Fem komponisters vej til nominering

Tænk, hvad Star Wars var endt som uden John Williams’ musik. Ringenes Herre-filmene var nok heller ikke blevet genset i det uendelige, hvis ikke det var for Howard Shores ikoniske temaer.

Filmmusik ledsager, understøtter og ophøjer filmens følelser. Alligevel bliver filmmusik ofte overset, men til Ekko Shortlist Awards 25. november i Bremen Teater fejrer vi tonerne med prisen for bedste originale musik.

Køb billet til festen.

Juryen har valgt fem film, der skiller sig musikalsk ud, og der er stor forskel på de nominerede.

Klaverstøj og cello-buens dans over strengene er i forgrunden i Frederik Zeuthens underlægningsmusik til det psykologiske drama Drømmedreng. Ida Duelund sammensmelter forvrænget kontrabas, trommemaskine og vocoder med lyddesignets fabriks-tørretumblere og fuglepip i inderlige Under dine vinger. Det er Duelunds fjerde nominering i kategorien.

I eksperimentelle Unfold har Rasmus Christian Pedersen og Erik Danciu skabt en lydrejse gennem neonskilte og tilrøgede jazzklubber, som tre instruktører derefter har ladet sig inspirere af. Ingri Høyland og David Engelbrecht leverer spillemaskine-trance og varme, bølgende synth-flader i ludomanidramaet Mor/datter.

Med struktureret kvindekor og dyrisk, messende mandekor lægger Niels Christian Sommer og Nicolai Gabold musikalsk kommentarspor til højkonceptuelle kønspolitiske drama En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd.

Ekko har taget en snak med komponisterne og fået en rundvisning i den musikalske arbejdsproces. Se filmene her.

Frederik Zeuthen: Helt tæt på ansigtet

– Hvad er du særligt glad for ved dit arbejde med Drømmedreng?

At arbejde sammen med Ludvig C. N. Poulsen, som er instruktør og manuskriptforfatter. Ludvig har et enormt musikkendskab, så han har mange referencer og idéer, men gav mig også frie tøjler.

Og så er jeg glad for, at det var muligt at arbejde med musik på flere måder. Jeg er ved at uddanne mig på konservatoriet som klassisk komponist, så jeg arbejder meget med nodepapir. Tit er det ikke lige det, filmen beder om, men her passede det faktisk ind. Eksempelvis et klaverstykke, der skulle være lidt i romantisk stil à la Chopin eller Brahms.

– Hvordan har din arbejdsproces været?

Da jeg kom ind i projektet, var der kun et udkast til en begyndelsesmontage. Det var det første, jeg fik sendt, og jeg udledte en stemning af Ludvigs ord, som jeg fandt en melodi til.

Det fungerede godt at skrive musik, der er lidt sanseligt og føles ret tæt på ansigtet. Optaget tæt på instrumenterne. Jeg gjorde meget ud af at få klaverstøj med. Senere optog jeg en violin og en cello, spillet med en helt særligt skrøbelig og sitrende teknik med så meget buestøj som muligt.

– Hvordan blev det musikalske udtryk skabt?

Den sommerfugleagtige fornemmelse, som hovedkarakteren går rundt med, ville Ludvig gerne have afspejlet i musikken. Noget boblende og sitrende.

– Har du et godt råd til aspirerende filmkomponister?

Det bedste råd, jeg har fået, er at lade være med at tænke så meget som komponist, men mere som filmskaber. Det er nemt som komponist at tænke, at musikken bare skal lyde pissefedt, uafhængigt af filmen. Man glemmer, at ens arbejde er at støtte filmen og give noget til den. Det skal være et sammenspil, en symbiose.

Se Drømmedreng her.

Ida Duelund: Auditiv oplevelse af verden

– Hvad er du særligt glad for ved dit arbejde med Under dine vinger?

Samspillet med lyddesigneren Emil Woxen Andersen. Vi lykkedes godt med, at lyddesign og musik åbner en port til et følsomt og rørende univers, og at lyd og musik flettes ind i hinanden.

Instruktøren Sarah Carlsen var klar og tydelig, hvad angår kunstnerisk retning, og havde samtidig en legende tilgang. Derfor følte jeg mig frisat til at eksperimentere.

– Hvordan har din arbejdsproces været?

Emil og jeg har en fælles forståelse af lyd og musik, som kendetegnede samarbejdet.

Lyd og musik har en særlig måde at beskrive eksistens på og komme ind i nogle følelser. Hvad der er hvad, er ikke så vigtigt, det er alt sammen den der auditive oplevelse af verden, som jeg elsker.

– Hvordan blev det musikalske udtryk skabt?

Sarah, Emil og klipperen Louis Bülov kom faktisk og hørte mig spille en solokontrabas-koncert, da projektet gik i gang.

Sarah havde optur over nogle dele af det og så det for sig til den ene del af filmen. I den anden del har vi trommemaskine og vocoder. Det var spændende, at man på den ene side har et gammelt, organisk instrument – kontrabassen – som man så fucker helt op gennem pedaler, og så noget helt andet i den anden del. Der er noget fedt ved at arbejde med gammel teknologi sammen med ny.

– Hvis du skulle give andre aspirerende filmkomponister et råd, hvad skulle det så være?

Bare hav det sjovt og nyd det! Når jeg laver filmmusik, behøver jeg ikke have alle svarene. Jeg skal bare have en vibe med bandet, som er filmholdet, og så skal det nok gå godt.

Se Under dine vinger her.

 
Rasmus Christian Pedersen: Musikken først, filmen bagefter

 – Hvad er du særligt glad for ved dit og Erik Dancius arbejde med Unfold?

Det er os musikere, som er initiativtagerne til filmen. Så vi er særligt glade for, at alle gik ind i projektet og sagde: ”Yes, lad os eksperimentere og lege og lave film på en anden måde, end vi er vant til.”

– Hvordan har jeres arbejdsproces været?

På vej hjem i bilen fra sommerhus kom vi til at tale om en børneleg, som vi begge har leget. Man folder et stykke papir, og tre personer tegner en del af et væsen. Når man så folder papiret ud, får man en surrealistisk skabning.

Vi kontaktede instruktørerne Selma Sunniva, Óskar Kristinn Vignisson og Nicolai G.H. Johansen. Konceptet blev at undersøge, hvad der sker med en film, når musikken er det allerførste i projektet. Når musikken er det lærred, som instruktørerne maler på.

Hver instruktør skulle repræsentere en kropsdel: hoved, krop og ben. De fik kun lov til at se de sidste ti sekunder af den forrige instruktørs del, så ingen vidste, hvad nogen lavede. Først da vi skulle lukke filmen i mix, så alle den samlede film.

– Hvordan blev det musikalske udtryk skabt?

Vi tog som sagt udgangspunkt i menneskekroppen, og alt er skabt gennem improvisationer. Vi sagde: ”I dag er vi ben,” og så lavede vi en masse ben-musik. Da vi havde nok til hver kropsdel, satte vi os ned og begyndte at strikke det sammen. Som at samle et puslespil.

– Har du et godt råd til aspirerende filmkomponister?

Hav modet til at eksperimentere og lav noget, der er uden for normen og uden for det, man tror, en film skal være.

Det gælder om at se mange af de ting, man i starten af karrieren arbejder på, som eksperimenter, hvor man har tid og plads til lave fejl. Det kræver selvfølgelig, at man arbejder i et trygt rum.

Se Unfold her. 

Niels Christian Sommer: Som et kommentarspor

– Hvad er du særligt glad for ved dit og Nicolai Gabolds arbejde med En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd?

At vi skabte et musikalsk univers, der primært er drevet af kor og er en slags overtone til filmen. Koret bliver på en måde et kommentarspor.

Der er lyst kvindekor, som er intellektuelt, struktureret og sårbart, nærmest perfekt – og så nogle mere stammeagtige stykker vokalmusik til mændene. Både instruktøren Frederik Paludan, tonemesteren og manuskriptforfatteren optog deres bud på de værst tænkelige mandelyde. Fra snork og grynt til råb og skrig. Det var en særligt sjov arbejdsdag. Filmen sætter modigt tingene på spidsen, og musikken følger trop.

– Hvordan har jeres arbejdsproces været?

Vi har jo lavet alle Frederik Paludans Super16-film, og processerne har været ret ens. Vi kommer på, mens der bliver skrevet manus. Derfor er der noget musik, som hele holdet kan få ind under huden og tage med til optagelserne.

Vi har en kæmpe kærlighed til vokalmusik. Stemmer ræsonnerer dybere end spillet musik.

– Hvordan blev det musikalske udtryk skabt?

Musikken skulle være med til at stille spørgsmålstegn ved sympatien i filmen. De stakkels mænd, som graver deres egen grav, og kvinderne, som trods deres magt måske stadig viser omsorg. Mandekoret er med til at markere degenerationen af manden, som bliver mere og mere dyrisk. Da de drikker sig fulde i en bålscene, har lyddesigneren Valdemar Blaakilde lagt en hel zoologisk have i lydbilledet. En løve følger den unge Karls brøl og går i ét med musikken. Dér gik vi planken ud.

– Har du et råd til aspirerende filmkomponister?

Det har fungeret godt for os at finde faste samarbejdspartnere – en instruktør, som giver én lov til at komme på banen. Hvis man starter samarbejdet med selvtillid, tør man løbe en større risiko, som i sidste ende bærer frugt. Lav de første tre kortfilm med den samme instruktør!

Se En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd her.

 

Ingri Høyland: Ind i sygdommen ludomani

– Hvad er du særligt glad for ved dit og David Engelbrechts arbejde med Mor/datter?

Det var spændende at arbejde med musikken til Mor/datter, da den skulle spejle ludomaniens balance mellem manisk tvang og intenst begær. Vi skulle skiftevis være på ydersiden og indersiden af sygdommen.

– Hvordan har din arbejdsproces været?

David og jeg var lige blevet færdige fra komponistlinjen på konservatoriet og helt i sync, så da instruktøren Kathrine Skibsted spurgte, om jeg ville lave musik til filmen, var det oplagt at få David med. Vi lavede filmens sidste nummer tidligt i processen, og derefter arbejdede jeg videre med de mange små fragmenter, vi havde lavet sammen.

– Hvordan blev det musikalske udtryk skabt?

Det er leg, eksperimenter, yndlingslyde, fysiske former, klarinet, stryg, ballade og gode samtaler med hinanden og Kathrine. Skønne, lange dage i studiet, hvor man lever sig ind i filmen, i karaktererne, paradokserne, kontrasterne, stemningerne og farverne.

– Har du et godt råd til aspirerende filmkomponister?

Når man laver kortfilm og skolefilm, kan det være intenst og tidskrævende. Alle bruger al deres tid og alle deres kræfter på at forme og skabe et udtryk. Det betyder også, at det er sjovt og søgende.

Mit bedste råd er simpelthen at skrive til de instruktører, fotografer og klippere, som man synes er inspirerende. Måske finder man samarbejdspartnere for livet!

Se Mor/datter her.