Ekkos bud på årets film topper Bodilnomineringer
Trine Dyrholm og Anders Matthesens forældrepar står bestyrtede og ser til, mens deres søn ligger i koma efter en fejl begået af Özlem Saglanmaks læge (tv.).
Det var en kunstnerisk forbrydelse af de større, at Zinnini Elkingtons forbløffende debut Det andet offer – en film, der tager vejret fra én – blev afvist af de store internationale festivaler.
Overtegnede kvitterede prompte med sjældne seks stjerner ved Dannmarkspremieren, og siden har vi på Ekko kåret hospitals-thrilleren til årets bedste danske film 2025.
Bodilkomitéen ser ud til at være enig.
Den hjerteskærende hospitals-thriller topper nu prisfesten blandt filmkritikere og journalister med syv nomineringer: bedste film, bedste hovedrolle (Özlem Saglanmak), bedste birolle (Mathilde Arcel), bedste ensemble (Özlem Saglanmak, Mathilde Arcel, Trine Dyrholm, Anders Matthesen, Olaf Johannesen, Pernille Højmark, Morten Hee Andersen og Iman Meskini), bedste fotograf (Mai Mai Dengsø Graabæk), bedste manuskript (Zinnini Elkington) og TV 2 Talentprisen (Jakob Strandgaard).
Det tegner sig dog til et tæt opløb med Magnus von Horns Oscar-nominerede historiske seriemorderfilm Pigen med nålen, nomineret til fem priser, heriblandt bedste hovedrolle til Vic Carmen Sonne og bedste birolle til Trine Dyrholm.
Pigen med nålen kårede vi på Ekko til bedste danske film i 2024, hvor den havde verdenspremiere i Cannes, men Bodil-priserne tager udgangspunkt i Danmarkspremieren, som først fandt sted i 2025.
Nominering til Dar Salim
Noget overraskende har Natasha Arthys børnefilm Honey også høstet fem nomineringer, heriblandt Selma Sol í Dali Pape og Jesper Christensen i kategorierne bedste hovedrolle og bedste birolle.
Honey er desuden nomineret til bedste film, hvor den – ud over Det andet offer og Pigen med nålen – skal dyste med Frelle Petersens hjemmehjælperdrama Hjem kære hjem og Sylvia Le Fanus Min evige sommer, der skildrer en ung kvindes afsked med sin kræftsyge mor.
Det er også værd at bemærke, at Dar Salim – som blev forbigået ved filmbranchens Robert-nomineringer – er nomineret til bedste hovedrolle for Herkules falder. Filmen har været omgærdet af en konflikt mellem Salim og instruktøren, men det har Bodil-kritikerne åbenbart valgt at se bort fra.
Kritikerne har gjort skuespilkategorierne kønsneutrale – men resultatet er, at de med få undtagelser er blevet kvindedomæner. Af fjorten nomineringer til bedste hoved- og birolle går kun tre til mænd og én til en ikke-binær skuespiller.
Griner ned til banken
De store tabere er Anders Thomas Jensens Den sidste viking og Anders Matthesens Ternet Ninja 3.
Førstnævnte må nøjes med en enkelt nominering – for bedste ensemble – mens sidstnævnte slet ingen har fået. Og det på trods af at begge film høstede forrygende anmeldelser fra store dele af anmelderkorpset.
Jensen og Matthesen kan dog grine hele vejen til banken. Med henholdsvis 735.982 og 778.225 solgte billetter har de lavet årets to suverænt mest sete danske film. Publikumssucces kan imidlertid næsten vise sig at være et handicap, når det gælder kritikerpriser.
Putin mod Hughes
I kategorien bedste dokumentar er der lagt op til en kamp mellem David Borensteins politiske og nyligt Oscar-nominerede Mr. Nobody mod Putin og Jesper Dalsgaards stilistisk elegante Mors drenge, der udfolder Adrian Lloyd Hughes’ vilde familiehistorie med en altoverskyggende mor.
One Battle After Another ligner favoritten i kategorien bedste engelsksprogede film, mens feltet for bedste ikke-engelsksprogede film er mere åbent – dog med norske Dag Johan Haugeruds Kærlighed som en mulig favorit.
Bodilfesten afholdes den 7. marts i Folketeatret, hvor skuespillerne Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas styrer slagets gang som aftenens værtspar. Som sædvanligt har anmelderne – som de sande gentlemen og gentlewomen, de er – ladet filmbranchens Robert-priser komme først. Robertfesten bliver nemlig allerede afholdt den 31. januar i Tivoli.
Årets nominerede til Bodilprisen 2026
Bedste film
Det andet offer
Hjem kære hjem
Honey
Min evige sommer
Pigen med nålen
Bedste dokumentar
Ensom i Tokyo
Mr. Nobody Against Putin
Mors drenge
Testamentet II – Faderen, sønnerne og helligånden
Walls – akinni inuk
Bedste hovedrolle
Dar Salim (Herkules falder)
Freja Klint Sandberg (Ingen kære mor)
Jette Søndergaard (Hjem kære hjem)
Kaya Toft Loholt (Min evige sommer)
Özlem Saglanmak (Det andet offer)
Selma Sol í Dali Pape (Honey)
Vic Carmen Sonne (Pigen med nålen)
Bedste birolle
Ann Eleonora Jørgensen (Kærlighedens gerninger)
Birthe Neumann (Ingen kære mor)
Jesper Christensen (Honey)
Lars Brygmann (Det nye år)
Maria Rossing (Min evige sommer)
Mathilde Arcel (Det andet offer)
Trine Dyrholm (Pigen med nålen)
Bedste ensemble
Den sidste viking (Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl, Bodil Jørgensen, Lars Brygmann, Nicolas Bro, Søren Malling & Kardo Razzazi)
Det andet offer (Özlem Saglanmak, Mathilde Arcel, Trine Dyrholm, Anders Matthesen, Olaf Johannesen, Pernille Højmark, Morten Hee Andersen & Iman Meskini)
Det nye år (Tuva Novotny, Anders W. Berthelsen, Birgitte Hjort Sørensen, Christian Tafdrup, Lars Brygmann, Daniel Ørum-Hansen & Nikoline Rohold)
Honey (Selma Sol í Dali Pape, Jesper Christensen, Simon Bennebjerg, Lene Maria Christensen, Wilhelm David Lumholt Hakesberg & Sidsel Boel Kruse)
Ingen kære mor (Freja Klint Sandberg, Lene Maria Christensen & Birthe Neumann)
Bedste fotograf
Jacob Møller, Kærlighedens gerninger
Mia Mai Dengsø Graabæk, Det andet offer
Michael Dymek, Pigen med nålen
Bedste manuskript
Zinnini Elkington, Det andet offer
Jakob Weis, Det nye år
Frelle Petersen, Hjem kære hjem
Natasha Arthy og Mette Eike Neerlin, Honey
Magnus von Horn og Line Langebek, Pigen med nålen
TV 2 Talentprisen
Emma Lagrelius, klipper (Min evige sommer og Det sidste paradis på jord)
Jakob Strandgaard, lyddesigner (Det andet offer)
Mathias Broe, instruktør (Sauna)
Sámal A. Hansen, skuespiller (Det sidste paradis på jord)
Signe Krab Nyman, production designer (Sauna og Kærlighedens gerninger)
Bedste engelsksprogede film
A Real Pain
Babygirl
One Battle After Another
Sorry, Baby
The Brutalist
Bedste ikke-engelsksprogede film
Drømme
Flow
I'm Still Here
Kærlighed
The Love That Remains


Kommentarer