Ugens streaming
01. feb. 2019 | 18:12

Streaming: Fem gode med Mads Mikkelsen

Foto | Tómas Örn Tómasson
Mads Mikkelsen lider som strandet forsker på flugt fra frostgraderne i det hårdtslående overlevelsesdrama Arctic.

Den danske stjerne begår sig i barsk drama, populær komedie og store blockbusters, men er ikke bange for skæve udfordringer som i biografaktuelle Arctic.

Af Nicki Bruun

Mads Mikkelsen er kort sagt vore dages største danske skuespiller.

Han er særligt kendt for sjove hovedroller i danske komedier af Anders Thomas Jensen og dystre præstationer i dramaer af Nicolas Winding Refn. Derudover er der selvfølgelig hans skurkeroller i blockbusters som James Bond-filmen Casino Royale og superheltebraget Doctor Strange.

Men Mikkelsen kan godt lide at udfordre sig selv og gå en tur ud i kulden.

Det gør han som lejemorderen Black Kaiser i Netflix-filmen Polar, og i biografaktuelle Arctic er han mere eller mindre alene på lærredet, når han kæmper sig gennem bidende kulde mod overlevelse.

Derfor anbefaler vi i denne uge fem Mads Mikkelsen-film, som ikke er dem, folk først nævner, når snakken falder på skuespilleren. Og må vi i den forbindelse påpege skandalen i, at tv-serien Hannibal – hvor danskeren spiller titlens kannibal – ikke er på nogen dansk streamingtjeneste!

Bleeder

Det er Kim Bodnia, som pryder den blodige plakat for Nicolas Winding Refns opfølger til Pusher, der måske ikke er helt så grænsesprængende som forgængeren. Alligevel er der noget at komme efter i filmen fra 1999, hvor Mads Mikkelsen i en birolle stjæler billedet med lidt tiltrængt humor som hovedpersonens filmtossede Lenny.

Ellers er der ikke meget at grine af i Bleeder, hvor Bodnia som aggressive Leo bliver mere og mere grov over for sin gravide kæreste Louise. Da han en dag går amok og gennembanker hende, kommer Louises bror Louis – okay, det er også lidt sjovt – efter Leo.

Det munder ud i en grum fortælling om had og hævn, men der er også en smule kærlighed i sidehistorien mellem Lenny og Lea, der arbejder på grillbaren.

Streames på C More og Filmstriben

 

The Salvation

Med pistol i hånd kaster Mads Mikkelsen sig over den amerikanske westernmyte i Kristian Levrings film fra 2014. Hævntogtet i Det Vilde Vest trækker både på spaghettiwestern og nordisk samvittighedsdrama, når han som danske Jon mister alt og begiver sig ud for at dræbe de ansvarlige.

Filmen er Mads Mikkelsen i hans stovte hjørne. Præstationen er ikke lige så lydløs som i Arctic eller stum som i Valhalla Rising, men Jon er dog en mand, der handler mere, end han taler.

Gennem kropssprog og korte ytringer formår Mikkelsen at tegne en gennemført karakter, der lever i et smertefuldt helvede mellem linjerne.

Streames på Netflix

 

En kort en lang

Mads Mikkelsen er temmelig forvirret i Hella Joofs romantiske komediedrama fra 2001. Som Jacob lever han nemlig i et lykkeligt forhold med Jørgen (Troels Lyby), der netop har sagt ja til at blive gift.

Derfor skaber det mildt sagt kurrer på tråden, da Jacob forelsker sig i Caroline (Charlotte Munck). Hun er gift med Jørgens lillebror, så problemer er der nok af, da hun bliver gravid med Jacob, som også stadig elsker sin kommende mand.

Det er en kompliceret affære, og selv om Jacob er skurken i hele balladen, føler man med ham i Mads Mikkelsens sympatiske skildring.

Streames på Filmstriben og TV 2 Play

 

Elsker dig for evigt

Da Marie rammer Joakim med sin bil, og han bliver lam, starter et først venskabeligt og siden lidenskabeligt forhold mellem deres respektive partnere.

Lægen Niels (Mads Mikkelsen) møder fortvivlede Cæcilie (Sonja Richter), og de to forelsker sig i hinanden. Han sætter alt på spil ved at hengive sig til den unge kvinde, og vi forstår hvorfor.

Det smertelige afkald på familien får lov til at bløde frit, når Mikkelsen i en scene med Paprika Steen som den sårede kone får en improviseret – og velfortjent – lussing. Men det er især, når han prøver at forklare sig over for sine børn, at man føler med skuespilleren, der troværdigt skildrer en frygtelig kattepine.

Streames på iTunes

 

En kongelig affære

Den kongelige livlæge Struensee får både intellekt og begær i Mads Mikkelsens slående skikkelse. En idealistisk mand af oplysningstiden kunne ellers nemt være blevet tør, men i skuespilleren mærker man den menneskelige vildskab.

Den unge dronning Caroline Mathilde er gift med den tossede konge Christian VII. Han regner Johann Struensee for sin fortrolige, men bag kulissen er (endnu en) hemmelig og forbudt affære under opsejling.

Man mærker intensiteten mellem Mikkelsens normalt så fornuftige læge og Alicia Vikanders dårende dronning, når de to indleder en af danmarkshistoriens mest dramatiske kærlighedshistorier, der ender med at forandre en hel nation.

Streames på HBO Nordic og Netflix

Kommentarer

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

I denne uge fokuserer vi på film med Mads Mikkelsen.

© Filmmagasinet Ekko