Nyhed
08. okt. 2013 | 14:48 - Opdateret 08. okt. 2013 | 20:12

Filminstitut: Zentropa samarbejder

Foto | Jan Buus
”Der er fra Zentropa en accept af, at forløbet går i gang, men derfra og til man får et passende antal mennesker og revisorer til at sidde om samme bord, er der selvfølgelig et stykke vej,” siger Filminstituttets øverste chef Henrik Bo Nielsen.

Zentropa vil nu bidrage til undersøgelsen af bilagene for Antichrist, lyder det fra Det Danske Filminstitut dagen efter den fastsatte deadline. Peter Aalbæk Jensen afviser dog, at Zentropa kommer til at udlevere et eneste bilag.

Af Jacob Ludvigsen

Har Zentropa snydt med bilagene til Antichrist?

Det er spørgsmålet, som Det Danske Filminstitut vil have revisionsfirmaet Deloitte til at gå til bunds i.

Det sker, efter BT har kunnet forelægge et internt notat fra tre producere bag Lars von Triers film, som antyder, at de blev pålagt at lægge udgifter, der ikke havde noget med produktionen at gøre, ind i det statsstøttede produktionsbudget.

I går beskrev BT, hvordan udgifter på 60.000 kroner til en middag i Lars von Triers hjem for Cannes-leder Thierry Frémaux blev lagt ind i Antichrist-budgettet.

Og i dag skriver avisen, at Zentropa trak 200.000 kroner ud af budgettet for filmen for i stedet at lægge dem ind i et af Peter Aalbæk Jensens personlige selskaber. Beløbet var betaling for et bilag, som ifølge notatets bagmænd – Meta Louise Foldager, Ole Østergaard og Sanne Glæsel – ”kom ud af det blå”.

Går i gang denne uge
Zentropa har hidtil modarbejdet, at Det Danske Filminstitut skulle have adgang til bilagene. Instituttet gav filmselskabet indtil i går til at samarbejde. Ellers ville det kunne komme på tale, at noget af filmstøtten skal betales tilbage.

Men Zentropa har nu taget de første skridt til at samarbejde, fortæller Filminstituttets administrerende direktør Henrik Bo Nielsen.

”Undersøgelsen går videre, og Zentropa har tilkendegivet at deltage i den. Det arbejde går i gang denne uge, og jeg har lige nu ikke noget bud på, hvor lang og trang processen bliver,” siger han.

”Der er fra Zentropa en accept af, at forløbet går i gang, men derfra og til man får et passende antal mennesker og revisorer til at sidde om samme bord, er der selvfølgelig et stykke vej,” tilføjer han.

Afdramatiserer sagen
Hvordan undersøgelsen konkret vil foregå, ved Henrik Bo Nielsen ikke endnu.

”Hvordan man i den moderne verden laver konkret dokumentationsudveksling, det må revisorerne og dem, der nu sidder rundt om bordet, planlægge, så det er så lidt belastende for alle parter som muligt.”

– Hvis Zentropa skulle have noget at skjule, har de vel haft temmelig god tid til at få bilagene til at se ordentlige ud?

”Jeg har ingen anledning til at tro andet, end at den dokumentation, der bliver forelagt, også er korrekt. Og jeg synes, man skal afdramatisere processen derhen, at det jo i princippet svarer til, at man som almindelig borger kan risikere at få et brev fra Skattevæsenet om, at de gerne vil have dokumentation for ens kørselsfradrag i 2011.”

Afviser Zentropas torden
– Hvis man som støttemodtager snyder med rapporteringen, hvilke konsekvenser har det så for den fremtidige støtte til selskabet?

”Det er svært at sige. Det er ikke en situation, vi oplever så tit. Hvis vi en dag med et selskab og en produktion bliver bragt derhen, så må man kigge på, hvilken brøde der er indtruffet, og hvordan kan man sikre fremadrettet, at det ikke kan ske igen. Støttevilkårene angiver, at man så må se på eventuel tilbageførsel, og om det skal have konsekvenser for den fremtidige sagsgang.”

– Zentropa har anklaget jer for at have handlet rodet og have begået forvaltningsmæssige fejl. Hvad siger du til det?

”Jeg afviser selvfølgelig den torden, der har været, for vores sagsbehandling har været fuldstændig efter bogen. Jeg vil ikke give stilkarakter til, hvilket humør støttemodtagerne er i, når de bliver bedt om at aflevere dokumentation, men hvis man modtager offentlig støtte, siger det sig selv, at man kan blive bedt om at udlevere dokumentation, og det synes jeg bare, man skal gøre.”

– Oplever du, at Zentropa føler sig hævet over de gængse regler?

”Det må du spørge dem om. Jeg er den første til at anerkende Zentropas meget stærke kunstneriske resultater for dansk film. Men det kan jeg ikke skele til, for når den offentlige filmstøtte bliver forbrugt, er alle lige. Færdselsloven gælder også for os alle sammen.”

Gud og skattefar
Over for Politiken afviser Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen dog, at Det Danske Filminstitut får bilagene fra Antichrist at se. 

Han henviser til, at instituttet forlængst har godkendt regnskabet, og siger til avisen:

”Mine bilag snakker jeg kun med gud og skattefar om. Der er forskel på, at der er nogle i administrationen, der holder et møde med DFI, og at der er nogle, der får lov til at se bilagene. Det kommer de ikke til," udtaler han og tilføjer, at han ikke er bange for Filminstituttet.

”Jeg er ikke bange for noget som helst andet end min egen død og min families ve og vel,” som han siger.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko