Nyhed
18. feb. 2026 | 11:59 - Opdateret 18. feb. 2026 | 13:32

DR tager afsked med topchefer

Foto | Agnete Schlichtkrull

Efter syv år som DR-direktør for Kultur, Børn og Unge skal Henrik Bo Nielsen søge nye udfordringer. ”Med to skolesøgende børn er det ikke tid at hænge ud på gadehjørner og fordrive tiden med ingenting,” skriver han på Linkedin.

DR indfører nye principper for organisering og fyrer to direktører, heriblandt Henrik Bo Nielsen, der kom til DR efter ti år som Danmarks mest magtfulde filmmand.

Af Kevin Lundgreen Frederiksen og Claus Christensen

Som led i DR’s strategiske arbejde frem mod 2030 omlægger mediemastodonten nu sin øverste ledelse. Det betyder, at tre direktørstillinger nedlægges den 1. marts. Til gengæld oprettes en ny stilling som indholdsdirektør, der får det samlede ansvar for stationens indhold. 

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Ifølge DR’s generaldirektør Bjarne Corydon får omlægningen den konsekvens, at Henrik Bo Nielsen, direktør for Kultur, Børn og Unge, og Lasse Bastkjær Jensen, direktør for DR Publicering og Brugere, fratræder deres nuværende stillinger. 

”Den nye omlægning af direktionen har desværre bevirket, at vi må sige farvel til Henrik Bo Nielsen og Lasse Bastkjær Jensen. De har begge ydet en flot indsats for det stærke public service-tilbud, vi har i dag til danskerne,” udtaler Bjarne Corydon. 

”Jeg vil gerne takke dem for deres store arbejde, deres professionalisme og bidrag til, at DR i dag når flere end ni ud af ti danskere med godt public service-indhold,” siger Bjarne Corydon.

Derudover bliver stillingen som nyhedsdirektør, der tidligere var besat af Sandy French, nedlagt. DR indledte processen med at finde en ny til at besætte rollen i november, men nu bliver stillingen i stedet nedlagt.

Etablering af chefredaktion
Samtidig vil DR per den 1. marts indføre en ny styringsmodel for organisationen. Der vil blive nye udvalg – indhold, teknologi & produktion samt økonomi & ressourcer – og dertil vil der også blive tilføjet en såkaldt chefredaktion. 

Chefredaktionen kommer ifølge pressemeddelelsen til at være et forum for løbende drøftelser og evaluering af dækningen på tværs af DR’s indholdstilbud. Her menes der DR’s overordnede redaktionelle linje og tilgangen til aktuelle dagsordener samt indholdsmæssige balancer. Denne redaktion kommer til at have Bjarne Corydon som formand. 

Reorganiseringen har fået den overordnede titel ”Forskellige sammen” og bygger på tre bærende principper: et samlet DR med en fælles mission, handlekraft og smidighed og beslutninger med samfund og danskerne i fokus på et faktabaseret grundlag, som det så flot lyder.

Blandet tid i filmbranchen
Mest kendt i Ekkos verden er Henrik Bo Nielsen. Han var administrerende direktør for Det Danske Filminstitut fra 2007 til 2017, hvor han fratrådte stillingen. 

Han kom oprindeligt fra posten som administrerende direktør på Information og havde kun begrænset erfaring med filmbranchen, men overraskede mange ved hurtigt at sætte sig ind i området. 

Inden han blev ansat på DR i 2019, stod han i spidsen for museumskoncernen ROMU. På Filminstituttet overtog vicedirektør Claus Ladegaard hans stilling, og flere undrede sig over, hvad Henrik Bo Nielsen egentlig havde lavet på instituttet.

Men så kom skandalen om Filmtaget – en sag, der næppe var løbet løbsk, hvis den administratoragtige og principfaste Henrik Bo Nielsen stadig havde siddet for bordenden.

Nedlæggelse af filmkritikken
Perioden hos DR har heller ikke været uden torne for Henrik Bo Nielsen. Han har blandt andet fået til opgave at håndtere sagen om seksuelle krænkelser i DR Pigekoret og stå som den, der offentligt måtte tage ordet.

Også fyringen af radioværten Mads Aagaard Danielsen – en sag, hvor DR havde negligeret flere klager – skulle han forklare udadtil.

Og han fik filmbranchen på nakken, da han fyrede DR’s filmanmeldere og i realiteten nedlagde filmkritikken på landets førende medie. 

DR’s mangeårige anmelder Per Juul Carlsen satte spørgsmålstegn ved prioriteringerne på kulturområdet. I et interview med Ekko, I behandler mig som lort!, kritiserede han tilstanden i DR og mange danske mediers stedmoderlige tilgang til filmstoffet. 

Han var her særligt kritisk over for Henrik Bo Nielsen og sagde, at direktøren aldrig var kommet med en vision på kulturens vegne. 

”Omkring nedlukningen af mine anmeldelser gik jeg faktisk til ham i forventning om, at han som kulturdirektør ville sige, at når nu alle andre skærer ned, må vi gøre noget. I stedet tyder det på, at jeg underskrev min dødsdom i den situation,” sagde Per Juul Carlsen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko