Debat
23. juni 2019 | 17:47

Filmskolen må aldrig blive en fabrik

Foto | Den Danske Filmskole
At lave film er en kollektiv proces, og en af de vigtigste opgaver for en filmskole er at lære elever med forskellige kompetencer at samarbejde, mener en gruppe filmfolk.

Det handler om at udvikle den enkelte elevs unikke behov, skriver en gruppe af fremtrædende filmfolk, der er kritiske over for rektor Vinca Wiedemanns planer for Den Danske Filmskole.

Af Anne Wivel, Rumle Hammerich, Eva Mulvad, Lin Alluna, Sybilla Tuxen og Thomas Krag

I den danske filmbranche findes der en tradition for samtale og samarbejde, som man ikke nødvendigvis finder alle steder. 

Det er en branche, som er overraskende tillidsfuld. Filmfolk hjælper hinanden i stedet for at bekrige hinanden. Der foregår faglige samtaler, kunstneriske overvejelser, forhandlinger, kompromisser på tværs af interesser og faggrænser – og det styrker dansk film. 

Denne samtale har i vid udstrækning sit udgangspunkt i Den Danske Filmskole og de samarbejder og frivillige konstellationer, som skolen har skabt. 

Vi ønsker en fremtidens filmskole, der holder denne tillidsfulde ”samtalens kultur” i live og aktivt bringer denne samtale om filmkunstens muligheder i fokus. 

Unikt blik på tilværelsen
Filmskolen er den højeste uddannelse for filmkunst. Så barren kan ikke sættes højt nok. Vi ønsker en skole, hvis aktive mål er at udvikle talent, der er i stand til at forny filmkunsten, påvirke samfundet, vinde priser og sælge mange billetter – og helst det hele på én gang. 

Alle handlinger, der ikke peger i denne retning, skal være Filmskolen uvedkommende.

Vi ønsker en filmskole, der aktivt ansporer branchen og studenterne til at stå på skuldrene af filmkunsten og respektere traditionerne med det mål at bringe kunsten videre.

Filmskolen må aldrig blive til en fabrik.

Eleven er filmskolens udgangspunkt. Eleven og dennes talent bliver fredet i en årrække for at finde ind til kernen af talentet. Hvilke historier kan netop dette talent videregive? Hvilke unikke sansninger har eleven, som kan omsættes til fortællinger fra netop dette særegne perspektiv?

For det er det unikke perspektiv, publikum efterspørger i filmkunsten. Det er ikke svært at lave film, det kan alle lære på fjorten dage. Det svære er at lave gode film med et unikt blik på tilværelsen.

Vi ønsker en filmskole, der aktivt forstår kunsten at se eleverne som individuelle personer, som skal hjælpes og udfordres til at udvikle netop deres unikke talent.

En empatisk kultur
Den specifikt fagorienterede fagleder er central for alle linjerne. Faglederne skal have indsigt i faget, kunstnerisk forståelse og en pædagogisk tæft for at kunne følge de individuelle elevers udvikling hele vejen igennem uddannelsen.

Vi kan konstatere, at ikke to elever lærer det samme på det samme tidspunkt, og lærerens opgave er at monitorere elevens udvikling, således at den enkelte når i mål inden for uddannelsens tidsramme.

Vi ønsker en filmskole, hvor faglederen – til forskel fra gæstelæreren – er en konstant del af elevens hverdag hele vejen gennem uddannelsen.

Vi ønsker også en skole, der aktivt arbejder på at udvikle de unikke kvalifikationer, en god filmskolelærer/leder skal besidde, samt en skole, som aktivt opsøger og udvikler lærerstaben, så man fremelsker lærere, der kan fremkalde elever.

Elevens kontakt til filmskolen skal være tillidsfuld og personlig. Hvis der er noget, man som ung kunstner sætter pris på, er det at blive mødt i øjenhøjde og set som et helt unikt individ. Alle skal ikke være gode til det samme, men hjælpes til at finde sin egen stemme.

Vi ønsker derfor en skole, der har det som mål at udvikle en empatisk kultur, hvor samtale, inspiration, nærvær og tillid er de værdier, der bygges på. Film laves ikke af enkeltpersoner, men som et resultat af en kollektiv proces. Denne kultur skal skolens ansatte formidle – i særlig grad ledelse, lærere og koordinatorer.

Læring skal erfares
Filmkunst er et praksisbaseret fag. Det ender altid med noget fysisk foran et kamera. Magien opstår, når op til otte forskellige fagretninger lykkes med at synkronisere energien omkring en vision, der kan deles af alle.

Det er en uhørt svær disciplin, og derfor kan den ikke trænes nok. Eleven må gang på gang igennem småøvelser, der styrker den fortællermæssige muskel.

På Kunstakademiet maler man, på Teaterskolen spiller man, på Filmskolen skal man lave film.

Vi ønsker en filmskole, der aktivt dyrker og bekender sig til dette ”praksissens fællesskab”, hvor læring skal erfares.

En midtvejsfilm og en afgangsfilm skal være de store resultater af alle de mindre øvelser, som eleven udarbejder undervejs. Læringen opnås gennem lærerens kyndige vejledning gennem øvelsernes indbyggede udfordringer, gennem elevernes samarbejde og gennem sproget, der udvikles i processen og efterfølgende i samtalen om værket.

Kundskaber om film kan ikke opnås i tilstrækkelig avanceret form, hvis ikke uddannelsens fundament er konkret filmisk arbejde.

Behold instruktørlinjer
Evnen til at kunne kommunikere forventninger, idéer og visioner står centralt i filmproduktion.

Eleven er nødt til at lære at forstå andre menneskers sprog og lære sig selv, hvordan man skal håndtere disse individer omkring sig i et fagligt samarbejde, der ofte foregår under stort pres.

Derfor er den holdbaserede struktur gavnlig (kaldet ”sixpack-modellen”, da der går seks elever på hver linje).

I løbet af uddannelsen turnerer eleverne rundt i samtlige holdkonstellationer og træner hermed kommunikationens og samtalens kunst. På Filmskolen skal der optages hold af elever – gerne seks styk.

Det er for at beskytte diversiteten i dansk film.

Hvis man kun optager to elever, vil man vælge de sikre kort og ikke de skæve eller de særlige, selv om det ofte er her, nyskabelsen udspringer.

Vi ønsker en filmskole, der aktivt bekender sig til diversiteten, til både at dyrke det sikre, det solide, det skæve og det særlige. Ingen elev søger ind på Filmskolen uden at være klar til og fokuseret på netop deres fag. Vi ønsker en filmskole med særskilte instruktørlinjer for fiktion, animation og dokumentar, da hver genre kræver særlig dedikation og talent.

Vi mener, at det styrker alle elevers kompetencer og jobmuligheder at møde instruktører med forskellige udtryk. 

Barnet og badevandet
Opsamling af erfaring har igennem alle år været en ekstrem mangelfuld disciplin på Den Danske Filmskole.

Der er blevet afholdt utallige kurser, men ingen ved om hvad – i mange tilfælde godt det samme. Men skolen har en uklædelig tradition for at smide barnet ud med badevandet.

Vi ønsker en filmskole, som reagerer med positiv omhu, når der er kurser, forløb eller undervisere, der udviser stor træfsikkerhed i forhold til at opfylde skolens mål: At udvikle talent til at udøve filmkunst.

En filmskole, der aktivt forsøger at forstå, hvilke omstændigheder der var til stede, da dette eller hint lykkedes. En filmskole, der er bevidst om at hæge om sit eget talent og til at evaluere og videreudvikle dette filmskolens eget talent.

Vi glæder os til at værne om denne skole, at undervise på den og at dele glæden ved den filmkunst, der udvikles på Filmskolen.

PS Når vi bruger ordet ”aktivt” ganske ofte er det for at påpege, at det vi ikke ønsker er skåltaler og visionspapirer, men aktive fysiske greb og handlinger.

Kommentarer

Den Danske Filmskole

Filmskolen vil overgå til en femårig bachelor/kandidatuddannelse som led i at blive akkrediteret.

På grund af dimensionering vil man mindske optag af instruktørelever og lægge instruktørlinjerne sammen.

Der er ved at ske en udfasning af funktionen som uddannelsesleder, så der i fremtiden kun skal være faglærere.

Debatindlæg

Indlægget på denne side er skrevet af en selvbestaltet gruppe.

Gruppen blev etableret i forbindelse med Danske Filminstruktørers møde om Filmskolen.

Indlægget har først været bragt i Danske Filminstruktørers medlemsblad Take #77.

© Filmmagasinet Ekko