndergaard (Hjem kære hjem)
Mathilde Arcel (Rejseholdet – Det første mord)
Vic Carmen Sonne (Pigen med nålen)
Özlem Saglanmak (Det andet offer)

Mandlig hovedrolle
Anders Mossling (Min evige sommer)
Jesper Christensen (Honey)
Joachim Fjelstrup (Pigen med nålen)
Lars Brygmann (Den sidste viking)
Lars Brygmann (Det nye år) 

Kvindelig birolle
Birthe Neumann (Ingen kære mor)
Maria Rossing (Min evige sommer)
Mathilde Arcel (Det andet offer)
Trine Dyrholm (Det andet offer)
Trine Dyrholm (Pigen med nålen) 

Mandlige birolle
Anders Mossling (Min evige sommer)
Jesper Christensen (Honey)
Joachim Fjelstrup (Pigen med nålen)
Lars Brygmann (Den sidste viking)
Lars Brygmann (Det nye år)

Fotograf
Jacob Møller (Kærlighedens gerninger)
Lasse Frank (Rejseholdet – Det første mord)
Mia Mai Dengsø Graabæk (Det andet offer)
Michal Dymek (Pigen med nålen)
Nicolai Lok (Sauna)
Sebastian Blenkov (Den sidste viking)

Scenograf
Jagna Dobesz (Pigen med nålen)
Jette Lehmann (The End)
Nikolaj Danielsen (Den sidste viking)
Nikolaj Danielsen og Agata Trojak (Rejseholdet – Det første mord)
Signe Krab Nymann (Sauna)

Klipper
Agnieszka Glinska (Pigen med nålen)
Ania de Sá (Det andet offer)
Emma Lagrelius (Min evige sommer)
Frelle Petersen (Hjem kære hjem)
Nicolaj Monberg og Anders Albjerg Kristiansen (Den sidste viking)
Nicolaj Monberg og Rebekka Lønqvist (Mr. Nobody mod Putin) 

Kostumedesigner
Benedicte Morre (Sauna)
Emilie Bøge Dresler (Under stjernerne på himlen)
Malgorzata Fudala (Pigen med nålen)
Malgorzata Fudala (Rejseholdet – Det første mord)
Rikke Simonsen (Den sidste viking)

Sminkør
Anne Cathrine Sauerberg (Pigen med nålen)
Helena Hørdum (Ingen kære mor)
Henrik Steen (Rejseholdet – Det første mord)
Louise Hauberg Lohmann (Den sidste viking)
Sofie de Mylius (Under stjernerne på himlen)

Lyddesigner
Eddie Simonsen (Den sidste viking)
Hans Møller (Hjem kære hjem)
Jakob Strandgaard, Catrine Le Dous (Det andet offer)
Mia Terry (Sauna)
Morten Green og Oskar Skriver (Rejseholdet – Det første mord)
Oskar Skriver og Morten Pilegaard (Pigen med nålen)

Underlægningmusik
Astrid Fabrin (En plads i manegen)
Christian Vinten (Ternet Ninja 3)
Frederikke Hoffmeier (Pigen med nålen)
Jenny Rossander (Det andet offer)
Jeppe Kaas (Den sidste viking)
Josefine Skov (Mira)

Original sang
All the Pretty Boys (Anton Falck fra Sauna)
All These Wilted Trees (Jenny Rossander fra Det andet offer)
Fra mine tanker til min mund (Søren Huss fra Sønnike)
Hey Honey (Jesper Mechlenburg, Engelina Andrina Larsen, Mette Eike Neerlin og Natasha Arthy fra Honey)
Sidste Omgang (Anders Matthesen, Jonathan Elkjær og Christian Vinten fra Ternet Ninja 3)

Visuelle effekter
Jeppe Bingestam (Rejseholdet – Det første mord)
Peter Hjorth (Pigen med nålen)
Peter Hjorth og Hummer Højmark (Det nye år)
Peter Hjorth og Hummer Højmark (Den sidste viking)
Peter Hjorth og Mikael Windelin (The End)

Kortfilm: Fiktion og Animation
Alt der er tilbage (Malthe Jagd Miehe-Renard)
Korean Bloom (Lin Jo Skytte)
Mariehøns i benene (Thor Zing)
Ritardando (Selma Sunniva)
Sir Stella (Lina Vain Illalla)

Kortfilm: Dokumentar
After the Abyss (Keiria Shishay)
Born to Fight (Ala’A Mohsen)
Brødre (Rosa Lie)
Min klasse i Grønland (Ulla Søe)
Vælkomin heim (Maria Winther Olsen)

Engelsksproget film
A Complete Unknown (James Mangold)
A Real Pain (Jesse Eisenberg)
Bugonia (Yorgos Lanthimos)
One Battle After Another (Paul Thomas Anderson)
The Brutalist (Brady Corbet)

Ikke-engelsksproget film
Drømme (Dag Johan Haugerud)
Emilia Pérez (Jacques Audiard)
I’m Still Here (Walter Salles)
No Other Land (Basel Adra, Hamdan Ballal, Rachel Szor og Yuval Abraham)
Kærlighed (Dag Johan Haugerud)
Vi har stadig i morgen (Paola Cortellesi)

Kort tv-serie
Bag enhver mand – sæson 2 (Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag)
Familier i Norden (Bashar El-Zouheiri, Christian Gamst Miller-Harris og Milan Ganesan)
Jordemoder mellem liv og død – Otte år senere (Louise Leth og Louise Leth)
Klovn – sæson 10 (Casper Christensen og Frank Hvam)
Scooter Boys (Jonatan Nothlev)

Tv-serie
Carmen Curlers – sæson 3 (Mette Heeno og Natasha Arthy)
Danefæ (Lars K. Andersen og Dagur Kári)
Generationer (Anna Emma Haudal)
Legenden (Frederik Ringtved, Samanou Acheche Sahlstrøm og Adam August)
Reservatet (Ingeborg Topsøe og Per Fly)

Kvindelig hovedrolle – tv-serie
Clara Dessau (Legenden)
Iben Hjejle (Løgnen)
Lene Maria Christensen (Danefæ)
Maria Rossing (Carmen Curlers – sæson 3)
Marie Bach Hansen (Reservatet) 

Mandlig hovedrolle – tv-serie
Afshin Firouzi (Legenden)
Anders W. Berthelsen (Danefæ)
Arian Kashef (Familier i Norden)
Frank Hvam (Klovn – sæson 10)
Morten Hee Andersen (Carmen Curlers – sæson 3)

Kvindelig birolle – tv-serie
Clara Dessau (Legenden)
Iben Hjejle (Løgnen)
Lene Maria Christensen (Danefæ)
Maria Rossing (Carmen Curlers – sæson 3)
Marie Bach Hansen (Reservatet)

Mandlig birolle – tv-serie
Jan Linnebjerg (Generationer)
Lars Ranthe (Reservatet)
Nicolai Jørgensen (Carmen Curlers – sæson 3)
Nicolas Bro (Legenden)
Simon Sears (Reservatet)

Nordisk Film Biografers Publikumspris
Børnene fra Sølvgade tager kampen op, instr. Mehdi Avaz
Den sidste viking, instr. Anders Thomas Jensen
Det andet offer, instr. Zinnini Elkington
Det nye år, instr. Paprika Steen
Hjem kære hjem, instr. Frelle Petersen
Mugge & Super Happy, instr. Mikael Wulff og Anders Morgenthaler
Pigen med nålen, instr. Magnus von Horn
Rejseholdet – Det første mord, instr. Christoffer Boe
Ternet Ninja 3, instr. Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen
Under stjernerne på himlen, instr. Kasper Gaardsøe

Trailer: Pigen med nålen

Kommentarer

Mathias Broe i Ekko #98

Mathias Broe taler om sin komplicerede baggrund og tilblivelsen af Robert-nominerede Sauna i Ekko #98. 

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko