Nyhed
05. juli 2025 | 22:46

Bastarden overhaler Hollywood-hits

Foto: Henrik Ohsted

Med sin internationale stjernestatus er Mads Mikkelsen med til at kaste globalt lys over Nikolaj Arcels Bastarden – en film, der ifølge et amerikansk medie er "en mandefilm, der får tårerne til at trille”.

Det historiske drama Bastarden med Mads Mikkelsen er en succes på streamingtjenesten Paramount+ og overgik i sidste måned blockbuster-giganter som Top Gun: Maverick og Mission: Impossible.

Af Claus Christensen

To år efter premieren lever Nikolaj Arcels storslåede 1700-talsdrama Bastarden i bedste velgående, og det gør den nu på verdensplan.

Den danske film med Mads Mikkelsen i hovedrollen har i juni måned markeret sig som en uventet streamingsucces på den internationale tjeneste Paramount+.

Under sin engelske titel The Promised Land har filmen, siden premieren på tjenesten i juni, konstant ligget blandt de fem mest sete titler, skrev det amerikanske nyhedssite Collider den 25. juni.

Dagen forinden overgik Bastarden fire af de mest indtjenende amerikanske film, der tilsammen har genereret næsten tre milliarder dollars på verdensplan – det svarer til 21 milliarder danske kroner: Top Gun: Maverick, Catch Me If You Can, Terminator: Genisys og Mission: Impossible – Dead Reckoning.

Kun Ridley Scotts Gladiator II formåede at holde sig foran Arcels danske drama. Succesen kommer bag på instruktøren.

”Jeg er faktisk helt blæst bagover af glæde over den her nyhed. Nogen havde lige glemt at fortælle mig, at den pludselig nu er så stor globalt på streaming,” siger Nikolaj Arcel til Filmmagasinet Ekko.

Collider har oplysningerne fra webplatformen Flixpatrol, der overvåger popularitet af film og tv-serier på streamingtjenester. Det fremgår ikke, hvor mange mennesker der har set Arcels film, og i den nyeste måling fra 5. juli har Bastarden ikke kunnet holde sig på top 10.

Maskulin tåretriller
Bastarden er baseret på Ida Jessens roman Kaptajnen og Ann Barbara, inspireret af virkelige begivenheder og historiske personer.

I centrum står den fattige soldat Ludvig Kahlen, der i 1755 ankommer til den jyske hede med kongelig tilladelse til at opdyrke det golde landskab. Hans kamp mod naturen bliver hurtigt til et opgør med den lokale adel – især den hensynsløse godsejer Frederik De Schinkel – og udvikler sig til et voldsomt, personligt og eksistentielt drama.

Noget af filmens streamingtriumf skyldes uden tvivl Mads Mikkelsens globale stjernestatus. Men succesen rækker ud over det. Collider kalder filmen for ”en mandefilm, der får tårerne til at trille” og sammenligner den ligefrem med fængselsdramaet En verden udenfor, som har ligget nummer 1 på IMDb’s brugerstyrede Top 250 siden 2008.

Begge film er blevet skabt på et betydeligt mindre budget end de store Hollywood-blockbusters.

Bastarden er dog ikke selv på IMDb’s top 250, men på Rotten Tomatoes, der samler og sammenligner professionelle anmeldelser, har filmen opnået hele 97 procent positive anmeldelser, mens 95 procent af brugerne vender tommelfingeren opad.

Personlig favoritfilm
Filmen solgte i sin tid 245.579 billetter i de danske biografer – et solidt resultat, men måske lavere end forventet efter den prestigefyldte verdenspremiere i hovedkonkurrencen på Venedig-festivalen.

”Det her er en skøn nyhed, for Bastarden er den personlige favorit af mine film, og den blev set af færre, end jeg havde håbet på i biografen. Så den fandt alligevel et stort publikum, og det er jeg virkelig glad for,” fortæller 52-årige Nikolaj Arcel.

I Danmark ryddede Bastarden nærmest bordet ved Bodil- og Robert-prisuddelingerne i 2024.

Filmen betragtes som et stærkt comeback for 52-årige Nikolaj Arcel, der har haft blandet succes i Hollywood efter den Oscar-nominerede En kongelig affære fra 2012. Hans gennembrudsfilm er den politiske thriller Kongekabale fra 2004.

Trailer: Bastarden

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko