Hjem

”Paa Hjemmet tænker de, der har et Hjem, men mest de, der intet har;eller har haft et, men har mistet det. – Hvad tror De der er den landflygtiges, Udvandrerens sidste Tanke, før han gaar ind i Drømmen; hvor mangen en Mand lægger sig ikke hver Aften til Hvile i fremmed Land med Barndomshjemmets Billede i sin Sjæl.”

Sådan sagde hjemstavnsdigteren Jeppe Aakjær den 9. februar 1915 i talen Hjemmet og Krigen, hvor han reflekterer over, hvordan national forfængelighed og rovdyrsinstinkter forvandler europæiske hjem til rygende ruiner.

I 1991 går Maja (Tara Cubrilo) rundt med et hindbær på hver fingertop og lever et sorgløst barndomsliv i et nøjsomt hjem, hvor man besørger i stalden bag dyrene.

Hjemmet er trygt forankret i en landsby omgivet af Montenegros bjerge – måske netop den slags jævne, egnsbundne hjem, som Aakjær lovpriste i sin tale 76 år før, det tidligere Jugoslavien blev sønderrevet af økonomisk krise og nationalistiske spændinger.

Familiens situation bliver gradvist mere desperat. Faren Marko (Dejan Čukić) får ikke udbetalt sin løn som bygningsarbejder, mens regningerne hober sig op.

”Don’t be a pussy like your father,” siger onkel Laza (Zlatko Burić), der har boet 30 år på Vesterbro i Danmark. Faster Sanja (Dubravka Drakic) bor på Nørrebro og arbejder på Den Kongelige Porcelænsfabrik. Hun kan midlertidigt huse tre medlemmer af familien.

Maja er seks år, da hun mod sin vilje bliver revet op med rode. Sammen med sin far og mor, Vera (Nada Šargin), sætter hun sig ind i familiens bil og efterlader sine brødre, Ivan og Milos. Adskillelsen skal kun være midlertidig – indtil familien har fået fodfæste i det forjættede land.

Bag dem kaster bedstemor en kande vand efter bilen som et ønske om lykke og en god fremtid.

Drømmen hedder Danmark.

Marijana Jankovic’ krønike er baseret på hendes egen families historie og skildrer de nådesløse konsekvenser ved migration. Det er et hjerteskærende stykke Danmarkshistorie, en øjenåbnende film, vi har manglet, og som empatisk og elegant balancerer hen over de sentimentale faldgruber.

Det handler om et forældrepar, der for altid mister følelsen af hjem. Og om datteren, som må bære tyngden af deres offer, så den næste generation kan få et bedre liv — samtidig med sorgen og skylden over, at brødrenes barndom blev revet over af et skæbnesvangert valg, fremtvunget af kræfter langt større end familien selv.

Marijana Jankovic tog allerede hul på stoffet i sin mesterlige kortfilm Maja — der vandt Ekko Shortlist Awards i 2019 — men nu folder hun fortællingen endnu mere nuanceret ud i et bredere perspektiv: om Danmarks åbne favntag til gæstearbejdere i 1970’erne, da industrien skreg på arbejdskraft. Men da tiderne skifter, bliver de samme mennesker gradvist reduceret til forhadte fremmedarbejdere.

Hjem giver – med Jankovic’ egne ord – ”stemme til en generation, der ofte har levet stille liv i skyggen af de stereotype historier, som bliver fortalt om migration”.

Musikkens følelsesunderstregende funktion er rigeligt doseret, men ellers præges filmen af en stille, sitrende realisme, båret af Manuel Claros nærgående kamera.

Det lader os opleve ydmygheden ved at skulle indgå i et proformaægteskab med en indfødt og tage det rengøringsarbejde, som danskere ikke selv vil have. Som barn at blive indlemmet i forældrenes hemmeligheder, at blive brugt som tolk hos lægen ved morens graviditet og svære overvejelser om abort, at være vidne til en fars kamp for at skaffe de store summer, som proforma-ægteparrene forlanger.

Hun bliver voksen alt for hurtigt, mens hun ensomt tilpasser sig et nyt sted med et nyt sprog og nye vaner – rugbrød, lakrids, citronhalvmåne og træstamme – og øver sig på at sige: ”Jeg hedder Maja.”

Integrationsmyndighederne kommer på besøg, og Maja og hendes mor må haste hen til Ejner, der er ”gift” med hendes mor og lystigt oplyser ”den fremmede” om, at nationalklenodierne Huset på Christianshavn og Matador begge har en karakter ved navn Egon Olsen.

Ejner spilles genialt af Jesper Christensen, der med grå, slatten hestehale og slet skjult gerrighed efter nemme penge orkestreres af håndfaste Trine Dyrholm i rollen som uautoriseret integrationsmutter.

Claes Bang agerer tør skrankepave med rullekrave og udtryksløst brilleansigt som skolelederen, der er ganske uforberedt på Markos kampiver for at få Maja indlemmet i folkeskolens fåreflok. Tara Cubrilo er rørende som Maja, men i særklasse er Dejan Čukić, der selv har en baggrund som indvandrer fra Jugoslavien.

Han inkarnerer den stædige, stolte far, der for alt i verden vil skabe et bedre liv for sine børn. En hjertensgod mand, men kampen slider familien op. Han aner det selv i smertefulde glimt, når datteren fortæller, at hun i frikvarteret har tørret gulve og paneler af på skolen for at hjælpe forældrene, som om aftenen gør rent det samme sted.

Dejan Čukić er en af landets stærkeste skuespillere og formidabel som ludoman i Christian Dyekjærs skammeligt oversete Fantasten (2017), men han har fået for få store roller. I Marijana Jankovic’ film vækker hans præstation som den lille mands kamp mindelser om Dustin Hoffman i En sælgers død og Al Pacino i The Godfather-filmene. Hans rasende konfrontation med Ejner er filmens stærkeste scene.

Efter en fyring fra rengøringsjobbet bliver familien overlevelse reddet på målstregen af Onkel Laza med et stort lån. Fodboldfeberen raser i 1992, og det danske flag pryder boligkompleksets altaner undtagen fra den sammenbragtes families nye bopæl.

Brødrenes tidligere løsslupne glædesrus i åbningssekvensen over at se fodbold på det lille fjernsyn i den trygge hjemstavn er fortvivlende forstummet. Tavst siddende på den nyerhvervede sofa betragter de traumatiserede brødre, hvordan Danmark, der kom med på et afbud efter Jugoslaviens udelukkelse på grund af borgerkrig og FN-sanktioner, ender med at sejre over Tyskland.

Man kunne have frygtet, at Marijana Jankovic af hensyn til sin familie havde forsødet historien. Men det har hun ikke gjort – tværtimod. Det er et benhårdt drama om migrationens omkostninger, som burde være fast pensum i skolen og indgå i den danske kulturkanon.

Så vigtig er den.