Nyhed
04. juli 2009 | 15:56

George Lucas indhentes af fortiden

Forsvundet tv-interview fra 1971 er dukket op og viser George Lucas som en vred ung mand.

Af Niels Petersen

Vi kender ham som instruktør og producent af blockbusters som Star Wars og Indiana Jones. Men før gennembruddet debuterede George Lucas med en lille, dystopisk artfilm, THX 1138, der skildrer et robotagtigt samfund, hvor alle ligner hinanden.

Det var i 1971, og produktionen var mildt sagt ikke en positiv oplevelse for George Lucas. Warner Bros. tog filmen fra ham og klippede den om for at gøre den mere publikumsvenlig.

”I dette land står dollaren over individet. En mands intellekt, en mands erfaring, en mands talent ligger under for dollaren,” sagde en vred ung Georg Lucas dengang.

Interview i god kvalitet
Udtalelsen stammer fra interviewet George Lucas: Maker of Films, der er lavet af journalisten og medieforskeren Gene Youngblood i 1971 for tv-stationen KCET i Los Angeles.

Det timelange tv-program har ikke været offentligt tilgængeligt i mange år, og man troede, at det var gået tabt. Men nu er det dukket op i god kvalitet på den amerikanske hjemmeside, The Binary Bonsai.

Hollywood har ingen respekt
Interviewet er interessant, fordi den dengang 27-årige Lucas tager bladet fra munden og gør op med den industri, som han i dag – små 40 år senere – ironisk nok er endt som inkarnationen af.

”Det er en kunst at lave film, mens det at sælge film er en forretning,” siger George Lucas i 1971.

”Problemet er, at de (filmselskaberne, red.) ikke ved, hvordan man sælger film. Derfor prøver de at tvinge dig til at lave film, som folk vil se, uden at filmene skal sælges til dem,” fortsætter Lucas og tilføjer, at Hollywood ikke har nogen respekt for filmskaberens talent.

Blockbusteren fødes
Efter miseren med THX 1138 oprettede George Lucas sit eget produktionsselskab Lucasfilm, og med dundersuccesen Star Wars i 1977 fik han den økonomiske frihed til at skabe de film, han ønskede.

Men Star Wars kom – sammen med Spielbergs Dødens gab – til at forme den moderne blockbuster, der kun har medført en endnu sværere situation for den kunstneriske film.

Og Lucas har brugt sin egen frihed til at instruere yderligere tre Star Wars-film, mens det ikke er blevet til noget med de radikale, personlige film, som hans yngre ”jeg” lagde op til.

Teknisk innovativ
Lucas’ største indsats har været som teknisk innovator. Han stod bag lydsystemet THX, der er opkaldt efter hans debutfilm, og han har været frontløber på områder som digital produktion, ikke-lineær redigering og visuelle effekter.

Tv-interviewet indeholder også den Lucas-kortfilm, der ligger til grund for THX 1138, samt Gene Youngbloods tankevækkende forudsigelse af distributionen af film på hjemmevideo og internettet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko