Nyhed
20. apr. 2014 | 10:40 - Opdateret 20. apr. 2014 | 21:16

Bryan Singer anklaget for sexmisbrug

Foto | uoplyst
Bryan Singer, der 22. maj har premiere på sin nye X-Men-film, har aflyst to offentlige optrædener efter at være blevet anklaget for sexmisbrug. Her ses han under optagelserne af Superman Returns fra 2006.

Sagsøgeren Michael Egan får taletid i en Oscar-nomineret instruktørs kommende dokumentar om sexmisbrug i Hollywood.

Af Jesper Olsen

Den voldtægtsanklagede X-Men-instruktør Bryan Singer bliver hængt til tørre i en kommende dokumentar om sexmisbrug i Hollywood af Amy Berg. Det skriver branchebladet Variety.

Dokumentaristen Amy Berg blev Oscar-nomineret i 2007 for Deliver Us from Evil, en dokumentar om seksuelt misbrug i den katolske kirke.

I hendes nye film vil Singers sagsøger, den 31-årige Michael Egan, fortælle historien om, hvordan han angivelig blev voldtaget af den anerkendte instruktør i slutningen af 90’erne – fra han var femten til sytten år.

Michael Egan fremsatte sine beskyldninger tidligere på ugen, da han sagsøgte Bryan Singer for at have udnyttet sin ”magt, rigdom og status i underholdningsindustrien til at begå seksuelt overgreb og udnytte den mindreårige sagsøger ved brug af alkohol, stoffer, trusler og andre lokkemidler med katastrofale psykologiske og emotionelle mén til følge”, som det fremgår af anklageskriftet.

Medlem af Hollywood-sexring
Samme anklageskrift beskriver en ”smudsig sexring” bestående af Singer og andre voksne mænd med lignende status i Hollywood, som gentagne gange udnyttede unge drenge ved dekadente Hollywood-fester.

Michael Egan forsøgte i 90’erne at slå igennem som skuespiller og blev introduceret til online-initiativet Digital Entertainment Network, hvis daværende bestyrelsesformand Marc Collins-Rector i dag er dømt sexforbryder.

Egan blev tilknyttet en af netværkets onlineserier og modtog omkring 8.000 kroner ugentligt. I tillæg hertil modtog han omkring 3.000 kroner ugentligt fra skiftende konti, som ikke var løn for det arbejde, han udførte. Det var derimod ifølge Egan honorar for at have sex med folkene bag Digital Entertainment Network.

Truet med pistol
Bryan Singer var en af investorerne bag selskabet, og anklageskriftet beskriver, hvordan disse investorer havde samleje med de ansatte teenagedrenge til selskabets ”berygtede” fester. Her blev de mindreårige drenge presset til at indtage stoffer og alkohol.

Ifølge Michael Egan var det alment kendt blandt mænd i Hollywood, hvad der foregik til festerne.

Egan fik fortalt, at festgæsterne ”styrede Hollywood og ville smadre hans håb og drømme om en skuespillerkarriere, hvis han ikke gjorde dem glade”. Han fik også at vide, at folkene bag Digital Entertainment Network aflyttede hans telefon og ville ”eliminere” ham og hans familie, hvis han sladrede.

Bryan Singer skal have været til stede, da disse trusler blev afgivet – og sågar fremført flere af dem.

Egan havde ved festerne angiveligt seksuel omgang med flere voksne mænd fra Hollywood-miljøet. Når han modsatte sig, blev han sommetider holdt fysisk nede af Marc Collins-Rector, som også ved en enkelt lejlighed truede Egan med en pistol.

Søger erstatning
Anklageskriftet rummer en detaljeret beskrivelse af, hvordan Collins-Rector og Bryan Singer ”deltes om” Egan i en jacuzzi, og hvordan Singer både lokkede og tvang Egan til oral- og analsex med løfter om en attraktiv filmrolle og ved at holde hans hoved under vand.

Noget lignende gentog sig angivelig mange gange med flere tilfælde af anal voldtægt. Engang stak Singer en håndfuld kokain op mod Egans næse og tvang ham til at indsnuse, fordi han var vred over, at Egan havde gået en tur og dermed ikke været ”tilgængelig” for Singer.

Michael Egan forlanger et beløb på mindst 400.000 danske kroner for de gentagne tilfælde af seksuelt misbrug og for de psykologiske ar, de har forvoldt.

”Jeg blev voldtaget adskillige gange af adskillige mennesker. Man var som et stykke kød for de mennesker,” fortalte Egan på et pressemøde dagen efter, at sagen var kommet i offentlighedens søgelys.

Truer med modsøgsmål
Bryan Singers advokat Marty Singer har på det bestemteste afvist anklagerne og agter at svare igen med en injuriesag.

”Anklagerne fremført mod Bryan Singer er komplet fabrikerede. Vi er overbevist om, at Bryan bliver renset i denne absurde og ærekrænkende sag,” siger hun ifølge Variety.

”Sagen handler tydeligvis kun om, at en advokat forsøger at få sine femten minutters berømmelse ved at lancere sagen få uger før, Bryans nye film (X-Men: Days of Future Past) får premiere.”

Marty Singer tilføjede lørdag over for Associated Press, at kreditkortnota og telefonoptegnelser beviser, at instruktøren befandt sig i Toronto under arbejdet på den første X-Men-film fra august til oktober 1999, hvor han ifølge anklageskriftet skulle have voldtaget Michael Egan flere gange på Hawaii.

Alligevel har 48-årige Bryan Singer valgt at blive væk fra to planlagte offentlige optrædener de kommende dage, mens sagen buldrer derudad.

En tidligere anklage
Singer, der ikke lægger skjul på, at han er homoseksuel, brød igennem med The Usual Suspects i 1995. Han har siden instrueret blockbustere som X-Men, X-Men 2, Superman Returns og Operation Valkyrie.

I 1997 hævdede en fjortenårig statist på Singers anden film, Den gode elev, at han og to andre mindreårige drenge fik besked på at optræde nøgne i forbindelse med en scene i et omklædningsrum. Men sagen blev droppet på grund af utilstrækkeligt bevismateriale.

Michael Egans mor meldte det påståede seksuelle misbrug til politiet, da han var sytten år. Men der kom aldrig en sag ud af det, og dengang blev Bryan Singer slet ikke nævnt. Egans advokat Jeff Herman ved ikke, hvorfor Egan udelod Singers navn dengang, men han forventer at åbne sager mod flere gerningsmænd inden for den næste uges tid.

Den første høring i sagen er blevet fastsat til den 21. juli i Honolulu.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko