Nyhed
31. jan. 2019 | 10:46 - Opdateret 31. jan. 2019 | 12:19

Elever begraver Filmskolen

Foto | Den Danske Filmskole
Det er ikke nogle af disse tidligere elever på Filmskolen, der går i offentlig clinch med den nuværende rektor. Men der er kritik af de store ændringer på skolen fra både elever og andre steder i filmbranchen.

Elever inviterer til Filmskolens begravelse og udsender en mistillidserklæring til rektor Vinca Wiedemann. Hun vil i dag gå til Kulturministeriet og drøfte situationen.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Konflikten spidser til på Den Danske Filmskole, hvor eleverne er særdeles utilfredse med de ændringer, som rektor Vinca Wiedemann er i gang med at gennemføre.

Hun vil omlægge til en kunstnerisk bachelor/kandidatuddannelse med optag hvert år og har desuden droppet faglærerne på skolen.

Således har 87 af de 96 nuværende elever på Filmskolen udsendt en mistillidserklæring til deres ledelse med rektoren i spidsen.

”Vi kan ikke tilslutte os måden, de leder skolen på eller deres omfattende reformeringer af Den Danske Filmskole,” lyder det fra eleverne i erklæringen, der fortsætter:

”Med denne erklæring ønsker vi at cementere over for både filmbranchen og politikerne, at vores rektor ikke repræsenterer os. Vi er uenige i de beslutninger, der bliver truffet om fremtidens filmskole. Vi mener ikke, at vores rektor styrer Filmskolen i en retning, der vil gavne det danske filmmiljø på sigt.”

Svækkelse af Filmskolen
Debatten på Filmskolen har været i gang længe mellem rektor, elever og interessegrupper, men tog for alvor fart i medierne, da det kom frem, at der i fremtiden skal optages færre instruktører.

”Informationerne fra ledelsen og rektor har været uigennemskuelige og kommunikationen vag. Der er allerede nu blevet gennemført fundamentale ændringer på Filmskolen uden en egentlig dialog, og vi mærker uddannelsesmæssige forringelser som følge heraf,” skriver eleverne i mistillidserklæringen.

”Hvis disse reformeringer får lov til at fortsætte, frygter vi, at det vil skabe mere strømlinede film fra fremtidens filmskoledimittender. Det vil svække den nationale diversitet i dansk film samt den danske filmbranches stærke position på den internationale filmscene.”

”Denne ledelsesstil har resulteret i, at der ingen tillid er mellem rektoratet og eleverne, og at flere af vores faglærere har valgt at gå. Vi frygter, at endnu flere af disse stærke uddannelsesressourcer vil forlade skolen, hvis rektoratet fortsætter denne stil.”

Klædt i sort
Foruden mistillidserklæringen har gruppen af næsten alle elever på Den Danske Filmskole udsendt en invitation til Filmskolens begravelse.

Det er en happening, som foregår den 5. februar fra 15.30 til 16.30, hvor eleverne inviterer til en protest mod ledelsens reformeringer. Her inviteres folk til at komme og lægge en blomst under logoet ved Filmskolens hovedindgang.

Her vil mistillidserklæringen blive læst højt, efterfulgt af kærlighedserklæringer, der ikke er nærmere defineret.

Der opfordres til at deltage iført sort tøj, da det, som der står i invitationen: ”Jo er en begravelse.”

Kærlighed til Filmskolen
Vi har spurgt elevrepræsentanten Andreas Sandborg, hvad man ønsker at opnå med mistillidserklæringen.

”I sidste ende ønsker vi, at skolen ikke går i en helt forkert retning. Nu er vi gået den mere konventionelle og formelle vej i løbet af et år og snakket med politikere, rektor og ledelsen, og det har ikke ændret noget som helst. Vi vil gøre det meget klart, at vi er uenige, og vi kan se, at mange i branchen – tidligere elever og andre – også er uenige i den vej.

– Det ser ud til, at rektor står fast, fordi hun mener, at det er det eneste rigtige. Hvad vil I gøre, hvis det ender sådan?

”Det er svært at sige, men vi vil nok have svært ved at acceptere det, med mindre der kommer nogle bedre løsninger. Vi har i løbet af det sidste år fået meget lidt konkret at vide i forhold til de ting, man mister. Så hvis det ikke ændrer sig, tvivler jeg meget på, at eleverne kommer til at acceptere det.”

– Vil I ikke modtage undervisning, eller hvad kan konsekvensen være?

”Vi har snakket forskellige ting igennem. Lige nu er vejen at melde ud offentligt, hvordan eleverne har det. Vi har indkaldt til begravelsen i næste uge og håber, at det kan blive en stor markering af det. Og så må vi se. Alt det her er jo baseret på en kæmpe kærlighed til Filmskolen. Og derfor kommer vi også til at kæmpe for den.”

Tillid og ro
Vinca Wiedemann siger til Ekko, at den seneste udvikling gør et stort indtryk på hende.

”Jeg ser deres erklæring i en større sammenhæng, hvor der er flere parter, som i den seneste tid har givet udtryk for, at der er behov for mere tid til en ordentlig, konstruktiv dialog om, hvordan Filmskolens udvikling skal være i fremtiden,” siger rektoren og fortsætter:

”Det har gjort et stort indtryk på mig, og derfor har jeg i dag besluttet at tage et møde med Kulturministeriet, hvor jeg vil tale med dem om, hvad jeg mener, der helt konkret skal til for at skabe tillid og ro omkring Filmskolens udvikling. Mit ønske er, at vi på Filmskolen får tid og plads til i god ro og orden at få skabt en konstruktiv, fælles dialog for Filmskolens vej frem. Og lige så snart jeg har et konkret bud på det, skal jeg nok fortælle om det.”

– Så du vil bede Kulturministeriet om mere tid?

”Det vil jeg gerne tale med dem om først, og når jeg har gjort det, vil jeg komme med en udmelding.”

Ekko har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Steen Kyed, der er afdelingschef for Kulturministeriet.

Kommentarer

Den Danske Filmskole

Filmskolen vil overgå til en femårig bachelor/kandidatuddannelse som led i at blive akkrediteret.

På grund af dimensionering vil man mindske optag af instruktørelever og lægge instruktørlinjerne sammen.

Der er ved at ske en udfasning af funktionen som uddannelsesleder, så der i fremtiden skal være faglærere.

Rektor Vinca Wiedemann står i spidsen for ændringerne, men møder modstand fra nuværende og tidligere elever samt dele af filmbranchen.

© Filmmagasinet Ekko