Hvis man er så gammel, at man oplevede filmkunstens fornyende initiativer dengang i 60’erne, må Bo Widerberg – årgang 1930 – nødvendigvis høre til blandt heltene.
Inspireret af den franske nybølge stormede han frem efter først som 22-årig at have succes med en roman og samme år en novellesamling.
Han markerede sig, sammen med vennen Jan Troell, som et naturtalent, der i et polemisk skrift, Visionen i svensk film, havde vovet at kalde Bergman for en dalarhest (en svensk træfigur), der kun interesserede sig for Guds eksistens, og hvis film aldrig handlede om mennesker, der havde et arbejde.
Fast skuespiller i filmene var den kongeniale Thommy Berggren, som fortsatte i Elvira Madigan. Hvis man var så heldig at se den Mozart-indsvøbte kærlighedstragedie, henlagt til et underskønt sommer-Danmark, ved den danske premiere i Grand Teatret en eftermiddag i 1967, hvor instruktøren og hans syttenårige titelstjerne Pia Degermark hilste på publikum, forstod man let, at den vandt priser i Cannes og blev en verdenssucces.
Året efter var det 1968, hvor Cannes blev lukket af revolutionen. I 1969 kom så Widerbergs svar på tidsånden, Oprøret i Ådalen, om en situation i 1931, hvor det udkommanderede politi under en strejke skød på demonstranterne og dræbte fem – en begivenhed, der blev et vendepunkt i nyere svensk historie.
Med sin blanding af indigneret politisk engagement og sanselig, ung følsomhed blev den en af tidens store film, som man slugte.
Og så kaldte Hollywood. Men Joe Hill, om den politiske aktivist og protestsanger, der blev henrettet i 1915 for mord, han ikke havde begået, stadig med Thommy Berggren, blev opgivet af de amerikanske producenter, men blev færdiggjort i Sverige og fik succes i Cannes.
I 1976 fulgte Manden på taget, uventet flot action efter Sjöwall og Wahlöös Martin Beck-krimi.
De næste årtier mistede Widerberg lidt gejsten, men fik et comeback i 1995 med den danskproducerede Lærerinden, om en gymnasieelev, spillet af instruktørens søn Johan, der i 1940’erne har et forhold til sin lærerinde. Et tema, Widerberg tidligere havde udfoldet i en roman.
Widerberg skulle have besøgt Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft i sommeren 1997, og der var truffet aftale om, at han skulle hentes med privatfly, men han døde forinden, kun 66 år gammel. Rejsen gik til en anden destination.
Den nye store dokumentar om Widerberg fokuserer på kunstneren, bruger filmene som nøgle til instruktørens liv og personlighed.
Bergman var den kontroversielle faderskikkelse, som den unge generation nødvendigvis måtte gøre oprør mod. Men Bergmans stil – som mandlig kunstner med en kreds af kvinder og børn, der blev negligeret i kunstens hellige navn – var den samme, som Widerberg selv dyrkede.
Den filmiske vision og den sociale omsorg var anderledes, men kunstnermyten var den samme, og vi har jo netop fået den genopfrisket med Joachim Triers Affektionsværdi.
Dokumentarportrættet har vidnesbyrd fra de svigtede kvinder og de svigtede børn. Den tegner dog også et sympatisk portræt af en charmerende kunstner, der havde sin kreative, maniske side, men også kæmpede mod depressionerne, angsten og præstationsangsten.
Der er fine klip fra filmene, som illustrerer Widerbergs evne til at ”fange øjeblikke af liv”, samt – måske rigeligt mange – private optagelser af optagelserne.
Der er også lovprisninger fra gamle og nye kolleger: Jan Troell, Roy Andersson, Ruben Östlund, Mia Hansen-Løve og (stemmen af) Lars von Trier. Og det er bevægende at gense Thommy Berggren og Pia Degermark efter så mange år. Den danske sommer var kort, men mindeværdig.
facebook
twitter
Kommentarer