Cannes 2022
22. maj 2022 | 20:55

Ali Abbasi sparker liv i Cannes

Foto | Nadim Carlsen
Journalisten Rahimi (Zar Amir-Ebrahimi) forsøger i den hellige by Mashhad at stoppe en seriemorder, men myndighederne er ikke lige så ivrige efter at stoppe ham.

Dansk-iransk seriemorderdrama forener en nervepirrende thriller med et indigneret opråb om hadet til kvinder i det iranske præstestyre.

Af Claus Christensen

”Ethvert menneske skal møde det, han eller hun forsøger at undgå.”

Med dette foregribende ordsprog åbner dansk-iranske Ali Abbasis seriemorderdrama Holy Spider, der i eftermiddag blev vist for flere tusinde kritikere og filmfolk i Cannes.

Filmen er en nervepirrende thriller om en kvindelig journalists jagt på en seriemorder, der slår prostituerede ihjel. Han smider ligene det samme sted hver gang, og ringer bagefter til en krimireporter på en avis, fordi han gerne vil skabe opmærksomhed omkring sine ugerninger.

Den religiøse mands mål er at rense gaderne for prostituerede.

Det lyder som en blanding af Jack the Ripper, der i 1888 dræbte en række kvindelige prostituerede i et fattigt distrikt i London, og Zodiac Killer, der hærgede Californien i 1960’erne og sendte breve til aviserne.

Historien er set før – også på film – men der er bare lige den afgørende detalje, at Abbasis drama foregår i Iran. Hvilket gør fortællingen til en politisk film om sammenstødet mellem religion og seksualitet, om hadet til kvinder i en mandsdomineret verden.

I det strengt religiøse land er prostitution forbudt, men i byen Mashhad (der på iransk betyder ”martyrernes sted”) foregår trækkeriet temmelig åbenlyst på gaden om natten. Indtil familiefaren og håndværkeren Saeed (en sublimt underspillende Mehdi Bajestani) tager sagen i egen hånd.

På sin knallert samler han en prostitueret op på gaden og kører hende til sit hjem, hvor han kvæler hende i det tørklæde, hun er tvunget til at gå med.

Brutal kvælning
Ali Abbasi dvæler med ultranære billeder ved den brutalt langsomme kvælningsdød. Det vil uden tvivl vække anstød, men hensigten er at vise, dels hvilke rasende kræfter drabene kræver af Saeed, dels hvor dybtstikkende hans had til kvinder er.

Men frem for alt skildrer Abbasi, at der for Saeed også er tale om en fortrængt seksualitet – som når han efter et drab lægger sig over et lig og dufter sensuelt til den døde kvinde. Han vil slet og ret ikke vedkende sig, at han selv har en drift efter disse kvinder, som tillader sig at leve af at give sex til kunder, der er villige til at betale for det.

Filmens hovedperson er en lokal journalist, Rahimi (Zar Amir-Ebrahimi), der har sat sig for på egen hånd at opklare forbrydelserne. Hun har en mistanke om, at det passer myndighederne meget godt, at de er uopklarede, fordi hadet til kvinder er så udbredt i det formørkede præstestyre.

Det sidste bliver hun bekræftet i, da politimanden, som er på sagen, benytter lejligheden til at lægge så voldsomt an på hende, at det kvalificerer til en #MeToo-sag.

Sand martyr
Rahimi beslutter at stille sig op i en rundkørsel sammen med andre prostituerede, i håbet om at hun som lokkedue kan afsløre morderen.

Efter noget tid bliver hun samlet op af Saeed, og så starter en kamp på liv og død, hvor man helst vil kigge væk, men alligevel ikke kan lade være med at følge dramaet.

Historien er utroligt intenst fortalt med danske Nadim Carlsens mørke og stemningsfulde billeder fra en by uden nåde – kaotiske gader, uhyggeligt smalle gyder, golde hotelværelser, en rå trappeopgang og lejligheden, der på et splitsekund kan forvandle sig fra familiehygge til et klaustrofobisk gerningssted.

Særligt stærkt er et storslået, panoramisk nattebillede af byen, hvor lysene danner et nærmest helligt spindelvæv, der visualiserer morderens øgenavn. Rasmus Winther Jensen bidrager med et slagkraftigt lydunivers, der sammen med Martin Dirkovs elektroniske musik går lige i mellemgulvet.

Den sidste del af filmen er et retssalsdrama, hvor Saeed forsvarer sine seksten mord, mens en menneskemængde demonstrerer for ham uden for retten. I deres øjne er han en sand martyr, som blot har ageret Allahs tro tjener. Og Saeeds unge søn er tilsyneladende klar til at føre farens vanvittigt projekt videre, når han bliver voksen!

Spørgsmålet er, om det patriarkalsk-religiøse retssystem lever op til ens fordomme. Det skal ikke røbes her, men systemkritikken er under alle omstændigheder ikke til at overse.

Opsigtsvækkende sex
Filmen har da også måttet optages i Jordan, og den kvindelige hovedrolleindehaver måtte faktisk forlade Iran, da hun mod sin vilje fik udgivet et sexbånd og blev lagt for had i landet.

Og hvis der overhovedet kunne være nogen tvivl om, at filmen bliver forbudt i Iran, så slår Abbasi søm i kisten med eksplicitte sexscener. En prostitueret giver et blowjob, og morderen har sex med sin kone, mens han kigger på foden af et kvindelig, der ligger i rummet ved siden af.

Den slags billeder skal nok vække opsigt i den muslimske verden, samtidig med at de gør Ali Abbasi til den nye store iranske protestinstruktør, som tør, hvor andre tier (blandt andre jurymedlemmer Asghar Farhadi).

Men hans største bedrift er i virkeligheden filmens socialrealistiske og hjerteskærende begyndelse, hvor han viser hverdagen for en prostitueret, der går fra at putte sit barn til at blive slået af kunder. Hun gør et forsøg på at dække de blå mærker i ansigtet med makeup og tørklæde.

Abbasi sætter et ansigt på seriemorderens ofre og viser den vold, de dagligt er udsat for af misogyne mænd, der får mere eller mindre frit spil af præstestyret til at udleve deres aggressioner.

I Danmark kan vi glæde os over, at vi har fået en verdensstjerne af en auteur, der efter succesen med den politiske troldefabel Grænse nu er trådt op på den helt store scene. Og han har sparket liv i Cannes-festivalen, der indtil nu har været skuffende bovlam.

Trailer: Holy Spider

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for femtende gang Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Directors’ Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 17. til 28. maj.

© Filmmagasinet Ekko