Nyhed
29. apr. 2007 | 13:49

Overraskende valg af filmdirektør

Med Henrik Bo Nielsen sidder der nu administratorer eller personer med dokumentarbaggrund på de mest centrale stillinger på Filminstituttet.
Af Claus Christensen

Hvem skal være Direktøren For Det Hele? Det spørgsmål er ofte blevet stillet i de seneste måneder. I fredags fik vi svaret, som har affødt et nyt spørgsmål: Hvem er Henrik Bo Nielsen?

Filminstituttets bestyrelse med Morten Hesseldahl som formand har nemlig til den mest magtfulde stilling i dansk film valgt at ansætte et — i filmsammenhæng —ubeskrevet blad.

46-årige Henrik Bo Nielsen har været tilknyttet dagbladet Information siden 1991. Hvis navnet stadig ikke siger Dem noget, så er forklaringen, at Nielsen primært har arbejdet i kulissen med økonomi og organisation. Som administrerende direktør har han været med til at omlægge den langhårede avis til et mere moderne blad i tabloidformat — og hovedkvarteret i St. Kongensgade 40 til et flermedialt mediehus, der blandt meget andet omfatter udgivelsen af kulturmagasinet Lettre International.

Hverken tør eller nørd
Ud over et venskab med instruktøren Jørgen Leth og en bestyrelsespost i Lasse Jensens lille produktionsselskab, Jensen & Kompagni A/S, har Henrik Bo Nielsen ikke haft nogen berøring med filmbranchen.

Han betegnes som en dygtig lobbyist, der har formået at skaffe støttekroner til de små dagblade — en evne, han uden tvivl får brug for, når han fra august bliver administrerende direktør på Det Danske Filminstitut. Alligevel kommer valget som en overraskelse for alle — undtagen hovedpersonen selv:

"I den diskussion, der har været om direktørstillingen i dagspressen, er man blevet præsenteret for to løsninger. Enten en filmnørd, der har været i branchen i tyve år og er i lommen på alle de forkerte mennesker. Eller en tør og kedelig bogholder, der intet ved om film, og som er i lommen på kulturministeren," siger Henrik Bo Nielsen til sin egen avis, Information, og tilføjer: "Jeg har ikke kunnet genkende mig selv i nogle af de beskrivelser, og jeg håber, at jeg kan tilbyde en tredje vej."

Ansøgere til stillingen blev opfordret til at skrive et visionsoplæg, men hvad der stod i Henrik Bo Nielsens, vil han vente med at afsløre.

Mindre topstyret
At Filminstituttet som arbejdsplads vil undergå en stor forandring, er der dog næppe tvivl om. Den lyse og udadvendte Henrik Bo Nielsen er en anden ledertype end 68-årige Henning Camre, der blev ansat som direktør i 1998 og har skabt en topstyret organisation.

De enkelte afdelinger forventes at få mere indflydelse og ansvar i fremtiden, og den meget tætte sparring med filmkonsulenterne, som Camre i kraft af sin filmviden og indsigt i de kunstneriske processer har haft, vil den nye direktør næppe kunne videreføre. Det har både sine fordele og ulemper.

Men der er stor forskel på at lede en avis — eller et mediehus — og stå i spidsen for en hel filmindustri. Og selv om dansk film er langt stærkere i dag end for ti år siden, er det stadig en sårbar branche.

Vejen til succes
At være direktør handler ikke kun om at få et filmhus til at fungere og uddele støttemidler. Det er nok de mange krøllede hoveder ude i branchen, som skaber filmene, men det er filmdirektøren, som fastlægger kursen. Under Henning Camre har Filminstituttet udviklet sig til mere end en passiv bevillingsinstans, og den nye direktør må forventes at spille en aktiv rolle i opbygningen af en sund og bæredygtig industri i et land, hvor der ikke kan laves film uden offentlig støtte.

Den enkelte filmproducent er naturligvis mest interesseret i sin egen biks, og derfor er det vigtigt med et stærkt filminstitut, som arbejder med en langsigtet strategi for dansk film. Der er brug for helhedstænkning. Der skal udvikles talenter, men i høj grad også skabes produktionsmiljøer, hvor de kan udfolde sig, ligesom der skal etableres en effektiv distribution. Vedvarende succes for dansk film går gennem planlægning og smidig styring.

Hvordan Henrik Bo Nielsen vil tackle den opgave, som også indebærer en hårfin balance mellem kunsten og kassen, må tiden vise. Det er dog værd at bemærke, at der med fredagens to ansættelser (af direktøren og lederen af talentudvikling) nu — med en enkelt undtagelse — sidder administratorer og personer med dokumentarbaggrund på alle de centrale stillinger på Det Danske Filminstitut. Det kan godt undre, når man tænker på, hvor central fiktion er — nationalt, internationalt og politisk.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko