Nyhed
14. apr. 2026 | 14:54

Euphoria-trailer bringer sindene i kog

Foto | HBO Max

I tredje sæson af Euphoria er Cassie (Sydney Sweeney) blevet OnlyFans-model og laver en sex-optagelse for at finansiere sit drømmebryllup med Nate.

Sydney Sweeney klædt ud som baby og poserende med spredte ben i traileren til ny sæson af Euphoria får hård medfart på sociale medier.

Af Frede Windahl

Den provokerende ungdomsserie har altid været kendt for at skubbe til grænserne, og op til premieren er der blevet udsendt flere trailere, hvoraf én især har skabt røre. 

Her er fuldmodne Cassie (Sydney Sweeney) klædt ud som baby, poserende med spredte ben, mens hun bliver fotograferet. 

Cassie er blevet OnlyFans-model, og scenen skal forestille, at hun laver en sex-optagelse for at finansiere sit drømmebryllup med Nate. Men kombinationen af et barn og pornografi har affødt et væld af vrede kommentarer på YouTube. 

Den bliver kaldt både vulgær og usmagelig. En bruger skriver: ”Det her må være et ydmygelsesritual for Sydney Sweeney,” mens en anden undrer sig: ”Skuespillerne må være bundet af en kontrakt, siden de har sagt ja til det her.” 

Traileren består af en hektisk montage i et tempo og med en intensitet som en højspændt actionfilm. 

Her ses også andre velkendte ansigter som Rue (Zendaya), Nate (Jacob Elordi), Maddy (Alexa Demie) og Jules (Hunter Schafer), der indtager deres roller som uredelige unge. 

Et kulturelt fænomen
Kritikerne og seerne har altid været splittede i deres syn på Euphoria. Men det har ikke afholdt hverken unge eller ældre fra at være klistret til skærmen, uge efter uge. 

Serien udviklede sig hurtigt til et kulturelt fænomen, hvis indflydelse på både unge og nattelivet er ikke kan undervurderes. Med sit stærke fokus på sex – og en problematisk fremstilling af sexarbejdere – har den sat tydelige spor i en ny generation. 

Seriens skaber og instruktør, Sam Levinson, har også et kontroversielt ry. Den canadiske fotograf Petra Collins har beskyldt ham for at stjæle hendes æstetik, og han bliver desuden beskyldt for at seksualisere personer, der skal forestille at være umyndige gymnasieelever. 

Senest har han fået kritik sit portræt af kvinder i The Idol, en anden HBO Max-serie, som udkom umiddelbart efter corona-nedlukningen. 

Den britiske avis The Independent citerer en anonym filmarbejder for, at optagelserne under Levinson er kaotiske og præget af dårligt lederskab. 

Første afsnit af serien er ude, men Ekko venter med at anmelde, til afsnit to kommer ud på mandag.

Trailer: Euphoria sæson 3

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko