Nyhed
18. dec. 2019 | 14:28

Danica Curcic i dansk Netflix-serie

Foto | Tine Harden
I den danske Netflix-serie Equinox skal Danica Curcic spille en kvinde, der er traumatiseret af sin søsters forsvinden ti år tidligere.

Skuespilleren har hovedrollen i Netflix’ næste danske serie Equinox, som netop er gået i gang med optagelserne og produceres af DR’s tidligere dramachef.

Af Claus Nygaard Petersen

Netflix fortsætter kampen for global dominans ved at producere serier og film med lokal forankring.

The Rain var den første dansksprogede serie lavet direkte til streamingtjenesten, og Adam Prices stort anlagte fantasy-ungdomsdrama, norske Ragnarok, har premiere 31. januar 2020.

Nyeste skud på stammen bliver thriller-serien Equinox, der netop har startet optagelserne. Danica Curcic har hovedrollen som Astrid, der er traumatiseret af sin søsters forsvinden ti år tidligere.

Seriens seks afsnit instrueres af Søren Balle, som tidligere har lavet Klumpfisken, afsnit af DR-krimien Bedrag og Ekko Shortlist-perlen Tomatprincippet.

Forlægget er Tea Lindeburgs populære podcast Equinox 1985, og Lindeburg er selv manuskriptforfatter på serien. Ud over Danica Curcic medvirker Lars Brygmann, Fanny Leander Bornedal og Alexandre Willaume samt Viola Martinsen som den unge Astrid.

”Vi føler os meget heldige med denne talentfulde gruppe af skuespillere. Det er så spændende at se denne historie, som har været med mig så længe, komme til live på sådan en smuk måde,” siger Tea Lindeburg.

Rystende sandhed
I Equinox forsvinder Astrids søster sporløst i 1999 sammen med hele sin skoleklasse. Serien springer frem til 2020, hvor den voksne Astrid genkender en mand som en af de forsvundne.

Derfor sætter hun sig for at finde ud af, hvad der skete dengang, og hvordan en bus fuld af studenter kunne forsvinde som dug for solen. Sandheden viser sig at være mere grum og rystende, end hun har fantasi til.

Serien produceres af Dorthe Riis Lauridsen fra DR’s tidligere dramachef Piv Bernths selskab Apple Tree Productions.

Tidligere har Netflix selv udtalt sig i meget positive vendinger om det kommende projekt og fremhæver netop det vigtige i at have en historie med lokal forankring.

”Vi er meget begejstrede for denne nye serie, hvor en lokal, succesfuld historie kommer i hænderne på en anmelderrost, dansk producer. Det er også meget inspirerende at arbejde med et narrativ, der faktisk kommer fra et utraditionelt format som en podcast. Vi er sikre på, at alt dette vil resultere i en serie, der bliver lige så betagende som den originale historie,” siger Tesha Crawford, Netflix-direktør for originale serier i Norden og Benelux-landene.

Hvornår Equinox får premiere, er endnu ikke meldt ud.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko