Nyhed
09. aug. 2016 | 22:28

Air Force Trump

Foto | Claudette Barius
I Air Force One kæmper USA’s præsident (Harrison Ford) ene mand en intens kamp mod de russiske terrorister, som har kapret hans fly.

Produceren af actionbraget Air Force One anmoder Donald Trump om at stoppe med at bruge musikken fra en af sine yndlingsfilm i valgkampen.

Af Jens Steinicke Kjær

Mediemesteren og præsidentkandidaten Donald Trump har i nogen tid brugt den legendariske, afdøde komponist Jerry Goldsmiths filmmusik under vigtige begivenheder i sin valgkamp.

Eksempelvis spillede musikken, da Trump for nyligt trådte ud af sin helikopter i Cleveland.

Det er produceren af Air Force One, Gail Katz, temmelig træt af, skriver branchebladet The Hollywood Reporter. I et brev til Trump understreger hun, at han aldrig har spurgt om lov til at bruge musikken og beder ham og republikanerne om at stoppe med at bruge musikken øjeblikkeligt.

Katz bruger filmens handling som metafor og skriver, at Trump har kapret Goldsmiths musik og misbrugt den til at få sig selv til at fremstå lige så heroisk som præsidenten i Air Force One fra 1997.

Sidst i brevet leger hun endda med Harrison Fords uforglemmelige replik fra filmen og slutter af med ordene: ”Stay off our plane!”

Tidligere har blandt andre musikerne Neil Young og Adele og grupperne The Queen og R.E.M. frabedt sig, at Trump bruger deres musik i sine optrædener.

Harrison Ford gør nar
I slutningen af 2015 roste Trump Harrison Fords præsident i Air Force One for at give terroristerne kamp til stregen. Han hentydede, at han selv vil gøre det samme ved folk, der vover at terrorisere USA.

I forbindelse med sin promovering af Star Wars: The Force Awakens blev Harrison Ford spurgt af en interviewer om hans holdning til Trumps sammenligning af sig selv og præsidenten fra Air Force One.

Her vender den frække skuespiller sig direkte mod kameraet og minder Trump om, at det bare er en film, og at den intet har med virkeligheden at gøre.

Han understreger opgivende til sidst, at Donald Trump selvfølgelig ikke ved bedre.

Trailer: Air Force One

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko