Nyhed
12. juli 2012 | 00:13

Dansk tv-serie genindspilles i USA

Foto | uoplyst
Den som dræber

Selvom TV 2’s krimiserie Den som dræber ikke slog an i Danmark, bliver serien nu lavet i en amerikansk version.

Af Mads Suldrup

For meget vold, for meget blod og så meget mumleri fra skuespillerne, at man ikke kan forstå, hvad de siger.

De danske tv-seere havde masser af kritikpunkter efter premieren på TV 2’s krimiserie Den som dræber, der har Laura Bach og Jakob Cedergren i hovedrollerne og handler om en specialenhed hos Københavns Politi.

I løbet af første sæson faldt seertallet så kraftigt, at TV 2 besluttede sig for at lægge den storstilede krimisatsning i graven.

Den som dræber har dog efterfølgende oplevet moderat succes i blandt andet Tyskland og Sverige. Og nu får serien en amerikansk tvillingebror, skriver Deadline Hollywood.

Forfatter bag kultserier
Those Who Kill er navnet er på den amerikanske genindspilning af serien, som produceres af tv-stationen A&E.

Foreløbig er blot planlagt et enkelt afsnit – en såkaldt pilot – men hvis det falder i publikums smag, bliver en hel sæson produceret.

Forfatteren bag Those Who Kill er Glen Morgan, som har været forfatter på kultserierne 21 Jump Street og Strengt fortroligt.

Den som dræber
er ikke den første danske tv-serie, som bliver oversat til amerikansk.

I 2011 blev DR’s successerie Forbrydelsen oversat til den Golden Globe-nominerede The Killing, mens en genindspilning af BorgenGovernment – ligeledes er under opsejling.

Det er endnu uvist, hvornår Those Who Kill får premiere.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko