”Der findes ingen punk i Sverige”

Jeg møder Ola Rapace på det efter skandinaviske forhold mondæne hotel Scandic Haymarket i Stockholm, men dér starter og slutter det pæne og fornemme.

Der skal nemlig kun ét spørgsmål til, før Rapace – som spiller en mand på flugt fra sig selv og fortiden i den kommende C More-krimiserie Farang – giver mere af sig selv, end de fleste skuespillere synes, godt er.

Jeg vil egentlig bare høre, hvordan man forbereder sig til at spille en mand på flugt.

”Det faldt mig meget naturligt, for jeg har været på flugt hele mit liv,” fortæller den 45-årige svensker med langsomme, velovervejede ord.

”Jeg har en flugtmentalitet, som jeg prøver at arbejde med og forbedre. Det handler ganske enkelt om at tage mere ansvar, men når man føler sig presset, er det nemmere at flygte end at tage ansvar. Det er derfor, at jobbet som skuespiller passer mig så godt – for jeg kan lide at flygte. Så det er godt, at man kan bruge den destruktive adfærd til noget kreativt i arbejdet.”

Panikfølelse
I Farang, der har premiere på C More den 9. marts, spiller Ola Rapace den midaldrende Rickard, der har gemt sig under den thailandske sol efter at være flygtet fra et kriminelt liv i Sverige.

Her lever han et øjensynligt sorgløst liv. Men da hans teenagedatter en dag pludselig opsøger ham efter ti år, sparker det gang i nye refleksioner i Rickard, der ikke har levet op til sit ansvar som far.

Ola Rapace har to børn i teenagealderen og kan sagtens identificere sig med Rickard.

”Jeg følte, at jeg forstod den her gut, som jeg spiller – hans motiver og drivkraft, at han har lukket ned for sine følelser. Så det handlede om at lade ham være en dårlig far, for i svensk dramatik er forældre altid så pæne og lykkelige,” fortæller Rapace og fortsætter:

”Men ham her er kynisk og har givet op, så han kan ikke pludselig blive en hyggefar. Og udviklingen er jo, at han i mødet med datteren bliver tvunget til at åbne sig. Det er en panikfølelse, som gør ondt, når man har været lukket så længe. Så bliver man bange.”

Sverige er firkantet
Ola Rapace har mest arbejdet i svenske film og serier som Wallander, men danskere vil nok genkende ham som kæresten til Charlotte Muncks politikvinde i tv-serien Anna Pihl, der blev vist på TV 2 fra 2006 til 2008.

Senest kunne Rapace ses i danske biografer som det svenske charmørsvin Sebastian, der leger med Mille Lehfeldt hjerte i May el-Toukhys Lang historie kort.

Men Ola Rapace har også medvirket i Bond-filmen Skyfall og spiller titelrollen i den franske sci-fi-thriller Arès – han boede i Frankrig i adskillige år og taler flydende fransk. Så han har oplevet filmindustrien fra mange forskellige vinkler.

Og han er ikke tilfreds med den svenske.

”For at jeg gider arbejde i Sverige, skal der være et slags opgør med den svenske mentalitet. Det er stadig meget firkantet, hvad man må sige og tænke i Sverige, og kunst går jo ud på at bryde censur. Det skader svensk film, at alt er så u-punket – der findes ingen punk,” siger Ola Rapace med et grin.

”Alle synes det samme, og der er kun ét syn på livet. Det er klaustrofobisk, for sådan er verden jo ikke. Der er lige så mange opfattelser af livet, som der er mennesker, og man skal tillade sig selv at undersøge alle vinklerne, når man laver kunst. Når man arbejder i Sverige, skylder man at udfordre konsensus.”

Plads til excentrikere
Ola Rapace – som først hed Ola Norell og senere med ekskonen Noomi fandt på det nye efternavn – slog igennem i Lukas Moodyssons hudflettende drama om livet i et kollektiv, Tilsammans fra 2000.

Men for nogle år siden var han så træt af tilstanden i svensk film, at han overvejede at stoppe som skuespiller. I stedet tog han til Frankrig og lavede tre spillefilm og en tv-serie. Mødet med en anderledes filmkultur gav ham gnisten tilbage.

”I Frankrig og til dels i Danmark hylder man jo stadig excentrikerne. Der findes mange filmskabere i Frankrig, som aldrig ville få en chance i Sverige, fordi de for eksempel er tossede eller tager stoffer. Men i Frankrig ser folk op til dem. Det indebærer, at mange gør som de vil, og skider på, hvad folk synes,” siger Ola Rapace og fortsætter:

”Det er befriende, for i Sverige er det oftest sådan, at man skriver noget og ser, hvad folk synes. Hvis nogle ikke bryder sig om det, fjerner man det igen og starter forfra. Så kan man tænke: ’Hvad fanden skal vi overhovedet med kunsten, hvis vi skal sige undskyld og ændre hele tiden?’”

Derfor er han også glad for at have optaget Farang i Thailand, hvor de kunne få mere vildskab ind i den skandinaviske seriemodel.

”Man mærkede en konflikt mellem det thailandske filmhold og det svenske. For thailænderne havde den her rock’n’roll-attitude, hvor de bare arbejdede og var ligeglade med klokken – og heller ikke tænkte meget på sikkerheden. Imens stod svenskerne og ville have en kaffepause. Så der er lidt et sammenstød mellem to verdener. Men jeg synes, at vi fik skabt et set, som var mere punket end på svenske produktioner.”

Tingene har dog ændret sig til det bedre i den svenske filmindustri, mener Ola Rapace.

”Efter at være vendt tilbage kan jeg mærke, at der er sket lidt i branchen. Der er mere mod blandt producenter til at lave noget med kant, hvor det før i tiden handlede om bare at lave det, som flokken ville have. Men eftersom udbuddet er så enormt nu, skal man have mere kant for at slå igennem.”

Gode hierarkier
Ola Rapace var fra 2001 til 2011 gift med Noomi Rapace, der slog igennem som Lisbeth Salander i Millennium-trilogien og nu er i gang med at blive en Hollywood-stjerne i de nye Alien-film.

Selv om Ola Rapace havde en fantastisk oplevelse med at medvirke i Sam Mendes’ storfilm Skyfall fra 2012, beskriver han det som mere action-håndværk end skuespil. Og han er mest interesseret i sidstnævnte, hvad end det foregår i Sverige, Danmark eller Frankrig.

Han kunne dog godt tænke sig at få noget af den franske struktur ind i den hyggelige, nordiske filmbranche.

”Både i Danmark og Sverige er hierarkierne ret flade. I Frankrig derimod har instruktøren og hovedrollen meget højere status, og hvem som helst må ikke snakke med hovedrollen. Det er skønt, at alle kan snakke med alle her i Norden, men når man arbejder hierarkisk, skaber det en koncentration, som er spændende,” fortæller Ola Rapace.

”Når instruktøren og hovedrollen er en større autoritet, giver det en interessant dynamik. Jeg så gerne, at man kunne finde et slags hierarki i selve arbejdssituationen, som man så igen kunne give slip på i kafferummet, hvor alle er venner. Men på settet er det godt, når alles holdninger ikke er lige vigtige. Men det er vildt provokerende at sige den slags i Sverige.”