Nyhed
09. juni 2026 | 14:27

Danske debutanter indtager Biografklub Danmark

Foto | Per Arnesen

Emma Sehested Høeg spiller hovedrollen i broren William Sehested Høegs debutspillefilm Drengestreger, der inkluderer flere af folkene bag hans Ekko Shortlist Awards-vinder, Sammen er du mere. 

Ekko Shortlist-instruktørerne William Sehested-Høeg, Mads Mengel og Amalie Næsby Fick er en del af den populære biografklubs mest danske program i flere år.

Af Frederik Hoff

Folkene bag Biografklub Danmark kobler sig for alvor på den nye generations gennembrud, især anført af Zinnini Elkingtons Bodil- og Robert-vinder Det andet offer. I den kommende sæsons program er der flere danske debutanter med.

Biografklubben, der giver halv pris på ti udvalgte film per sæson, har i omegnen af 240.000 abonnenter. Så filmene er typisk garanteret et pænt billetsalg, selv om indtægterne skæres ned af rabatten.

Seks ud af ti film er i år danske, hvilket er den højeste andel siden sæsonen 2021/2022, og flere af instruktørerne er kendt fra Ekko Shortlist.

Spillefilmdebutanten William Sehested Høegs Drengestreger har premiere den 15. april. Afgangsfilm fra Den Danske Filmskole Sammen er du mere høstede hele ni nomineringer til Ekko Shortlist Awards og vandt blandt andet hovedprisen Shortlist Prisen.

Ligesom kortfilmen har instruktøren lavet Drengestreger med manuskriptforfatter Oscar Dyekjær Giese, produceren Sofie Vendelbo Bergstein og søsteren Emma Sehested Høeg i hovedrollen.

Hos Biografklub Danmark beskrives den som et gribende drama om, hvad der sker blandt forældre, når børn mistrives. Til Ekko har han tidligere sagt, at filmen ville fortsætte i samme sortkomiske rille som kortfilmen.

”Hvis jeg beskrev det, ville det ikke lyde sjovt, men det bliver det!” sagde han i juni 2024, da han stadig udviklede på filmen. Tiden vil vise, hvordan balancen bliver mellem grin og gråd.

Også Mads Mengel er på programmet med sin debutfilm Gæsten, som har premiere 17. juni næste år og forinden vises på den tjekkiske festival Karlovy Vary 5. juli i år.

Instruktøren har før imponeret på Ekko Shortlist med Forestillingen om Juliane, og spillefilmen har Trine Dyrholm og Simon Bennebjerg i hovedrollerne som mor og søn, der forsøger at nå hinanden.

De gode mødre
Amalie Næsby Fick har i sin tid brilleret med Ekko Shortlist-animationsfilmen Ztriwer, der er den syvende mest populære film ud af mere end 1950 film på tjenesten.

Siden lavede hun Netflix-serien Skruk – som blev den mest populære film eller serie på internationale streamingtjenester i Ekkos undersøgelse fra 2024 – og animationsfilmen Lille Allan – den menneskelige antenne.

Nu er hun valgt til Biografklub Danmark med sin første live action-spillefilm. Den intense Dobbeltfejl har premiere 24. september med Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl som forældre, der går meget langt for deres børns skyld.

Genz og el-Toukhy
Sæsonen 2026-2027 indledes også med en dansk film: Hella Joofs romantiske komedie Nøjsomheden, som har premiere 27. august. For nylig kom der trailer til filmen, som med en let tone forholder sig til kærlighed på tværs af klasseskel.

7. januar har Henrik Ruben Genz (Frygtelig lykkelig, Bamse) premiere på familiedramaet Hvad stiller vi op med far? Bodil Jørgensen, Maria Rossing og Rikke Bilde spiller søstre, som står over for et svært valgt, da deres far (Peter Schrøder) ikke længere kan klare sig selv. 

Sidste danske film er May el-Toukhys Kvinde ukendt, som har premiere den 4. februar.

Instruktøren bag Dronningen er initiativtager til Dogme25-bølgen. Men før hun går i gang med sin egen dogmefilm, smider hun lige et ”stærkt og raffineret psykologisk kvindeportræt fra efterkrigstiden”, som Biografklub Danmark beskriver det.

I Kvinde, ukendt spiller endnu en Ekko Shortlist-vinder, Mathilde Arcel, hovedrollen som en ung kvinde, der skal giftes med en ældre enkemand (Carsten Bjørnlund).

Irsk mester tilbage
Selvfølgelig er der også udenlandske film på menuen.

Måske særligt spændende er den Oscar-vindende irske mester Martin McDonaghs nye film efter markante værker som In Bruges, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri og Banshees of Inisherin.

I hans amerikanske Wild Horse Nine, som kommer 26. november i år, samles blandt andre John Malkovich, Sam Rockwell, Steve Buscemi og Tom Waits i en mørk komedie om CIA-agenter i 70’erne.

Jane Austen-fans kan glæde sig til 22. oktober og endnu en filmatisering af klassikeren Fornuft og følelse. Denne gangmed Georgia Oakley ved roret og Daisy Edgar-Jones og Esmé Creed-Miles i hovedrollerne.

Lidt fransk skal der også være, så 11. marts 2027 kommer sorgfilmen Vand til blomster. Den er instrueret af ingen ringere end Jean-Pierre Jeunet, kendt for sin finurlige blanding af eventyr og det excentriske i succeserne Delicatessen fra 1991 og Den fabelagtige Amélie fra Montmartre fra 2001.

Der har været stille omkring ham i de senere år, men man kan kun krydse fingre for, at den 72-årige instruktør vender tilbage med samme opfindsomhed og format som tidligere.

Til sidst er der 20. maj 2027 premiere på tyrkisk-tyske Fatih Akins coming og age-fortælling fra Anden Verdenskrig, Amrum.

Sæson 2026/2027

Nøjsomheden, Hella Joof (27. august 2026)

Dobbeltfejl, Amalie Næsby Fick (24. september 2026)

Fornuft og følelse, Georgia Oakley (22. oktober 2026)

Wild Horse Nine, Martin McDonagh (26. November 2026)

Hvad stiller vi op med far?, Henrik Ruben Genz (7. januar 2027)

Kvinde, ukendt, May el-Toukhy (4. februar 2027)

Vand til blomster, Jean-Pierre Jeunet (11. marts 2027)

Drengestreger, William Sehested Høeg (15. april 2027)

Amrum, Fatih Akin (20. maj 2027)

Gæsten, Mads Mengel (17. juni 2027)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko