Aphaca – Brug for hinanden

Fire drenge i et musikstudie på vej mod gennembruddet. Det er nat, trætheden melder sig, og der er meget på spil.

Trommeslager-Noah er pludselig utilfreds med lyden, de har indspillet med hele dagen. ”Kunne du ikke have sagt det tidligere? Klokken er ét,” indvender kammeraterne. ”Jeg troede ikke vi havde lagt os fast på noget endnu,” siger han defensivt.

Vi har set scenen før i adskillige bandfilm. Nu kommer det pubertære, giftige pikmåleri, der i starten giver benzin til musikmotoren og senere skal dræbe venskabet.

Men nej. Det indelukkede studie fyldes ikke med skældsord, men pludselig forståelse. ”Det første, der skal ske, er, at du skal have en kop kaffe og en smøg og en pause,” når vennerne frem til. De griber Noah totalt, og han falder ned.

Det pudsige antiklimaks tidligt i Emil Næsby Hansens dokumentar Aphaca – Brug for hinanden lyder ikke videre ophidsende, men er faktisk ganske rørende.

Hvis man som overtegnede brugte en del af sin ungdom i et øvelokale og lod drengede usikkerheder komme i vejen for musikken, er det nærmest provokerende, hvor meget overskud de fire fyre her har til at lytte og støtte hinanden.

Filmen følger bandet fra nitten-tyve-årsalderen i 2023 og frem til nu, hvor Aphaca er blevet et af landets største med kæmpehits som Smelter under månen og En drøm om et menneske.

Og man får ikke fornemmelsen af, at Emil Næsby Hansen blot har sorteret de værste skænderier fra. Tværtimod lader han til at inkludere så mange halve konflikter som muligt for at vise, hvor fint de falder til jorden.

I det hele taget er der ikke mange rockklichéer tilbage. Den kyniske cigarryger-producer er skiftet ud med bløde, tålmodige Adi Zukanovic. Bandmedlemmerne kommer fra umiddelbart trygge hjem, og de eneste drugs til rock’roll’en er en enkelt joint, der nævnes på et tidspunkt.

Godt nok kæderyger de fleste af dem, men det stopper de sikkert også med, inden de fylder 25.

Det kan lyde tamt, men ikke i hænderne på Emil Næsby Hansen, der efter kæresteportrættet Skjold & Isabel igen demonstrerer sit talent for at indfange intimitet mellem mennesker og gør Brug for hinanden til en dybt sanselig oplevelse.

De medvirkendes trygheden foran linsen tyder på adskillige timer, hvor dokumentaristen har udholdt stortromme-hovedpine og fået vigtige glimt i kassen som belønning.

Han har fanget det kære smil i ansigtet på Bertil Engberg Nielsen, da han indspiller et klaverspor, og kammeraterne råber deres hyldest, så man rødmer i sædet.

Han har også fanget det ømme forhold mellem trommeslager Noah Elias Rasmussen og kæresten, der lige giver ham et ekstra kys inden den store Roskilde-koncert i 2025.

Ikke mindst fanger han den følsomme bassist Bertram Ask Plauborg. Man plejer at sige, at bassist rimer på statist, men Plauborgs udtryksfulde ansigt har allerede landet ham en rolle i kortfilmen Under dine vinger, og kameraet nyder ham.

I en overvældende scene lige før Roskilde-koncerten er det bassistens nervøse energi, der smitter. Bertram ser sine venner indtage Arena-scenen én efter én, mens lydsiden bliver mere og mere intens. Først ser presset ud til at være for meget, men da han ser, hvor sjovt kammeraterne har det foran de tusindvis af fans, vinder begejstringen over frygten, og Bertram går med ud for at lege.

Til sidst kommer Rumle Hueg Kærså på scenen. Måske lidt overraskende fylder han mindre end de andre i filmen, selv om vi er med ham til psykolog og til vokalcoach, der hjælper med den svære høje tone i linjen ”Du kigger på mig et sekund”.

Lynsuccesen tager hårdest på ham, og man smelter selv under månen, da det i realtid går op for bassist-Betram, hvor stort et pres, der hviler på forsangeren, og blikket imellem bandmedlemmerne siger, at de nu må passe ekstragodt på ham.

Selvfølgelig har mange drengebands før Aphaca haft et sundt samarbejde, men i Emil Næsby Hansens film føles gruppens sammenhold som et befriende bud på en omskrivning af den maskuline rockstjernedrøm.

At man godt kan krænge sjælen ud og lægge nationen ned i bar overkrop, samtidig med at man er en god ven, der møder ind til tiden og tager til psykolog med sine problemer. At det faktisk er en fordel.

Det er nok for tidligt at sige, om Aphaca – Brug for hinanden er et generationsportræt, men i så fald lover det virkelig godt for Danmarks ungdom.