Nyhed
21. aug. 2018 | 23:54

Danny Boyle dropper James Bond

Foto | Jonathan Olley
James Bond har øjnene stift rettet mod skurkene i Spectre, men nu må Daniel Craig indstille sigtekornet i jagten på en ny instruktør til den næste Bond-film.

Den Oscar-vindende instruktør har trukket sig fra den kommende Bond-film på grund af kreative uoverensstemmelser.

Af Nicki Bruun

Det vakte spændt glæde, da engelske Danny Boyle blev annonceret som instruktør af den kommende 25. film om 007-agenten James Bond.

Med vidt forskellige film som Trainspotting, Slumdog Millionaire og 28 dage senere ville den Oscar-vindende instruktør uden tvivl komme med noget nyt til den populære franchise.

Men pludseligt og uden nærmere forklaring udtaler producerne Michael G. Wilson og Barbara Broccoli samt Bond-skuespilleren Daniel Craig på filmens officielle Twitter-konto: ”Danny Boyle har på grund af kreative uoverensstemmelser besluttet ikke instruere Bond 25.”

Ifølge branchemagasinet Variety var Danny Boyle sammen med produktionsselskabet Eon Productions i gang med at finde skuespillere til rollen som den nye Bond-pige og filmens skurk.

Produktion har været planlagt til at starte i december, og filmens premiere er i skrivende stund efteråret 2019 i England og USA. Det vides endnu ikke, om den plan nu må ændres.

En tung arv
Med den overraskende nyhed om Danny Boyles exit fra den næste Bond-film kan jagten på en ny instruktør begynde forfra.

Inden Boyle blev hyret var der store spekulationer om, hvem der skulle overtage hvervet fra Sam Mendes, som med Spectre fra 2015 og Skyfall fra 2012 har instrueret de to mest indbringende film i serien, der startede med Dr. No i 1962.

Med i opløbet på det tidspunkt var ifølge kilder canadiske Denis Villeneuve, som i mellemtiden har lavet Blade Runner 2049 og nu er på et tidligt stadie i arbejdet med en filmatisering af romanen Dune.

Også David Mackenzie og Yann Demange blev nævnt som kandidater. De er kendt for henholdsvis Hell or High Water og Bag fjendens linjer, men producenterne var i sin tid ude efter mere etablerede navne.

Et sjovt bud med danske øjne er Susanne Bier, som i det engelske har markeret sig med spionserien Natportieren.

Om det bliver nogle af de instruktører eller en helt femte, der skal overtage Bond-tøjlerne, må fremtiden vise.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko