Er det feministisk at vælge rige mænd?

På Sundance-festivalen i 2023 blev alle blæst bag over af den koreansk-canadiske spillefilmdebutant Celine Song og hendes smertefulde kærlighedsdrama Past Lives.

Den delvist selvbiografiske film handler om en kvinde, der er splittet mellem ny og gammel kærlighed, og den endte med at blive nomineret til en Oscar for bedste film og bedste manuskript.

Opfølgeren Materialists – biografpremiere 3. juli – er også en delvist selvbiografisk film om en kvinde, der igen er splittet mellem ny og gammel kærlighed. Men denne gang handler dilemmaet ikke om længselsfuld nostalgi, men om noget så uromantisk som kolde kontanter.

Lucy (Dakota Johnson) er matchmaker og lever af at opgøre mennesker i statistik – højde, indkomst, udseende – og sammensætte dem. Hun ønsker selv at gifte sig for penge og drages af den flotte, ligefremme rigmand Harry (Pedro Pascal), mens hun længes mod den ludfattige ungdomskæreste John (Chris Evans).

Det lyder som den type romantiske komedie, der plejede at dominere Hollywood. Og det er det også, indrømmer Celine Song, da hun taler med Ekko over Zoom.

”Jeg tænkte egentlig ikke over genren, da jeg lavede filmen, men nu kan jeg se, at det er en klassisk rom-com. Samtidig handler det om kærlighed som noget dybere end en serie af værdisystemer som højde og indkomst. Kærlighed er et oldgammelt mysterium, der ikke kan opgøres i tal.”

Kærlighed som transaktion
De senere år har romantiske komedier fra Hollywood været et sjældent syn på det store lærred. Anyone But You var en undtagelse i 2023.

”I Europa laver man stadig romantiske film, især i Frankrig, men i Amerika kan man åbenbart ikke bede folk om at sidde i en biograf og forholde sig til kærlighed i to timer. Så jeg har som inspiration måttet søge tilbage til romantikkens gamle instruktørmestrer: Nora Ephron, James L. Brook og Billy Wilder,” siger Celine Song.

Med Past Lives demonstrerede Celine Song, som kommer fra teaterverdenen, at hun har et særligt talent for at gøre tunge dialogscener underholdende og filmiske. Det bruger hun i høj grad i Materialists.

”I action-scener vil man gerne mærke, hvor kameraet er, men i dialogscener skal det helst forsvinde. Fotografen Shabier Kirchner og jeg taler altid om, at kameraet skal være lige dér, hvor samtalen er,” forklarer instruktøren og kommer med et eksempel.

I starten af filmen er Lucy skeptisk over for Harry. Hun kalder ham en enhjørning, fordi han scorer topkarakter på datingmarkedets parametre. Selv har hun en mere almindelige økonomi og er ”gammel” af en singlekvinde at være. På en meget dyr sushi-restaurant forsøger Harry at overbevise Lucy om, at en romance vil være gavnlig for dem begge.

”Selv om de tydeligt er tiltrukket af hinanden, er det i praksis en forretningsaftale, en økonomisk transaktion, og vi fotograferer det på den måde,” siger Celine Song.

”Et skud af dem begge to fra siden, så et nærbillede og så et nyt fællesskud fra siden, da noget i forhandlingen har ændret sig. Hun læner sig forover, han gør det samme. Aftalen er lukket. Det meste sker inden for fællesskuddet, så man kan se reaktionerne på forhandlingen i deres ansigtsudtryk samtidig.”

Broke man propaganda
Celine Song arbejdede selv et halvt år som matchmaker, da hun var yngre og har oplevet, hvor brutalt datingsmarkedet kan være.

I filmen ser vi, hvordan Lucys kunder oplever den ene afvisning efter den anden, gennemgår smertefulde operationer for at ”stige i point” eller risikerer deciderede overgreb, hvis de havner på blinddate med den forkerte.

”Den vigtigste replik i filmen er: ’Jeg er ikke en vare – jeg er et menneske.’ Sandheden er, at vi alle sammen konstant bliver objektiviseret, og det fører altid på den ene eller anden måde til noget voldeligt. Alligevel deltager vi alle i det,” siger instruktøren.

”Filmen hedder Materialists, fordi vi alle er materialister. Det er vi nødt til at være, for vi kæmper for at overleve både økonomisk og på datingmarkedet. Men det materialistiske behøver ikke styre alle aspekter af os. Vores hjerte skal helst gå fri.”

I udlandet har Materialists fået overvejende glimrende anmeldelser. Men man finder også kritik, primært på sociale medier. Her anklages filmen for at være broke man propaganda, der bilder kvinder ind, at de skal tage til takke med fattige mænd frem for at gribe den sjældne chance for økonomisk sikkerhed.

Instruktøren himler med øjnene, da emnet bringes op.

”Som feminist bekymrer det mig, at man taler om min film på den måde. Hvornår begyndte vi at se milliardærer som attraktive frem for umoralske? Hvorfor skulle det være mere feministisk at vælge rige mænd?”

”Det er ikke fattige mænds skyld, at de er fattige, og jeg forstår ikke, at man ikke skammer sig mere over at bruge så klassediskriminerende sprog.”

”Når jeg taler om kærlighed, kigger folk på mig, som om jeg taler om julemanden. Ingen sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor en Birkin-taske eller en iPhone er noget værd, men værdien af kærlighed skal altid retfærdiggøres eller forklares.”

Uforklarligt mirakel
Materialists starter med, at to mennesker fra jægerstenalderen mødes. Først udveksler de værktøj, og derefter placerer manden en blomsterring på kvindens finger. Verdens første ægteskab.

– Hvorfor blev de gift, tror du?

”Fordi de elskede hinanden!” udbryder instruktøren med en romantikers selvfølgelighed.

– Men ægteskab blev jo opfundet som en måde for mænd at eje kvinder på. I jægerstenalderen kunne de vel godt være forelskede uden at behøve en ring?

Instruktøren tænker sig smilende om et øjeblik.

”Det er rigtigt, og i virkeligheden er selve ægteskabet ikke så vigtigt. Hulemenneskene er med som et eksempel på, at vi kun kender til alle de materielle ting, som omkranser kærligheden. Som deres værktøj, der siden blev gravet op,” siger hun.

”Under rulleteksterne i slutningen ser vi The Marriage Bureau i New York, hvor jeg selv er gift. Det er et sted, hvor man skriver to menneskers navne ned, og så er de gift i statens øjne.”

”For historikere er det nogle af de mest troværdige dokumenter, og de opbevares meget længe. Men man ser kun to navne og en dato og ved intet om, hvad der fandt sted imellem dem. Var de forelskede? Var det et giftigt forhold? Og queer kærlighed er slet ikke dokumenteret.”

”Sådan er det også med hulemenneskerne. Vi ved, at de udvekslede værktøj på tværs af stammer, men ikke, hvordan de havde det med hinanden. Om de hadede hinanden, eller om nogle af dem var forelskede. Det vigtigste ved deres forhold er et mysterium. Et mirakel, som ingen kan forklare.”

”Ingen ved, hvad der får to mennesker til at tænke: ’Jeg tror, vi kunne være sammen for evigt.’ Men det sker hele tiden.”