Dansk film leverer flotte tal for 2025
Ternet Ninja 3 er årets største biografhit og har solgt mere end dobbelt så mange billetter som sidste års danske topsællert: alderskomedien Rom.
Længe er der blevet talt om krisen i dansk film. Temaet i Ekko #95 var dedikeret til emnet, og det er da også stadig en hård tid for de danske produktionsselskaber med dalende efterspørgsel på streamingproduktioner
For nylig meldte Apple Tree Productions ud, at de lukker og slukker efter 2026.
Derfor luner det, når der her op til jul kommer en vaskeægte solstrålehistorie. Ifølge det Danske Filminstituttet har danske spillefilm haft et forrygende år i biograferne.
Efter et ganske svagt 2024 er der i år udkommet hele 32 danske spillefilm – lige så mange som i det rekordsættende 2005 og betydeligt flere end de kun tyve spillefilm i 2024.
Per 10. december (med 21 dage tilbage af året) er der solgt 3,7 millioner billetter til danskproducerede film, hvilket er 68 procent flere end i 2024 og det højeste i ti år.
Det betyder en aktuel markedsandel for dansk film på 40 procent. Ikke lige så højt som under corona, hvor der var meget få store amerikanske film at konkurrere med, men meget højere end sidste års 24 procent og endda højere end Frankriga 35 procent. Det gamle filmland er ellers kendt for at have Europas største lokale markedsandel.
Årets endelige danske markedsandel må dog forventes at falde, når blockbusteren Avatar: Fire and Ash får premiere den 17. december. Så det er smart af Filminstituttet af offentliggøre årets billetsalg nu i stedet for at vente til januar, som de gjorde sidste år.
I øjeblikket er seks ud af årets ti bedst sælgende film danske, men ved årets udgang må det forventes kun at være fem.
To film trækker læsset
Ikke desto mindre kommer dansk uden tvivl til at leve op til filmaftalen 2024-2027. Her står, at danske film skal have en markedsandel på mindst 29 procent, ligesom de ti bedste sælgende danske film i gennemsnit skal sælge mindst 250.000 billetter.
Det lykkedes langt fra i 2024, men i år er man nået i mål. Ifølge Ekkos udregninger har de ti største succeser i gennemsnit solgt næsten 317.000 billetter pr. 15. december.
De fremragende salgstal skyldes især to film, som trækker læsset i billetregnskabet. Ingen udenlandske film er i nærheden af at matche deres salg i danske biografer.
Ternet Ninja 3 er ganske vist ikke endnu kommet op på samme astronomiske tal som forgængerne, men med 775.653 solgte i billetter i skrivende stund er den stadig årets største biografhit. Den har solgt mere end dobbelt så mange billetter som sidste års danske topsællert: alderskomedien Rom.
Årets andet store hit er Den sidste viking med 707.678 billetter. I Ekko #99 kigger vi nærmere på Anders Thomas Jensens særlige publikumstæft, og her fremgår det, at hans bedst sælgende film nogensinde er Den skaldede frisør (2012), som han kun skrev manuskript til, mens Susanne Bier instruerede. Men nu den blevet overgået af Den sidste viking.
Børnefilmene vender tilbage
Filminstituttet fremhæver også, at det har været et godt år for dansk børne- og ungdomsfilm efter flere år med voldsom tørke på området.
I sidste uge havde Mira premiere, og tidligere på året fik vi blandt andet Honey, Lotte & Totte – Min første ven, Mugge & Super Happy, Børnene fra Sølvgade tager kampen op og selvfølgelig Ternet Ninja 3.
I kategorien tælles også ungdomsfilm som Sauna og Se gennem Aske med. I alt har disse film foreløbigt solgt 1,2 millioner billetter. Det er det stærkeste år for danske børne- og ungdomsfilm siden 2018, skriver Filminstituttet.
Bedste sælgende film i danske biografer i 2025 pr. 10. december
1. Ternet Ninja 3 – 774.977 billetter
2. Den sidste viking – 702.045 billetter
3. A Minecraft Movie – 385.595 billetter
4. Under stjernerne på himlen – 363.788 billetter
5. Rejseholdet – det første mord – 331.434 billetter
6. Bridget Jones: Vild med ham – 269.945 billetter
7. Pigen med nålen – 236.308 billetter
8. Det nye år – 229.063 billetter
9. Lilo & Stitch – 220.023 billetter
10. Jurassic World: Rebirth – 200.093 billetter


Kommentarer