Min evige sommer

9.b har sidste skoledag. Hvem vil ikke have karameller og en skøn og bekymringsløs sommerferie? Men Fanny er femten år og skal sammen med faren tage afsked med sin uhelbredeligt kræftsyge mor.

Fremtiden for de unge glimter forude ligesom det lysflimmer, der trænger igennem træernes blade, og som Fanny lader blikket hvile på fra bagsædet på vej til sommerhuset med sin mor og far. Bilen snor sig igennem det fnuglette danske sommerland. Yndigt som et postkort.

Tyngden indfinder sig i det øjeblik, moren med anstrengte skridt nærmer sig sommerhuset. Fanny og faren følger efter med al bagagen og hendes stok. Til sidst ankommer en hospitalsseng, der installeres i stuen.

Mor skal tage afsked med sommerhuset, datteren, manden, familien, vennerne, livet. Terminalfasen i hendes brystkræftforløb ramler ind i Jonas Vingegaards tour de force. Mor og datter sidder henslængt i sofaen og bliver rørt til tårer over sejren for at ende i et grineflip over den sentimentale, nationale stolthed.

Det er det eneste løsslupne udbrud. Ellers legemliggør Min evige sommer en forstummet, skrækslagen og afmægtig venten.

Instruktøren Sylvia Le Fanu har markeret sig stærkt på Ekko Shortlist med kortfilmene Abu Adnan og Amourteur. Men til sin første spillefilm vælger hun det sværest tænkelige emne – døden – og historien er tilmed baseret på hendes eget traume som teenager, da hun mistede sin mor Sally.

En risikabel beslutning, der let kan slå fejl, men som på forunderlig vis lykkes.

Min evige sommer er den mest modne og gribende danske debutspillefilm længe. Den er fortalt med en enkelhed, som rammer lige i hjertekulen, og ikke et eneste ord klinger hult. Det bliver aldrig sentimentalt. Filmen er nøgtern, men alligevel poetisk. Og selv om scenerne er underspillede, forstår man alt. Den største kunst.

Hvordan tilbringer en kernefamilie den sidste sommer, inden moren skal dø? Realistisk viser filmen, hvordan man prøver at holde fast i det, man plejer at gøre. Læse, se på mobil, irritere sig over det dårlige wifi, lytte til klassisk musik og tage på picnictur. Teenage-enebarnet keder sig endda, selv om døden lurer omkring hvert eneste hjørne.

Er det nu? Hvordan har hun det? Hvad sker der? Kan hun holde til det?

Som en flue på vinduet bag det florlette gardin følger vi intenst med i det afdæmpede trekantsdrama, der udspiller sig som det naturligste i verden. Om noget viser filmen, at døden er en ensom sag.

Kaya Toft Loholts datter er i gang med en frigørelsesproces som enhver anden teenager, men tynget af sorg distanceret fra kæresten og veninderne. Anders Mosslings intellektuelle far forsøger at tage hånd om familien, men mangler evnen til at tale om de svære følelser. Han redder symbolsk kun delvist sin skrækslagne datter fra en kæmpe edderkop ved at jage den ned mellem gulvsprækken.

Maria Rossings mor sejler stoisk og med udpræget ro – bortset fra et enkelt nødråb om hjælp – ind i den visse død, imens hun sender stjålne blikke til datteren, hun ikke vil nå at se med et barn.

Vekslende imellem tyngde og lethed svæver fortællingen igennem en allerede påbegyndt sorgproces. En tilfældighed standser et menneskes liv. Hvordan skal de efterladte komme videre?

”Kære Gud. Jeg beder af hele mit hjerte om, at du kan hjælpe min mor. Hun er et virkelig godt menneske. Hun har ikke fortjent alt det her,” siger Fanny alene på værelset. Gud holder sig på behørig afstand, og ved den sidste fødselsdagsfejring forsøger gæsterne at overbevise sig selv om, at der endnu kan nå at ske mirakler. ”Du skal blive ved,” siger en af dem.

Den lille familie ved bedre. Faren siger: ”Man har ikke levet, før man har fundet nogen, man er villig til at dø for.”

Ordene slipper op, og moren forlader dem en solrig sommerdag på et sygehus. Øjnene lukkes, et lys tændes. Hænderne foldes om en buket blomster. En ny hverdag begynder, for mennesket lever kun én gang.

35-årige Sylvia Le Fanu er vokset op på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, hvor hendes britiske connaisseur-far underviste i 90’erne og 00’erne. Filmhistorien flyder i hendes årer, men hun forfalder aldrig til at citere eller plagiere.

Jan Bastian Muñoz Marthinsens nænsomme billeder er aldrig effektjagende, men bliver netop derfor så meget desto stærkere. En natscene, hvor moren bliver hentet af ambulancen, opleves off screen gennem datteren ovenpå, mens lyde og snak trænger dybt ind i én.

Brugen af morens dagbog, som datteren opdager og endelig giver indblik i morens inderste tanker, er et afgørende vendepunkt i Fanu og Mads Lind Knudsens manuskript, som er et forbilledligt eksempel på tavshedens tale.

Og det hele kulminerer i en forunderlig slutning, hvor The Minds of 99’s Hurtige hænder forvandlet til fællessang bliver en emotionel forløsning.

Der er ikke en eneste mislyd, heller ikke i de formidable skuespilpræstationer. Sådan er livet. Og døden. Endda i en debut. Man kniber sig i armen. Det her kan blive stort.